Triple Chocolate Chip Cookies – Cookies med hvid, lys og mørk chokolade

0

Det er umuligt at få for mange opskrifter på cookies. Det er i hvert fald min overbevisning. Så selvom der i forvejen ligger en opskrift på de bedste chocolate chip cookies, cookies med orange og de helt fantastiske chokolade-cookies, så er der bestemt også plads til en opskrift på cookies med tre forskellige slags chokolade. Mest fordi at jeg altid har svært ved at vælge hvilken chokolade, jeg bedst kan lide. Så er det meget nemmere at komme både hvid, lys og mørk chokolade i mine cookies!

De her cookies er sprøde i kanten, helt chewy i midten og så er de propfyldt med lækker chokolade. Drysset med lidt salt og så har du den bedste cookie.

Jeg har lavet en lille video, hvor du kan se, hvordan du bager en helt fantastisk cookie. Jeg har nemlig flere små tricks i ærmet; pisk, pisk, pisk – dejen skal piskes lys og luftig, så dine cookies bliver chewy og får den bedste konsistens. Så pisk længe og godt lige indtil at du kommer mel i. De tørre ingredienser skal kun lige piskes i dejen, og ikke piskes for længe. Derudover skal dine cookies endelig ikke bages for meget. De må gerne se bløde ud, når du tager dem ud af ovnen – de skal nok sætte sig. Netop derfor skal du også lade dine cookies hvile på bagepladen i et par minutter før, at du flytter dem over på en rist for at køle af.

Bliv den bedste cookie-bager og bag så de bedste triple chocolate chip cookies. Du vil få ene af rosende ord og mange “mmh”-lyde med på vejen, når du serverer de her cookies med både hvid, mælke og mørk chokolade.


12 stk.

Det skal du bruge:

  • 125 g blødt smør
  • 125 g rørsukker
  • 125 g brun farin
  • ½ tsk. vaniljepulver
  • 1 æg
  • 170 g hvedemel
  • 50 g groft rugmel
  • 10 g maltmel (kan erstattes af hvedemel)
  • 1 tsk. bagepulver
  • ½ tsk. salt
  • 40 g hvid chokolade
  • 40 g lys chokolade
  • 40 g mørk chokolade
  • ½ tsk. flagesalt til at drysse på toppen

Sådan bager du de bedste triple chocolate chip cookies:
Note: Det er vigtigt, at cookiedejen piskes godt og længe, for at de bliver luftige og får den rette konsistens. Det gøres nemmest med en håndmixer eller røremaskine.

Pisk smør, rørsukker, brunfarin og vanilje sammen i 5 minutter ved medium hastighed til det er lyst og luftigt. Kom ægget i og pisk videre i 3 minutter. Rør de tørre ingredienser sammen og sigt ned i dejen. Pisk de tørre ingredienser i dejen i ca. 1 minut. Tilsæt de tre slags chokolade og vend dem forsigtigt i dejen med en dejskraber. Del dejen i portioner af 60 g og tril dem til kugler. Hvis du har tid og tålmodighed til det, så lad gerne cookiedejen hvile i køleskabet i mindst 1 time – meget gerne natten over, så de kan få lov til at udvikle smag. Hvis ikke, så bager du dem bare med det samme. De smager fantastiske anyways.

Tænd ovnen på 170 grader over/under varme. Inden bagning drysses hver cookie med lidt flagesalt. Bag dine cookies med i 10-12 minutter til de er let gyldne i kanten og stadig en smule bløde i midten. De sætter sig, når de køler. Lad cookiesene hvile på bageplade i 5 minutter før, at de føres over på en bagerist for at afkøle. Opbevar i en lufttæt beholder – de smager også dejligt dagen efter.

Tip: Cookies er meget fryseegnet. Frys dem inden, at du bager dem. Form dejen til kugler og kom dem på en plade, der passer ind i fryseren. Frys cookie dough-kuglerne, og kom dem i en pose, når de er frosne. Når de skal spises, så kan du enten tage dem ud og tø og bage dem efter opskriftens anvisning, eller bage dem i 15-17 minutter direkte fra frost.

Lær mig at kende

Hej med dig! Jeg er en pige, der bliver glad i låget, når jeg har dejlige råvarer mellem mine hænder. Ny viden og nye teknikker gør livet værd at leve, og jeg kombinerer min uddannelse med min lyst til pragtfulde smagsoplevelser!

Leave a Reply

VELKOMMEN!

Jeg hedder Cathrine. Jeg er mad-fan, bagenørd, øko-glad og mor til Ellinor. Her deler jeg begejstret mine opskrifter på alt den mad, der gør mig glad i hverdagen. Du finder også viden om ernæring, rejseguides, DIY og en masse om børn, spisevaner og kræsenhed, som er dét som mit hjerte brænder for.

Cathrine Brandt
Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed

Skriv til mig på mail@cathrinebrandt.dk

SENESTE

Hjemmebagt hvidløgsflutes – opskrift på det bedste hvidløgsbrød
23. september 2017
Derfor spiser Ellinor selv – Gentagne Eksponeringer. Sådan gør vi. Del 2
19. september 2017
Koldhævede bamseboller
16. september 2017
Havregrøds-klatkager med gulerod – en sund pandekage
12. september 2017
Kernegode surdejsboller + lidt om vores hjemmefødsel
9. september 2017

FACEBOOK