Luftige boller bagt med gær

4

Der er efterhånden en hel del opskrifter på brød bagt med surdej herinde. Jeg er svært begejstret for min surdej, så den bliver brugt flittigt og ofte. Surdejsbrød er noget helt særligt, hvis du spørger mig. Men! Tiden, tålmodigheden og planlægningen holder ikke altid, så der bliver altså også bagt meget gær-brød herhjemme. De her boller har en sprød skorpe og er meget luftige, og så er de også super nemme at bage. De er bagt med gær, så hævetiden er minimal. De duftede (og smagte) så godt, at jeg vist nok kom til at spise tre inden, at de nåede at køle helt af…

Ca. 15 stk.
Det skal du bruge:

  • 100 g frø, gryn og kerner (jeg brugte lige dele hørfrø, solsikkekerne og havreflager)
  • 75 g vand (blandes sammen med kernerne)
  • 450 g lunken vand
  • 20 g gær (se tip, hvis du vil koldhæve dejen)
  • 2 spsk. surmælksprodukt (kan udelades)
  • 200 g fuldkornsmel
  • 400 g fint mel
  • 10 g salt

Sådan bager du luftige og sprøde gærboller:
Kom frø og kerner i en skål og rør dem sammen med 75 g vand. Lad det stå og trække i 15 minutter. Derved har frøene trukket det vand, de har brug for, og du undgår tørre boller. Hæld vand og gær i skålen og opløs gæret ved at røre rundt. Kom de resterende ingredienser i og ælt dejen til den er glat og slipper bordet eller skålens kanter. Jeg æltede dejen på røremaskine. Først 5 minutter ved lav hastighed og derefter 3-5 minutter ved fuld hastighed. Lad dejen hæve tildækket ved stuetemperatur i 1,5 time. Lad ovnen varme op til højeste temperatur over/undervarme med et bagestål eller bageplade i, mens dejen hæver.

Vend dejen ud på et let meldrysset bord og skær dejen i ca. 15 stykker. Brug en spatel eller paletkniv og undgå at arbejde for meget med dejen. Kom bollerne på bagepapir og bag dem ved 230-250 grader i ca. 10-15 minutter til de er godt gyldne. Afkøl på en rist og nyd.

Tip: Dejen kan koldhæve natten over, hvis du gerne vil have friskbagte boller til morgenmad. Skær gærmængden ned til 5 gram og følg ellers opskriften og lad dejen hæve tildækket i køleskabet natten over, når den har hævet 1-1,5 time ved stuetemperatur, så gær lige får lov til at blive aktiv.

Nemme_boller_gaer_3Nemme_boller_gaer_1

Lær mig at kende

Hej med dig! Jeg er en pige, der bliver glad i låget, når jeg har dejlige råvarer mellem mine hænder. Ny viden og nye teknikker gør livet værd at leve, og jeg kombinerer min uddannelse med min lyst til pragtfulde smagsoplevelser!
Kommentarer
  1. Lise Skovbjerg

    Hej Cathrine
    Mens jeg venter på min surdej bliver til, vil jeg prøve at bage dine Luftige boller med gær. Når du bager ved så høj varme, bager du så midt i ovnen ? Og lader du bagepladen som stod i ovnen mens den varmede op,være i bunden ?
    Tak for mange gode opskrifter 😊
    Mvh Lise

  2. Hej Lise.
    Fedt med din egen surdej. Den bliver du glad for!

    Ja, jeg bager bollerne midt i ovnen. Bagepladen, som er i ovnen, mens du varmer bollerne op, den skal du bage bollerne på. På den måde får de godt med varme. Bagepladen skal være midt i ovnen.

    Selv tak! Dejligt, at du har lyst til at prøve dem af.
    God bagelyst,
    Cathrine

Leave a Reply

VELKOMMEN!

Jeg hedder Cathrine. Jeg er mad-fan, bagenørd, øko-glad og mor til Ellinor. Her deler jeg begejstret mine opskrifter på alt den mad, der gør mig glad i hverdagen. Du finder også viden om ernæring, rejseguides, DIY og en masse om børn, spisevaner og kræsenhed, som er dét som mit hjerte brænder for.

Cathrine Brandt
Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed

Skriv til mig på mail@cathrinebrandt.dk

SENESTE

Mandelsmør-bidder – en sundere chokoladebar
22. april 2017
Sunde muffins med blåbærkompot – børnevenlige og sukkerfrie
19. april 2017
One Pot Pasta med kylling, champignon og soltørrede tomater
17. april 2017
Pavlova med lemoncurd
12. april 2017
Hot cross buns med chokolade, mandler og appelsin
9. april 2017

INSTAGRAM

FACEBOOK