Spiseguide Krakow

Min kæreste og jeg forsøger at tage på en kærestetur mindst én gang om året. Det er rart at komme lidt ud af hverdagens rutiner, og bare være sammen og hygge hele dagen. Vi vil rigtigt gerne til en storby, men ellers er vores krav ikke så store. Derfor plejer vi blot at kigge efter, hvor det er billigt at flyve hen og bo på det tidspunkt, hvor det passer os bedst. Tidligere har vi været i Hamborg, Berlin, Budapest og Stockholm, og denne gang besøgte vi Krakow i Polen.

Og det viste sig heldigvis at være en rigtigt hyggelig by! Vi havde fem hyggelige dage, hvor vi nød det fantastiske efterårsvejr, tiden og den dejlige mad, som Krakow heldigvis kunne byde på. For jeg indrømmer gerne, at netop maden er super vigtigt for mig, når jeg rejser – specielt når vi bor på hotel og skal spise ude 3 gange om dagen.

For det første, så var det virkeligt billigt at spise og drikke i Krakow. Og maden var rigtigt god! Jeg har derfor bestemt mig for at dele nogle af de steder, hvor vi spiste. Jeg er desværre ikke særlig god til at få taget billeder, når jeg er på ferie. Derfor har jeg kun billeder af nogle af stederne, som jeg nævner, så I må lade ordene tale for sig selv.

Trufla: Italiensk restaurant, der var nævnt i Michelinguiden 2013. Vi fik rigtigt god mad! Suppe, pasta og cheesecake. Stemningen og stedet var rigtigt hyggelig, og vi nød en aften med rigtigt dejlig mad og service. Selvom stedet var nævnt i Michelinguiden, så servede det stadig mad til polske priser. Vi fik forret, hovedret, jeg fik kage, min kæreste fik kaffe, rødvin og vand, og vi kom af med ca. 280kr.
Adresse: ul. św Tomasza 2, 31-014 Kraków

Barsmak-krakowBar Smak: Lokal, traditionel polsk mad, der smagte godt og samtidig var meget billigt! Jeg fik en god og krydret gullash, kartoffel rösti og en kålsalat. Min kæreste fik først en suppe og derefter en wienerschnitzel, kartoffelmos og sauerkraut. Det hele var rigtigt godt og for både mad og drikkevarer kom vi af med ca. 90kr.
Adresse: ul. Karmelicka 10, Krakow, Polen

Charlotte1-krakow

Charlotte_krakow2

Charlotte-krakow3Charlotte: Fantastisk sted! Jeg ville ønske, at dette sted lå I Århus, for det var virkelig dejlig mad og et super hyggeligt sted. Tag ikke til Krakow uden at besøge Charlotte Bistro! Vi havde købt morgenmad på hotellet, som faktisk var rigtigt godt, men én af dagene havde vi lyst til at spise morgenmad på Charlotte i stedet.

Vi nød en dejlig brunch bestående af hver sin brødkurv med 5 forskellige skiver brød og en rigtigt god, smørbagt crossaint. Dertil kunne man så vælge en smørelse, som enten var marmelade eller chokolade. De lavede selv deres marmelader og chokoladesmørelser, og det smagte godt. Vi fik mørk chokolade og hindbærmarmelade. Derudover fik jeg også yoghurt med en skøn granola, og min kæreste fik en omelet. Vi købte alt det, vi havde lyst til og kunne spise! Det var så hyggeligt . Faktisk var det så hyggeligt, at vi valgte at besøge stedet endnu en gang til en kop kaffe og et stykke kage. Eller det vil sige, at det kun var mig, der fik kage. Et stykke cheesecake med hvid chokolade, der var helt perfekt i konsistens og smag!
Adresse: Plac Szczepański 2 Kraków, Polen

Godnojad-krakowGlonojad: Denne cafe lå meget tæt på vores hotel, og vi brugte en hel formiddag derinde, hvor vi også nød deres gode og meget billige frokost. De laver vegetarisk mad, og til frokost fik vi en falafelwrap, som var perfekt krydret. Til frokost kørte de også med en dagens tilbud, hvor man kunne få en suppe, en varm ret og et stykke kage for ca. 30kr! Stedet var virkelig populært, og det var fyldt op med lokale mennesker til frokosttid.
Adresse: kraków, plac matejki 2

Youmiko: Rigtigt god sushi! Stedet ligger lidt gemt i en baggård, så det kan være en smule svært at finde det, men det er helt sikkert værd at lede efter! Sushien var spændende, flot og frisk. Vi fik 30stk for ca. 120kr, og det var altså virkeligt godt!
Adresse: Szczepanska 7, Krakow, Polen

bar-Milch-krakowBar Mleczny: Simpelt sted med rigtigt god, traditionel polsk mad. Vi forsøger altid at spise det lokale mad, når vi besøger nye lande. Derfor værdsatte vi også, at vi fandt dette sted, for maden var rigtigt god og billig. Vi spiste med de lokale og maden var rigtigt god. Så hvis du ønsker at få gris, kartofler og kål, så besøg Bar Mleczny. Vær opmærksom på, at de lukker kl. 20.
Adresse: Ul. Grodzka 43, Krakow 31-000, Polen

Moaburger-krakowMoaBurger: Som nævnt på min instagram (@cathrinebrandtdk), så laver Moaburger den bedste burger, jeg nogensinde har smagt! Den var fantastisk! Og kæmpe stor. På størrelse med mit hoved. Igen var vi så imponeret over maden, at vi blev nødt til at besøge Moaburger to gange. Princippet er enkelt – valg din burger fra det simple, men super lækre menukort. Bestem om du vil have fritter til, og hvilken dyppelse, du gerne vil have. Både burger, pommes frites og dyppelse var godt! Det var lækkert brød, saftig bøf og friske grøntsager. Så hvis du også nyder en god burger, når du er på ferie, så skal du besøge Moaburger. Derudover var det også burger til en helt ok pris. Vi betalte ca. 150kr for to kæmpe(!) burgere, 4 dyppelser, 2 store gange pommes frites og vand. Behøver jeg at sige, at vi var meget mætte og glade, da vi gik derfra?
Adresse: ul. Mikolajska 3, Krakow 31-027, Polen

Auschwitz og Birkenau: Og hvis vi nu lige skal snakke om noget lidt mere alvorligt end mad, så besøgte vi selvfølgelig også Auschwitz og Birkenau, der ligger ca. 70km udenfor Krakow. Det var på samme tid en god og forfærdelig oplevelse! Jeg mangler ord til at beskrive det, men hvis du besøger Krakow eller byer i nærheden, så skal du tage en tur dertil. Vi købte en guidet tur, og det fungerede godt. De blev solgt rundt i hele byen. Turen tog små 7 timer og vi betalte omkring 180 kroner pr. mand.

 

Skriv et svar til Lene Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

9 comments on “Spiseguide Krakow”

  1. Polakker er meget børneglade. Personligt har jeg boet på Hotel Polina som er tæt på parken og centrum. Og kan anbefalde det, også til børn

  2. Hej Cathrine

    Tak for inspiration til gode spisesteder. Vi skal til Krakow og leder og så efter et sted at bo (der kan tåle børn aka 5 år) ;.). Kan du evt. anbefale et sted?

    1. Hej Lene.
      Det kan jeg desværre ikke hjælpe med 🙁
      Det er ved at være et par år siden, at vi var afsted - inden, at vi fik børn. Og jeg husker desværre ikke, hvor vi boede.

      Jeg håber, at I får en skøn tur!
      Mvh. Cathrine

    2. Polakker er meget børneglade. Personligt har jeg boet på Hotel Polina som er tæt på parken og centrum. Og kan anbefalde det, også til børn.

      Tro jeg fik sat det andet et forkert sted

  3. Hej Cathrine

    Jeg skal en tur til Krakow med min kæreste i maj, og vil derfor høre: Jeg skal booke hotel, men ved ikke om jeg skal vælge med eller uden morgenmad. Har du indtryk af hvad der bedst kan betale sig? I forhold til at få mad på hotellet eller spise ude hver dag?

    1. Hej Pernille.
      Det lyder skønt med en kæreste-tur. Krakow er en hyggelig by.

      Hvad der bedst kan betale sig er lidt svært at sige. Jeg foretrækker altid at spise morgenmad i byen. Jeg synes ofte, at morgenmaden på hoteller er lidt små-kedelige (vi bor altid billigt, så morgenmaden er ofte ikke noget specielt).

      Når jeg skal besøge Krakow igen, så vil jeg helt sikkert spise morgenmad på Charlotte og Glonojad, som du kan læse om i indlægget her. Dét var virkelig lækkert og ikke særlig dyrt :).

      God tur til Jer!

  4. Er lige kommet hjem fra 4 dage i Krakow. Gik i dine fodspor og besøgte flere af dine anbefalede restauranter. Kan tilføje restauranten Hamsa som ligger i det jødiske kvarter. Du har virkelig fanget nogle fantastiske steder. Kan kun anbefale Charlotte og Trufla.

    1. Hej Dorthe. Hvad synes du om Krakow? Jeg synes, det var en hyggelig by :).
      Det er dejligt, at du kunne bruge guiden. Jeg skal huske Hamsa, hvis jeg på et tidspunkt vender tilbage.
      God dag.

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT