Luksus S’mores – Sommerens bedste dessert

Sommer, grill og ristede skumfiduser. Hænger det ikke bare sammen? For mig gør det! Men. Min tålmodighed bliver alvorligt testet hver gang, at jeg skal vente på, at skumfidusen skal blive perfekt ristet. Og det er altså ikke nemt at riste en skumfidus, så den er perfekt til at blive en S’mores – klemt sammen mellem to kiks med et stykke chokolade mellem. Risikoen for katastrofer er mange:

Grillen har mistet den sidste varme, mens jeg endnu forsøgte at finde appetit til desserten.

Grillen er alt for varm, så skumfidusen forkuller.

Min tålmodigehed er for kort, så skumfidusen bliver ikke ordentligt blød, og min S’mores får ikke den konsistens, som bare er allerbedst.

Skumfidusen er perfekt ristet, men når at undslippe pinden inden, at jeg får den fanget mellem to kiks – av, mit dessert-hjerte!

Derfor gik jeg i tænkeboks! Hvordan kan jeg lave en S’mores-dessert, der ikke kræver noget ekstra arbejde, når jeg egentligt har mest lyst til at sidde og nyde den sidste aftensol og sludre? En S’mores, der nemt kan laves til mange, så alle kan servere S’mores til de glade studenter, sommerens aftensmadsgæster og alle sommerens mange fester. Den her luksus S’mores kunne også sagtens serveres som en ekstra dessert til sommerens mange bryllupper, når klokken bliver henad mange, og der måske bliver tændt et bål?

Mulighederne er mange. Heldigivis! For den her dessert er intet mindre end fantastisk. I stedet for en S’mores lavet af produkter, der (måske) ikke består af de bedste råvarer, så er der virkelig skruet op for kvaliteten i det her glas. Verdens bedste S’mores er nem at lave, og så kan den sagtens laves i god tid inden servering, så der kun skal flamberes til sidst.

6-8 stk.
Det skal du bruge:

Chokolademousse:

  • 200 g mørk chokolade - jeg brugte den her chokolade fra Callebaut, og moussen blev kraftig og chokoladeintens (reklamelink)
  • 1 dl sødmælk
  • 2 dl fløde
  • 1 knsp. Flagesalt

Skum:

  • 80 g sukker
  • 40 g glukosesirup (kan købes i de fleste større supermarkeder - jeg køber glukosesirup her) (reklamelink)
  • 30 g vand
  • 2 æggehvider, ca. 50-60 g
  • 1 spsk. sukker

Sådan laver du luksus S’mores:
Opskriften er delt op i steps, så den er nemmere at læse og overskue. S’mores glas er nemme at lave, og de kræver ikke særligt meget arbejde, selvom opskriften godt kan se sådan ud. Chokolademoussen skal have mindst et par timer på køl for at sætte sig og gerne natten over inden, at du kommer kiks og skum på toppen.

Step 1: Kom knuste kiks i bunden af dine glas.

Step 2: Sådan laver du en silkeblød chokolademousse
Hak chokoladen fint og smelt den over vandbad. Tag skålen af varmen, når chokoladen netop er smeltet.

Bring mælken til kogepuntet i en gryde. Jeg tager mælken af varmen, når den laver små bobler ude i kanten af gryden. Hæld det forsigtigt over chokoladen, mens der røres i midten med en dejskraber. Massen samler sig og bliver blank og skinnende, når du fortsætter med at røre. Stil til side og lad køle lidt.

Pisk fløden til en luftig og let skum. Vend en smule af det i chokoladen. Tilsæt salt og vend forsigtigt resten af fløden i. Fordel chokolademoussen ovenpå de knuste kiks i glassene - det gøres nemmest med en sprøjtepose (reklamelink). Lad gerne moussen sætte sig natten over eller mindst et par timer i køleskabet.

Step 3: Kom knuste kiks på toppen af chokolademoussen.

Step 4: Sådan laver du skum
Kom sukker, glukosesirup og vand i en gryde. Bring det i kog og lad det koge til det er 117 grader varmt - brug et digitalt termometer  (reklamelink) til at kontrollere temperaturen. Hold godt øje med det. Når det rammer 111 grader, så kom æggehviderne og 1 spsk. sukker i en skål og pisk det skummende.

Hæld nu den varme sukkermasse ned i æggehviderne forsigtigt og i en tynd stråle, mens du stadig pisker. Sørg for, at sukkerlagen ikke ender alt for meget på kanten af skålen. Pisk indtil skummet er fast og sejt, og du kan trække tråde med piskeren. Kom skummet i en sprøjtepose og top chokolademoussen med det.

Step 4: Brænd skummet på toppen af dine luksus S’mores glas med en gasbrænder (reklamelink).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

11 comments on “Luksus S’mores – Sommerens bedste dessert”

  1. Hej Cathrine
    Jeg har lavet moussen og jeg har nogle udfordringer ift. konsistens. Allerede da jeg havde blandet chokolade og mælk syntes jeg den så for grynet ud, den blev ikke “smooth.” Jeg tog mælken af da det begyndte at boble under mælkeskindet, men uden at det boblede i siderne. Da jeg rørte flødeskummet i hjalp det, men den var svært at få ensartet og jeg måtte vende den meget. Jeg stoppede da der stadig var lidt chokolade klumper fordi jeg ikke turde røre mere. Nu har den sat sig og den er blevet relativt hård og grynet i konsistensen. Har du nogle tips?
    På forhånd tak

    1. Hej Gunvor

      Din chokoladecreme skulle have haft en tur med en stavblender, hvis den ikke var homogen. Det kan lyde til, at din chokolade enten har haft et meget højt kakaoindhold eller at din mælk/fløde ikke har været varm nok. Du skal røre indtil, at den er homogen og alt chokolade er smeltet.

      God bagelyst,
      Cathrine

    2. Tak for svar Cathrine! Jeg tror du har ret med alle tre punkter. Den får en tur med stavblenderen hvis det sker igen. Chokolade har nok også haft et for højt kakaoindhold og mælken har ikke været varm nok. Så har jeg i det mindste lært noget 😊

  2. Hej

    Jeg vil lave denne dessert til en fødselsdag. Skal chokolademassen køle af inden det vendes med fløden ?

    Hilsen Hanne

    1. Hej Hanne

      Din chokolademasse skal gerne være den rette temperatur, så det passer med, at du kan komme fløden i, når den lige er pisket 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  3. Hej Cathrine

    Kan man godt få termometre, der kan måle de 117 grader på det hvide skum?

    Hvordan observerer du i øvrigt at mælken har nået kogepunktet?

    Lækker dessert, men der er et par faldgruber for os uerfarne 🙂

    1. Hej Maria
      Tak for din kommentar.
      Jeg forstår! Ja, men kan få et sukkertermometer, som meget specifikt kan måle temperaturen.
      Jeg har tilføjet noget ekstra information til opskriften, som gerne skulle gøre den nemmere og lettere at lave. Ellers siger du bare til 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  4. Hej 😉
    Jeg har lavet moussen igår og kom den direkte i glassene på kiksene som der stod. Men idag er den delt 🙁 hvorfor det ?

    1. Hej Christina.
      Det kunne desværre godt lyde til, at du er kommet til at piske fløden for meget - så kan chokolademoussen skille, når den stivner 🙁

      Jeg er sikker på, at din dessert nu nok skal smage skønt alligevel! Hav et rigtig godt nytår og en dejlig aften.

      Cathrine

  5. Hej,
    Jeg skal lave de her lækkerier til en sommerfest på fredag ? Skal man vente med at brænde skummet på toppen til lige før man serverer? Og vil man evt. bare kunne bruge skumfiduser i stedet for? ?

    1. Hej Jette.

      Ja, hvis du ønsker, at skummet skal have den helt sprøde skorpe, så skal du vente med at brænde dem. Det tager få sekunder at brænde hver dessert. Men! De smager nu også godt efter et par timer i køleskabet. Så hvis det passer dig bedre at brænde dem i god tid, så kan du sagtens det.

      Du kan nok godt bruge en skumfidus, men den vil ikke blive blød, hvis du bare ligger den på moussen og brænder den på toppen. Så skal du nok forsøge dig med at sætte skumfidusen på en pind, riste den og efterfølgende komme den oven på desserten. Jeg har ikke prøvet det, så jeg kan ikke garantere, om det virker.

      Jeg glæder mig til at høre, hvad du synes om luksus S'mores 🙂

      Rigtig god dag,
      Cathrine

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT