Koldhævede æbleskiver med surdej

1

Æbleskiver hører julen til. Min mormors gamle æbleskivejern har mange år på bagen, og der er efterhånden blevet bagt et utal af æbleskiver på det. Jeg har fået lov til at have æbleskivejernet boende hos mig, og det er jeg spændt på, om jeg kan administrere. For jeg kan virkelig godt lide æbleskiver.

Siden at Ellinor begyndte at spise selv, så har hun altid fået lov til at smage vores mad, hvis hun viser interesse for det. Derfor forsøger jeg også at gøre alt mit bagværk så næringsrigt og letfordøjeligt som muligt. Is, kage og slik får hun endnu ikke. Men æbleskiver i juletiden vil hun gerne smage, og derfor vil jeg gerne lave vores æbleskiver så næringsrige og sunde som muligt. Samtidig med at de skal smage af æbleskiver og ikke være en grov bolle, der er bagt i et æbleskivejern.

Surdej i æbleskivedejen, friskkværnet mel og koldhævning giver hjemmebagte æbleskiver masser af smag, men sikrer også at de indeholder kostfibre, vitaminer og mineraler, som er gode for kroppen og som mætter os. Når man bruger fuldkornsmel og friskkværnet mel, så er indholdet af fytin højt. Fytin findes i kornets skaldele, og det binder calcium, jern, zink og magnesium. Når du bruger surdej og koldhævning, så aktiveres fytase-enzymet i kornet. Fytase kan bryde fytin-bindingen, så kroppen kan optage de næringsstoffer, der er i melet. Hvis du kværner dit eget mel, så er indholdet af vitaminer og mineraler særligt højt.

Æbleskiverne smager af meget mere, end de æbleskiver, man køber. Samtidig mætter de meget mere og kan sagtens serveres som et hyggeligt aftensmåltid i december. Koldhævede æbleskiver med surdej er de bedste æbleskiver, jeg har smagt.

25-30 stk.
Det skal du bruge:

  • 5 dl kærnemælk
  • 75 g ung surdej (læs her hvordan du fodrer din surdej)
  • 200 g groft ølandshvedemel – gerne friskkværnet for højere næringsindhold*
  • 150 g hvedemel
  • 1 tsk. kardemomme
  • 3 æg
  • 2 spsk. sukker
  • 50 g smeltet smør
  • ½ tsk. salt

Sådan lavere du sundere og bedre æbleskiver:
12-24 timer før spisetid:
Rør kærnemælk, surdej og mel sammen. Lad det stå på køkkenbordet med et låg løst over sig (så der kan komme luft til) i ca. 2-3 timer. Herefter stiller du fordejen i køleskabet natten over.

Inden spisetid pisker du æggeblommerne sammen med sukker. Æggehviderne piskes stive. Kom kardemomme, smeltet smør, salt og æggeblommerne i fordejen. Vend de piskede æggehvider i. Tag først en skefuld og bank den godt ind i dejen. Herefter kan du forsigtigt folde resten af æggehviderne i, så du får en luftig og let æbleskive dej. Varm et æbleskivejern godt op. Kom en smule smør i hvert hul og steg æbleskiverne.

*Hvis du er glad for at bage, og du gerne vil have, at dit hjemmebagte brød (og æbleskiver) har så højt et næringsindhold, som muligt, så kan jeg kun anbefale at investere i en melkværn. Den sikrer, at dit mel er friskkværnet, og det smager både bedre og er sundere. En melkværn har du resten af livet. Jeg har den her Hawos Billy melkværn, og jeg er så glad for den. Den gør mit bagværk sundere og giver det meget mere smag. En melkværn har du resten af livet.

ableskiver_surdej_1

Lær mig at kende

Hej med dig! Jeg er en pige, der bliver glad i låget, når jeg har dejlige råvarer mellem mine hænder. Ny viden og nye teknikker gør livet værd at leve, og jeg kombinerer min uddannelse med min lyst til pragtfulde smagsoplevelser!
Kommentar

Leave a Reply

VELKOMMEN!

Jeg hedder Cathrine. Jeg er mad-fan, bagenørd, øko-glad og mor til Ellinor. Her deler jeg begejstret mine opskrifter på alt den mad, der gør mig glad i hverdagen. Du finder også viden om ernæring, rejseguides, DIY og en masse om børn, spisevaner og kræsenhed, som er dét som mit hjerte brænder for.

Cathrine Brandt
Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed

Skriv til mig på mail@cathrinebrandt.dk

INSTAGRAM

SENESTE

Småkager med lakrids, tranebær og hvid chokolade
11. december 2017
Kålsalat med tranebær og tahindressing
6. december 2017
Hjemmebagte kanelgifler – opskriften på de bedste kanelgifler
30. november 2017
Koldhævede gulerodsbrud + video af hvordan du former gulerodsbrud
23. november 2017
Kiksekage med chokolade, smør og hjemmebagte vaniljekiks
17. november 2017

FACEBOOK