Gulerodskage-snurrer

Når man ikke kan vælge… Jeg elsker en god, hjemmebagt gulerodskage med cheesefrosting ligeså højt som jeg elsker en svampet og sød kanelsnurrer. Men hvorfor vælge? Da weekenden gav mig tid til at bage, var jeg nødt til at prøve at kombinere de to kager; gulerodskage og kanelsnurrer. Da Ellinor er så interesseret i at spise og smage det, som vi spiser, så valgte jeg at bage dem uden raffineret sukker. Det kan heldigvis ikke smages – de smager præcis lige så godt, syndigt og sødt, som en snurre skal smage. Jeg har filmet, hvordan du snor snurrerne, så du også kan få et fint og meget lækkert resultat. Gulerodskage-snurrerne smagte så godt, at de lynhurtigt forsvandt, så jeg ved godt, hvad jeg skal bage i weekenden…

12-14 stk.
Det skal du bruge:

Dej

  • 150 g mælk
  • 15 g gær
  • 2 æg (1 i dejen og 1 til pensling)
  • 300 g hvedemel
  • 3 g havsalt
  • 40 g smør

Gulerodskage-dadelfyld

  • 7 bløde dadler uden sten
  • 1 spsk. stødt kanel
  • 1 tsk. stødt kardemomme - jeg bruger de her hele kardemommefrø, jeg morter, da det giver så meget mere smag (reklamelink)
  • 20 g smør
  • 2-3 spsk. kogende vand
  • 1 nip salt
  • 1-2 revet gulerødder
  • 25 g fint hakkede nødder eller mandler

Sådan bager du svampede gulerodskage-snurrer uden raffineret sukker:

Kom mælken i en gryde og lun den til fingervarm. Opløs gæren heri. Tilsæt 1 æg, hvedemel og salt, og ælt dejen til den har samlet sig. Kom det bløde smør ved og ælt dejen godt til den er glat, smidig og nemt slipper bordet eller skålens kanter. Dæk skålen med husholdningsfilm først og derefter et viskestykke, og lad dejen hæve i 1-1,5 time, til den har fordoblet sin størrelse.

Mens dejen hæver, laves fyldet. Skær dadlerne i mindre stykker. Kom dem i en skål eller minihakker og kom kogende vand ved. Tilsæt krydderier, smør og salt og blend til massen er homogen. Vend revet gulerod og hakkede nødder i.

Drys bordet med mel og vend dejen ud. Rul dejen ud til et rektangel på ca. 3 mm tykkelse. Smør dejen med dadel/gulerodsfyldet og fold dejen indover sig selv, så der er tre lag. Du kan se her, hvordan du folder dejen til en snurre. Rul endnu engang dejen ud til en rektangel til den er ca. 3-5 mm tyk. Skær dejen i 12-14 strimler og sno snurrerne. Du kan se hvordan du former en snurrer i videoen nedenfor. Sæt gulerodskagesnurrerne på en bageplade beklædt med bagepapir.

Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Lad snurrerne efterhæve mens ovnen bliver helt varm. Pisk et æg sammen og pensl snurrerne. Bag gulerodskage-snurrerne i 10-12 minutter. Hvis du ønsker samme mørke afbagning som på billedet, skal du give dem 12 minutter. Hvis du ønsker dem lysere skal du gå efter 10 minutters bagning. Afkøl snurrerne på en rist og nyd.

gulerodskage_snurrer_5gulerodskage_snurrer_1

Skriv et svar til Julie Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

20 comments on “Gulerodskage-snurrer”

  1. Man kan ikke lave en rigtig bløddej uden sukker. Det handler ikke bare om smagen men også konsistensen. Du kan måske lave en dej, der er 50-60% rigtigt, men lad være med at bilde folk ind, at der ikke er forskel. Det er simpelthen fagligt forkert.

    1. Hej Stig

      Tak for din besked - og dit faglige input.

      Jeg synes ikke, jeg skriver "bløddej" nogle steder, eller at jeg forsøger at bilde nogle ind, at de er ved at lave en bløddej uden sukker? Ret mig gerne, hvis jeg tager fejl.

      Opskriften kan man bruge, hvis man har lyst - men der er ingen tvang 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  2. Haps! Mega lækre snurrer! Super nem opskrift, lige til at gå til og dejligt at der ikke er sååå meget hævetid igen (nogle gange er det jo 2 x 1 time for gærbagværk) Dejligt der kun var én lang hævetid.

    Det er også lækkert at de er søde, men ikke lige så sukkersøde som hvis fyldet var med almindeligt sukker, klart en opskrift der skal bruges igen 😍

  3. Jeg har lige netop lavet disse i fredags, og da det er æblesæson erstattede jeg blot gulerødderne med æble. MUMS altså de blev gode - så det er en anbefaling herfra 🙂

  4. De ser så lækre ud - de kommer også på min bageliste for ugen 🙌 Men Kan man blot undlade nødder, eller skal det erstattes af noget andet?

    1. Hej Kim
      Hvis du gerne vil fryse dem rå, så skal du lade dem efterhæve lidt kortere tid og fryse dem herefter. Aftenen før, at du skal bage dem, så kommer du dem i køleskabet på en plade, hvor de kan få lov til at tø op. 30 minutter før bagning lader du dem efterhæve færdig ved stuetemperatur før, at du bager dem 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

    1. Hej Julie.
      Ja, det kan du sagtens. Brug 5 gram gær og stil dejen til hævning i køleskabet natten over. Når du har formet dem, så lader du dem efterhæve 1 time på køkkenbordet med et klæde over inden, at du bager dem.

      Du kan også lave dem helt færdige, og så fryse dem inden, at du bager dem.

      God bagelyst,
      Cathrine

    1. Tak. Snurrerne smager i hvert fald rigtigt dejligt. De er ret hyggelige at lave, og så kan børnene nemt tages med i køkkenet og bage også 🙂

      God weekend,
      Cathrine

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT