Foccacia med timian

0

Foccaciabrød er nok det mest sommerlige brød, jeg kan komme i tanke om. Det passer perfekt til de lune sommeraftener, hvor aftensmaden (forhåbentligt) skal nydes udenfor i det gode vejr. Det her foccaciabrød er luftigt, lækkert og har den mest smagfulde, sprøde skorpe. Jeg har drysset det med frisk timian, men hvis din have er smækfyldt med frisk rosmarin, så kan du også sagtens bruge det i stedet. Hver gerne generøs med en god jomfru olivenolie – det gør bare dit foccaciabrød endnu mere sprødt, svampet og saftigt.

Det skal du bruge:

  • 600 g koldt vand
  • 200 g surdej – kan erstattes af 6 g gær
  • 150 g groft ølandshvedemel
  • 600 g hvedemel
  • 15 g salt
  • 20-25 g olivenolie
  • 1 lille håndfuld frisk timian eller rosmarin
  • Flagesalt og peber
  • En form at bage i – jeg bruger min bradepande fra Scanpan. Den giver en god og vedvarende varme til mit foccacia. Jeg er generelt bare virkelig glad for den bradepande, som vi bruger flere gange ugentligt herhjemme

Sådan bager du et koldhævet og luftigt foccaciabrød:
Dag 1: Kom vand og surdej i en skål (erstat surdejen med gær, hvis du ingen surdej har). Rør rundt til surdejen er fordelt i vandet. Kom mel i og rør det sammen til der ikke er mere tørt mel. Lad det stå og hvile tildækket i 45 minutter ved stuetemperatur. Kom salt i dejen og 2 spsk. vand og klem saltet ind i dejen. Fold nu dejen som vist i denne her video. Kom låg på og lad dejen hvile i 30 minutter ved stuetemperatur. Herefter foldes dejen igen. Gentag foldningen igen efter 1 time og endnu en foldning efter 1 time mere. Nu har du foldet dejen 4 gange og dejen har hvilet i 3 timer. Lad dejen hvile tildækket yderligere 30-60 minutter indtil, at dejen begynder at hæve en smule og har luftbobler i toppen. Kom dejen på køl natten over.

Dag 2: Dagen efter tændes ovnen på 230 grader varmluft. Vend dejen ud i din form og hiv den forsigtigt ud, så den fylder hele formen. Tryk med fugtige fingre ned i dejen, så der laves fordybninger. Du skal lave rimelig dybe huller, men der må ikke være hul gennem dejen. Fordel olivenolien over dejen og drys med frisk timian, flagesalt og friskkværnet peber.

Bag dit foccaciabrød i 25-35 minutter til det er godt gyldent. Afkøl på en rist og server det gerne lunt.

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Lær mig at kende

Hej med dig! Jeg er en pige, der bliver glad i låget, når jeg har dejlige råvarer mellem mine hænder. Ny viden og nye teknikker gør livet værd at leve, og jeg kombinerer min uddannelse med min lyst til pragtfulde smagsoplevelser!

Leave a Reply

VELKOMMEN!

Jeg hedder Cathrine. Jeg er mad-fan, bagenørd, øko-glad og mor til Ellinor. Her deler jeg begejstret mine opskrifter på alt den mad, der gør mig glad i hverdagen. Du finder også viden om ernæring, rejseguides, DIY og en masse om børn, spisevaner og kræsenhed, som er dét som mit hjerte brænder for.

Cathrine Brandt
Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed

Skriv til mig på mail@cathrinebrandt.dk

INSTAGRAM

SENESTE

Hjemmebagte varme hveder
26. april 2018
Grove havrekiks med salt
7. april 2018
Nem påskekage med marcipan og påskeæg
27. marts 2018
Banankage med kakao og uden raffineret sukker
24. marts 2018
Kokosmakroner med lime og mælkechokolade
15. marts 2018