Surdejs speltboller med solsikkekerner

14

Surdejsboller. Det bagværk, jeg allerbedst kan lide. Generelt er jeg begejstret for alt bagt med surdej – brød, boller og søde sager. Hvis I endnu ikke har prøvet at bage pandekager med surdej, så skal I absolut prøve det – det er de bedste pandekager! Surdejen giver så meget mere smag til mit bagværk. Ud fra bloggens statistikker og det antal mails, jeg får angående surdej, så virker det også til, at der er flere og flere af jer, der har en surdej boende hjemme hos jer? Hvis du endnu ikke har din egen surdej, så kan du læse her, hvordan du laver din egen surdej, og her kan du læse om, hvordan du fodrer din surdej og holder den i live. En surdej er så taknemmelig og langt nemmere at bruge, end man lige regner med.

Har du ingen surdej, så kan de her speltboller også bages med gær. Dejen skal ikke æltes, men bare foldes. Så her kan alle være med. Jeg bliver fascineret gang på gang, hvordan dejen bliver mere og mere sammenhængende og fleksibel, når den står selv og arbejder. Med få foldninger så kan du gå fra en usammenhængende og klistret dej til en blød og elastisk dej – det er da ret sejt! Speltbollerne er luftige og har en sprød skorpe. Spelt- og ølandshvedemelet giver bollerne masser af smag og de mætter godt. Og så elsker jeg smagen af solsikkerner – både i bollerne, men i særdeleshed de sprøde solsikkekerner på bunden af bollen.

16-18 stk.
Det skal du bruge:

  • 100 g solsikkekerner
  • 100 g vand
  • 400 g koldt vand
  • 300 g sigtet speltmel
  • 250 g fin ølandshvedemel
  • 12 g salt
  • 100 g surdej (kan udskiftes med 5 g gær)
  • 50-100 g solsikkekerner

Sådan bager du luftige surdejs-speltboller med solsikkekerner:
Kom 100 g vand og solsikkekerner i en skål og rør rundt. Solsikkekernerne skal stå og trække vand til sig, så de ikke suger væske fra dejen. Kom mel og vand i en anden skål og rør det sammen til der ikke er mere tørt mel. Lad både solsikkekernerne og melblandingen stå tildækket i mindst 1 time. Kom de udblødte solsikkekerner, surdej og salt i melblandingen og rør det sammen til dejen er blandet godt. Hvis du bruger gær fremfor surdej, så skal gæren opløses i 1-2 tsk. vand inden, at den kommes i dejen. Kom dejen i en nu skål smurt med lidt olivenolie. Jeg bruger de her gennemsigtige plastbøtter  – de er perfekte til formålet, da låget slutter tæt, de kan stables i køleskabet, og så er det nemt at se, om dejen hæver undervejs. Fold dejen som vist i videoen nedenfor. Som I kan høre i videoen, så har jeg gerne en lille hjælper med i køkkenet 🙂 Kom låg på. Fold dejen igen efter 30 minutter. Herefter skal dejen foldes yderligere 2 gange med 1 times mellemrum. Dejen bliver foldet i alt 4 gange. Kom dejen i køleskabet natten over.

Dagen efter tændes ovnen på højeste temperatur over/under varme med et bagestål* i. Lad ovnen og bagestålet varme op i en lille times tid. Drys solsikkekerner på bordet og vend dejen ud ovenpå. Skær dejen i 16-18 stykker, der kommes på et stykke bagepapir. Drys med lidt mel på toppen. Bag surdejsbollerne ved 250 grader over/undervarme i 8-10 minutter og skru herefter ned til 230 grader og bag bollerne til de er godt gyldne. Afkøl på en rist og nyd.

*Har du endnu ikke købt et bagestål, så kan jeg virkelig anbefale dig det. Det gør en verden til forskel for dit bagværk. Jeg bruger mit bagestål hver gang, at jeg bager boller, brød og pizza. Hvad end det er surdejsboller eller brød bagt med gær, så hjælper bagestålet og dets høje temperatur til at gøre mit brød mere luftigt og give det en mere sprød og smagfuld skorpe. Jeg har købt mit bagestål, kombispader og dejskærer lige herog det er faktisk sat ned med 35 % lige nu.

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Sådan folder du en dej til surdejsboller
00:00
--
/
--

Lær mig at kende

Hej med dig! Jeg er en pige, der bliver glad i låget, når jeg har dejlige råvarer mellem mine hænder. Ny viden og nye teknikker gør livet værd at leve, og jeg kombinerer min uddannelse med min lyst til pragtfulde smagsoplevelser!
Kommentarer
  1. Ann-Kristin

    Hej Cathrine.
    Kan det mon passe, at den første dej (mel+vand) er meget tør? Jeg har netop lige blandet det sammen, og følte mig nødsaget til at tilføje ekstra vand, da jeg ellers fik en stor “tør” dejklump. Har jeg mon gjort noget forkert, eller skal den være sådan?

    Er i øvrigt lidt “bekymret” for min surdej. Når jeg laver flydetesten, falder den bare til bunds, og trods daglig opfriskning over flere dage, er resultatet det samme. Den hæver dog stadig op i glasset, når jeg frisker den op, så tror stadig der er liv i den. Men skal jeg fortsætte med at fodre den, eller bør jeg måske bare kassere den, og starte på en ny?
    Sikke mange spørgsmål😊

    1. Ja, det er helt rigtigt, at den første del af dejen godt kan virke lidt tør – det kan næsten være svært at få det helt fordelt. Men når den står og trækker + surdejen og salt kommer i, så bliver den mere fugtig og meget nemmere at arbejde med. Det håber jeg også, at du oplever?

      Mht. din surdej, så lyder den sund og god. Hvis du kan se, at den hæver og virker luftig, så kan du sagtens bruge den. Du kan prøve at lave den tykkere ved at komme mere mel end vand i – så kan du garanteret godt få flyde-testen til at virke, men det er ikke et must for en god surdej 🙂

  2. Ann-Kristin

    Tak for dit svar.
    Du havde helt ret i, at konsistensen blev meget bedre, så snart saltet og surdejen blev tilføjet😊
    Har netop lige taget bollerne ud af ovnen – naturligvis bagt på mit bagestål – og de er simpelthen så lækre😋 Tak for skøn inspiration endnu engang👍🏼

  3. Mette

    Tager du dejen ud af køleskabet og lader den blive “rum temperatur” samtidig med at du varmer ovnen op?

    Det er længe siden jeg har bagt boller med surdej, jeg plejer at gøre det når jeg bager brød 😊

  4. Janni

    Jeg har forsøgt at bage disse boller – men jeg får ikke samme struktur som dine boller.. mine føles gummiagtige når de er kølet af. Jeg har foldet dejen og ladet den koldthæve i køleskabet natten over😅 er det bagestålet der gør hele forskellen?😬👩🏼‍🍳🥐 jeg får heller ikke så fine bobler i dejen som din?

    1. Hej Janni.
      Bager du med surdej eller gær?
      Ja, den meget høje varme, som bagestålet hjælper til, gør en stor forskel. Det kræver meget høj varme og gerne et bagestål eller bagesten for at få ordentligt luftige boller og en sprød skorpe 🙂

      Men jeg garanterer dig, at du bliver rigtig glad for dit bagestål, hvis du anskaffer dig et. Det gør virkelig noget godt for ens bagværk!

Leave a Reply

VELKOMMEN!

Jeg hedder Cathrine. Jeg er mad-fan, bagenørd, øko-glad og mor til Ellinor. Her deler jeg begejstret mine opskrifter på alt den mad, der gør mig glad i hverdagen. Du finder også viden om ernæring, rejseguides, DIY og en masse om børn, spisevaner og kræsenhed, som er dét som mit hjerte brænder for.

Cathrine Brandt
Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed

Skriv til mig på mail@cathrinebrandt.dk

INSTAGRAM

SENESTE

Småkager med lakrids, tranebær og hvid chokolade
11. december 2017
Kålsalat med tranebær og tahindressing
6. december 2017
Hjemmebagte kanelgifler – opskriften på de bedste kanelgifler
30. november 2017
Koldhævede gulerodsbrud + video af hvordan du former gulerodsbrud
23. november 2017
Kiksekage med chokolade, smør og hjemmebagte vaniljekiks
17. november 2017

FACEBOOK