Semlor – hjemmebagte svenske fastelavnsboller med luksusfyld

2

Må man godt sige, at det her er de bedste semlor? Jeg tillader mig det! For hold nu op, hvor smager de godt. Det er noget af det bedste bagværk, jeg har lavet længe.

Svenskerne kan altså noget med bagværk. Jeg er allerede begsejret for deres kanelsnurrer, og nu har jeg fundet endnu en favorit. Svenske semlor. En pendant til den danske fastelavnsbolle, som svenskerne nyder på semlordagen. Præcis som vi spiser fastelavnsboller til fastelavn, hvis jeg har forstået det korrekt. Herinde på bloggen finder I allerede opskriften på mine to bedste fastelavnsboller. Den ene er min mormors opskrift på fastelavnsboller, som er helt fantastiske. En smørfyldt wienerdej fyldt med hjemmekogt vaniljecreme. Den anden opskrift på fastelavnsbolle er den helt klassiske; en blød gærbolle med fyld – mine fastelavnsboller fylder jeg gerne med både remonce, vaniljecreme, nougat og/eller chokolade.

Men nu er der altså endnu en opskrift på fastelavnsboller – de svenske semlor. Opskriften er luksus, og jeg garanterer dig, at du får den bedste semla. Fyldet er lavet af en mandelmasse vendt med hjemmekogt vaniljecreme. Det smager uforskammet godt, og jeg kan kun anbefale dig at klippe en stor trekant ud i bollen, så der kan komme masser af fyld i. Bollerne er bløde og luftige. Jeg har delt opskriften op i steps, så den er nemmere at overskue. Men bare rolig – semlor er slet ikke så svære at bage, og de er så absolut arbejdet værd!

6 stk.
Det skal du bruge:

  • 75 g smør
  • 75 g mælk
  • 15 g gær
  • 1 æg
  • 225 g hvedemel
  • ½ tsk. kardemomme – jeg foretrækker at bruge hele kardemommekapsler, som jeg knuser i en morter
  • 1 nip salt
  • 1 spsk. sukker

Fyld:

  • 100 g mandler – udblødt natten over i vand
  • 100 g rørsukker
  • 1 lille håndfuld ristet mandler (ristet ved 150 grader i 15-20 minutter i ovnen, varmluft)
  • Vaniljecreme – se opskrift herunder
  • 1,5 dl piskefløde
  • Flormelis til at drysse på

Hjemmekogt vaniljecreme:

  • 1 æg
  • 1,5 spsk. rørsukker
  • ½ vaniljestang
  • ½ tsk. maizena
  • 1,5 dl mælk

Sådan bager du de bedste semlor:
Step 1:
Mandlerne skal stå i blød i minimum et par timer og meget gerne natten over.

Step 2: Bollerne bages. Smelt smørret i en gryde. Tag gryden af varmen og kom mælken i og lad det smelte sammen. Hæld blandingen i en skål og kom gæren i. Rør til gæren er opløst. Kom ægget i blandingen og rør det ud. Tilsæt hvedemel, kardemomme, salt og sukker og ælt dejen til den er glat og skinnende og ikke hænger ved bordet. Lad dejen hæve tildækket i en skål eller på bordet. Kom husholdningsfilm og et viskestykke over, mens dejen hæver i 60 minutter.

Step 3: Mens dejen hæver laves fyldet. Først koges vaniljecremen, så den kan nå at køle. Del vaniljestangen på langs og skrab kornene ud. Bland vaniljekornene med lidt sukker. Kom æg, rørsukker, vaniljesukker og maizena i en lille gryde og rør det sammen. Tilsæt mælk og den tomme vaniljestang. Kom vaniljecremen op over lav blus, mens du rører i den, så den ikke klumper. Når cremen koger og tyknes, så tages den af varmen. Kom vaniljecremen i en skål og dæk med husholdningsfilm direkte oven på cremen, så der ikke dannes en skorpe. Kom vaniljecremen på køl indtil, at den skal bruges.

Step 4: Hæld vandet fra mandlerne og kom dem i en minihakker eller foodprocesser. Kom rørsukker ved og blend til mandelmassen bliver helt cremet. Det tager et par minutter, da mandlerne skal begynde at frigive sine olier og gøre mandelmassen cremet og blød.

Step 5: Bollerne skal formes. Del dejen i portioner af ca. 70 gram og form dem til runde boller ved at spænde dem op, som vist i denne video. Kom bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Dæk bollerne med husholdningsfilm og et klæde og lad dem efterhæve i 30 minutter ved stuetemperatur. Bag bollerne ved 200 grader over/under varme i ca. 15 minutter til de er gyldne. Lad bollerne afkøle på en rist.

Step 6: Fyldet laves færdig. Rør mandelmassen sammen med vaniljecreme og kardemomme. Kom fyldet i en sprøjtepose, hvis du har – ellers kan du komme fyldet i bollerne med en ske.

Step 7: Pisk fløden – den skal ikke piskes for meget, men den skal samtidig være fast nok til at kunne sprøjtes ud og stå.

Step 8: Klip en trekant i midten af hver bolle. Kom mandel/vaniljecreme fyldet i. Drys med hakkede, ristet mandler. Sprøjt en top af flødeskum henover og placer det trekantet stykke bolle på toppen. Drys med flormelis og server.

Note: bollerne må endelig ikke komme i køleskabet. Så bliver de faste og lidt kompakte. Opbevar dem ved stuetemperatur og fyld først dine semlor inden servering.

Indlægget indeholder affiliatelink.

 

Semlor Cathrine Brandt
00:00
--
/
--

 

Lær mig at kende

Hej med dig! Jeg er en pige, der bliver glad i låget, når jeg har dejlige råvarer mellem mine hænder. Ny viden og nye teknikker gør livet værd at leve, og jeg kombinerer min uddannelse med min lyst til pragtfulde smagsoplevelser!
Kommentarer
  1. Louise

    Mon bolledejen kan laves dagen før og kold hæve? Hvor “meget” gær vil du tro man skal nøjes med 😊

Leave a Reply

VELKOMMEN!

Jeg hedder Cathrine. Jeg er mad-fan, bagenørd, øko-glad og mor til Ellinor. Her deler jeg begejstret mine opskrifter på alt den mad, der gør mig glad i hverdagen. Du finder også viden om ernæring, rejseguides, DIY og en masse om børn, spisevaner og kræsenhed, som er dét som mit hjerte brænder for.

Cathrine Brandt
Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed

Skriv til mig på mail@cathrinebrandt.dk

INSTAGRAM

SENESTE

Grove havrekiks med salt
7. april 2018
Nem påskekage med marcipan og påskeæg
27. marts 2018
Banankage med kakao og uden raffineret sukker
24. marts 2018
Kokosmakroner med lime og mælkechokolade
15. marts 2018
Bløde rosinboller
8. marts 2018