Blødt rugbrød uden kerner - Barnets første brød

At bage til sine børn er virkelig rart - i hvert fald hvis du spørger mig. Et blødt rugbrød er nærmest uundværligt i småbørnsfamilier. Karl Hugo er allerede 9 måneder, og han har efterhånden spist rugbrød til frokost i mere end en måned. Mange af mine opskrifter herinde opstår af et behov, jeg har. Og da Karl Hugo blev klar til at spise rugbrød, så manglede jeg en opskrift på et blødt rugbrød uden kerner, der ville være nemt for ham at tygge og fordøje. Således blev den her opskrift til.

Det helt perfekte rugbrød, der er blødt og luftigt, og som ikke indeholder kerner. Brødet kan vel egentligt også kaldes et bondebrød. Rugbrødet er allerede bagt mange gange herhjemme. Hvis du har en surdej, så vil jeg anbefale dig at bage rugbrødet med den. Det giver både mere smag til dit brød og gør brødet lettere at fordøje. Hvis du ikke er ligeså vild med surdej, som jeg, så har jeg også testet opskriften på rugbrødet med gær, og det fungerer også godt! Så alle kan være med her, og lave hjemmebagt brød til deres baby/barn/familie.

1 stort rugbrød
Det skal du bruge:

Rugbrød med surdej

  • 500 g koldt vand
  • 200 g surdej
  • 300 g stenkværnet, sigtet hvedemel eller ølandshvede- jeg bruge denne mel (reklamelink)
  • 300 g fuldkorns rugmel - den lækreste, danske rugmel med masser af smag (reklamelink)
  • 8 g salt*
  • Rugbrødsform på ca. 2 liter - jeg bruger den her træform + låg. Den er helt fantastisk, og jeg har bagt i den i over 6 år.

Rugbrød med gær

  • 600 g koldt vand
  • 6 g gær
  • 350 g stenkværnet, sigtet hvedemel eller ølandshvede- jeg bruge denne mel (reklamelink)
  • 350 g fuldkorns rugmel - den lækreste, danske rugmel med masser af smag (reklamelink)
  • 8 g salt*
  • Rugbrødsform på ca. 2 liter - jeg bruger den her træform + låg. Den er helt fantastisk, og jeg har bagt i den i over 6 år.

Sådan bager du et blødt surdejsrugbrød uden kerner:
Note: Rugbrødet kan med fordel røres på en røremaskine. Jeg bruger min Kenwood røremaskine med K-spaden. Alternativt kan du bruge en håndmixer med dejkroge til at ælte dejen.

Kom vand og surdej i røreskålen og rør surdejen ud i vandet. Kom hvedemel, rugmel og salt i og ælt dejen til den er blank og trækker lange tråde. Jeg ælter først i 3 minutter ved helt lav hastighed og derefter i 5 minutter ved medium hastighed. Smør din rugbrødsform med smør (jeg kommer min træform på en bageplade beklædt med bagepapir). Fordel dejen i formen og pres den flad og let ud i hele formen med en dejskraber eller våd ske. Kom låg eller husholdningsfilm på din form og lad rugbrødet hæve ved stuetemperatur.

Hævetiden er svær at sætte en bestemt tid på. Den kan variere fra 4-8 timer afhængigt af din surdejs aktivitet, rummet og dejens temperatur. Hold øje med dit rugbrød løbende. Når det er hævet, og der er 6-8 huller på størrelse med et knappenålshovede i overfladen, så skal det bages. Bag brødet (uden låg) i en forvarmet ovn på 180 grader over/undervarme i ca. 1 time og 20 minutter. Du kan tjekke, om rugbrødet er færdigbagt ved at tage brødets kernetemperatur. Hvis den er 98-99 grader, så er det færdigt - jeg bruger mit digitale termometer (reklamelink) til at tjekke temperaturen. Tag brødet ud af ovnen, vend det ud af formen og lad det afkøle på en rist. Du kan med fordel vente med at skære i brødet til det er helt afkølet eller gerne til dagen efter.

Tip: Hvis vi ikke når at spise hele rugbrødet inden 4-5 dage, så fryser jeg resten ned. Det kan fryses i skiver, der kan tages op efter behov. Jeg fryser altid mine rugbrødsrester ned. Når der er en større portion, så laver jeg ymerdrys af det - opskriften på ymerdrys kan du finde lige herRugbrødsresterne er også fabelagtige til at bage en Sønderjysk Rugbrødslagkage af.

*Jeg bruger et minimum af salt i det her rugbrød, da det primært bliver spist af Karl Hugo på 9 måneder. Jeg kommer dog lidt salt i, da resten af familien også spiser af det. Hvis du ønsker det, så kan du udelade saltet helt. Du kan også tilsætte 4-5 gram mere for mere smag, hvis brødet bliver bagt til større børn eller voksne.

Sådan bager du et blødt rugbrød uden kerner hævet på gær:
Kom vand og gær i en skål og rør rundt til gæren er opløst. Kom mel og salt i og ælt dejen til den er glat og trækker lange tråde. Jeg ælter først i 3 minutter ved helt lav hastighed og derefter i 5 minutter ved medium hastighed. Smør din rugbrødsform med smør (jeg kommer min træform på en bageplade beklædt med bagepapir). Fordel dejen i formen og pres den flad og let ud i hele formen med en dejskraber eller våd ske. Kom låg eller husholdningsfilm på din form og lad rugbrødet hæve ved stuetemperatur.

Hævetiden er svær at sætte en bestemt tid på. Den kan variere fra 2-6 timer afhængigt af gærens aktivitet, rummet og dejens temperatur. Hold øje med dit rugbrød løbende. Når brødet er hævet, og der er 6-8 huller på størrelse med et knappenålshovede i overfladen, så skal det bages. Bag brødet (uden låg) i en forvarmet ovn på 180 grader over/undervarme i ca. 1 time og 20 minutter. Du kan tjekke, om rugbrødet er færdigbagt ved at tage brødets kernetemperatur. Hvis den er 98-99 grader, så er det færdigt. Tag brødet ud af ovnen, vend det ud af formen og lad det afkøle på en rist. Du kan med fordel vente med at skære i brødet til det er helt afkølet eller gerne til dagen efter.

Skriv et svar til Mette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

118 comments on “Blødt rugbrød uden kerner - Barnets første brød”

  1. Linket til træformen med låg virker vist ikke mere. Jeg var bare nysgerrig om det er den samme jeg bager med (tror min er en bøgeramme fra Aurion). 🙂

  2. Hej Cathrine
    Jeg har prøvet at bage dette rugbrød med gær nu to gange. Første gang i en 1,5 L rugbrødsform. Det hævede næsten tre cm over formen, hvor du også anbefaler to L og derfor nok også grunden til det blev meget klæg, men endeskorpen smagt god. Så reducerede jeg opskriften med 1/3 del i samme form, hævetid fire timer og + 10 min ekstra bagetid, men det blev også klægt en cm fra skorpen og indad. Begge bagninger med et nøjagtigt stegetermometer i midten af brødet på 99 grader. Hvad gør jeg mon galt?

  3. Jeg glæder mig sådan til at prøve denne opskrift da jeg bor i udlandet og får ikke lov til at spise rugbrød alt for tit. Kan jeg bruge tørgær?

  4. Hej Cathrine
    Jeg har sigtet rugmel fra Mejnerts Mølle, men ikke fuldkorns rugmel. Kan jeg bruge, det jeg har i stedet for? Det skal spises af en baby.

  5. Har bagt det her rugbrød mange gange, det er mit yndlings rugbrød. Det bliver perfekt, hver gang. Bager på surdej. Tusind tak for denne og de mange andre fantastiske opskrifter.

  6. Det bedste rugbrød 🙌🏻
    Jeg vil høre om du har et bud på, hvad der sker hvis man fryser det ned inden bagning? Vi skulle have bagt det i dag inden vi kørte på ferie, men glemte det. Så nu er det smidt i fryseren - og så er spørgsmålet hvad vi så gør bedst når det skal bages 😅 Skal vi tø det op inden bagning, eller sætte det direkte i ovnen? Og kan man overhovedet fryse det ned inden bagning, som man fx kan med gærbrød?

  7. Hej Cathrine,

    Jeg har en hvedesurdej, kan denne bruges? Eller skal jeg opstarte en rugsurdej?
    På forhånd tak.

  8. Hej Cathrine.
    Jeg har bagt dit rugbrød med gær i går, og det smager godt! Men, jeg synes det faldt sammen på toppen? Hvad kan det skyldes?

    1. Hej Mia

      Det skyldes, at du bager det med gær. En surdej sikrer, at dejens pH-værdi bliver lav - og det er vigtigt, når man bager med rugmel. Så det er desværre lidt vilkårene, når man gerne vil bage et rugmel-rigt rugbrød på gær.

      God bagelyst,
      Cathrine

  9. Hej Cathrine
    Har du prøvet at putte mørk malt i dette brød? Kan det fungere?
    Kh Pernille

  10. Ahh, nu fandt jeg det 🙂 Du bruger en anden teknik end at tage fra under bagning (som er den "traditionelle" metode, går jeg ud fra). Du fodrer den oprindelige surdej i stedet for, hvis jeg forstår det ret. Så er det derfor jeg manglede et punkt om at tage fra af den samnenrørte dej.

  11. Jeg vil rigtigt gerne se den træform, du anvender her, men linket fører desværre ikke til et produkt. Vil du kigge på at opdatere linket? Hvis de øn stadig findes 🙂

  12. Hej. Denne opskrift lyder spændende og jeg tror den sure dej er ved at være moden til at blive brugt. Muligvis burde jeg læse lidt mere på din side - det er en surdej, jeg har fået forærende, så den er (formentlig) ikke bygget på helt samme måde som fin - men kan vel ikke afvige helt. Til spørgsmålet: Er det underforstået i opskriften, at der tages fx 1 dl fra til kontinuerlig brygning af surdej her? Eller er det ikke meningen? Tak for en inspirerende side 🙂

    1. Hej Lisa

      Du har en surdej i et glas - den tager du fra og kommer i dejen. Du lader en smule af surdejen blive tilbage i glasset og giver nyt vand og mel. Sådan gør du hver gang, du skal bage - så du altid har noget surdej, du fodrer videre på.

      God bagelyst,
      Cathrine

  13. Hej Cathrine

    Tusind tak for alle dine gode opskrifter og tips, det er utrolig brugbart!

    Jeg har bagt dit rugbrød med gær og vand, men her "lettede" skorpen på toppen;-)

    Nu vil jeg prøve med surdej i stedet for, men jeg vil forsøge mig med tørret surdej.
    Har du nogen ide om, hvor mange g tørret surdejspulver jeg skal bruge for at det svarer til de 200 g frisk surdej?

    På forhånd tusind tak:)
    Bh Birgitte

  14. Hej Cathrine!

    Jeg har bagt dit skønne rugbrød én gang før, og det blev virkelig lækkert - og så er det jo også skønt til en omgang øllebrød 😉

    Men! Jeg er løbet tør for sigtet hvedemel - tror du, at man ville kunne bruge fint hvedemel i stedet for, med samme mængde at vand i opskriften?

    Vh. Michelle

    1. Hej Michelle

      Ja, det kan du godt, men så bliver rugbrødet mindre fiberrigt, og det vil hæve hurtigere. Så det skal du være obs på.

      God bagelyst,
      Cathrine

  15. Hej igen.
    Tak for svar.
    Jeg bagte brødet i dag (uden gulerødder) og skorpen var “hævet fra” resten af brødet. Altså så der var et aflangt hul hele vejen igennem brødet, som skilte skorpen fra resten.
    Hvad kan det mon skyldes?

    1. Hej Amalie

      Det skyldes enten, at din dej ikke har været sur nok (kan særligt ske, hvis du bager med gær), eller hvis dejen er hævet for lidt eller for meget.

      God bagelyst,
      Cathrine

  16. Hej Cathrine.
    Tak for nogle fantastisk opskrifter og e-bøger. SKØNT at få lov at nørde noget, og det har givet mig mit 3. barn, "Gorm" (efter Gorm den Gamle), som jeg plejer og passer. Bager en masse skønne surdejsbagværk af den!

    Nå, men jeg bager også ofte dit rugbrød. Nu er jeg dog blevet moden til at forsøge at tilsætte noget revet gulerod. Har du mon en tommelfingerregel på hvor meget vand jeg skal udelade, når jeg begynder at putte gulerødder i? 🙂

    På forhånd tak.
    Amalie

    1. Hej Amalie

      Tusind tak - det gør mig så glad, at du har glæde af mine opskrifter og bagebøger 🙂

      Du kan godt tilsætte gulerødder. Hvor meget væske, du skal tage ud, er desværre svært for mig at svare på. Jeg ville kigge på dejens konsistens - og så prøve mig lidt frem.

      God bagelyst,
      Cathrine

  17. Hej Cathrine,
    Jeg har nu flere gange bagt dette rugbrød med gær, dog oplever jeg at skorpen falder af når jeg skærer brødet? Ved du hvad dette kan skyldes?

    1. Hej Julie

      Så er det fordi, dejen mangler syre eller er over- eller underhævet. Du kan prøve at skifte vandet ud med kærnemælk 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  18. Hej Cathrine,
    Super brød! Hvordan optør du de nedfrosne skiver? Tænker at det bliver for sprødt til den lille gummer, hvis der bruges en brødrister/ovn. Samtidig tænker jeg det bliver svampet og vådt, hvis det bare tør op ved stuetemperatur.

    Hvad er din erfaring? 😊

    Alt godt!

    1. Hej Magnus

      Tak 🙂 Jeg ligger det bare frit på en rist og lader det tø op. Ikke i en pose - for så vil kondensen gøre brødet vådt.

      God bagelyst,
      Cathrine

  19. Hej har bagt dit bløde rugbrød med gør men skorpen er meget hård kan du evt gi et godt råd hilsen Vibeke Wissing

    1. Hej Vibeke

      Jeg er virkelig, virkelig glad for at bage i en træ rugbrødsform - det giver en mild og jævn varmeoverførelse til dejen, som gør, at skorpen ikke bliver hård.

      Ellers kan du pakke rugbrødet helt tæt ind i husholdningsfilm, når det stadig er godt lunt. Det blødgør skorpen.

      God bagelyst,
      Cathrine

  20. Hej Catrine, jeg vil starte at sige at vi elsker dette brød derhjemme, bager mindst en gang om ugen. Den passer rigtig godt til børnenes madpakker.
    Jeg vil gerne spørge om råd. Det er lidt svært at finde ud hvornår man blander/hæver/bager på en hverdag. Jeg kan ikke røre den om morgenen og lad den stå på køkkenet bord indtil jeg kommer hjemme kl 16. Er det muligt at stille den i kølleskabet, eventuelt natten over? Dvs, røre om aftenen, stille i kølleskabet, tage ud af kølleskabet efter arbejdet næste dag og bage om aften?

    1. Hej Agne

      Ja, det afhænger lidt af, om du bager kun med surdej eller gær?

      Hvis det hæver fra dig, mens du er på arbejde, så kan du komme mindre hævemiddel i.

      God bagelyst,
      Cathrine

    2. Hej Catrine,
      tak for dit svar. Jeg bager med surdej. Så dvs, skal jeg bare kom med lidt mindre surdej or lidt mere mel, røre om morgen og kan bager når kommer hjem, ikke? 🙂

    3. Hej Agne

      Du kan komme mindre surdej i den endelige rugbrødsdej - på den måde kan du strække rugbrødets hævetid. På samme måde kan du gøre med din surdejs peak. Komme mindre surdej i (til samme mængde mel og vand).

      God bagelyst,
      Cathrine

  21. Hej Catrine - ved slet ikke om du ser kommentarer på ældre opskrifter, men jeg har prøvet at bage brødet med gær to gange nu, i træform. Den ene gang satte jeg et ur på 2 timer og der var den hævet helt amok - blev lidt for blød i krummen, tror ikke den fik længe nok.
    Denne gang holdt jeg øje med hævningen løbende og satte den i da det så " rigtigt ud" - nu har jeg fået løsnet den af formen og brødet har delt sig på midten vandret - som om der har været en stor boble i midten... Hmmm.. bruger jeg mon for meget gær? Har en digital køkkenvægt som måske ikke er den mest præcise, men sigter efter 6 gram..
    1000 tak for mange gode opskrifter!!

    1. Hej Mia

      Ja, det lyder til, at din dej overhæver - altså har for meget gær. Prøv at bruge en mængde på størrelse med en ært.

      God bagelyst,
      Cathrine

  22. Tak for en god opskrift. Jeg prøvede med en halv squash, revet groft, i anden gang. Det tog det bestemt ikke skade af 🙂 Resten af familien nyder det som brød til kaffen - så det er godkendt!

  23. Så har vi også forsøgt os med rugbrødet (den med gær) 🙂
    Jeg synes dog at skorpen hele vejen rundt er alt for hård, nærmest som at skære i sten? Vi har givet det som opskriften anviser. Hmm.. 🙂

    1. Hej Charlotte

      Det lyder hårdt! Prøv at pakke det lune rugbrød ind i et fugtigt klæde - så bliver skorpen ikke så hård.

      God bagelyst,
      Cathrine

  24. Et fantastisk rugbrød, og mine piger på 4,5 og 7 spiser ikke andet 👌🏻😅
    Jeg vil lige slå et slag for træformen - den tager brødet til at helt nyt niveau, og gør samme opskrift meget mere svampet og lækkert.
    Et lille spørgsmål: hvordan kan det være at brødet ikke skal have luft for at hæve? Og er det lige godt med låget som film og klæde over?

    1. Hej Maibrit

      Hvor skønt at rugbrødet er et hit i din familie 🙂

      Ja, en træform er fantastisk at bage rugbrød i. Luft er ikke nødvendigt. Det er til gengæld vigtigt, at dejens overflade ikke tørrer ud under hævning.

      God bagelyst,
      Cathrine

  25. Hej Catherine.
    Jeg er på mit første forsøg med dit rugbrød (surdej) og er meget spændt 🤞☺️ Jeg skal dog lige høre - tager du ikke surdej fra til næste gang? Eller har du en separat surdej, som du fodrer? Jeg har brugt surdej fra mit sædvanlige rugbrød med kerner og tænkte, at jeg fremover kunne tage en kernefri fra, når jeg bagte med din opskrift - men jeg kan ikke se i opskriften, hvornår du tager fra. Mvh Mathilde

    1. Hej Mathilde

      Nej, jeg har en surdej, jeg fodrer dagligt (eller stiller på køl, hvis jeg kun bager ugentligt eller mindre). Jeg gemmer derfor altid en smule surdej, jeg fodrer videre på. En surdej med kerner og salt er ikke så stærk som en uden.

      God bagelyst,
      Cathrine

  26. Brødet er bare super godt til min baby! Tak for opskriften. Jeg har bestilt den samme træform men synes den er meget svært at gøre rent bagefter - hvordan gøre du det?

    1. Hejsa

      Tusind tak - det er jeg glad for at læse. Jeg bagte også det her brød til min baby hele tiden.

      Jeg vasker den i varmt rindende vand med en svamp. Skyl den under rindende vand og lad den stå et par minutter. Så er det nemt.

      God bagelyst,
      Cathrine

  27. Hej Cathrine.
    Jeg er i fuld sving med at bage dette rugbrød, men der er noget jeg ikke forstår. Jeg har fulgt din opskrift på surdej efter din e-bog, og har fodret den til punkt og prikke, men jeg ender ikke op med 200g som der står i opskriften, og kan det passe at surdejen er meget tør (den bobler og hæver fint nok).
    Jeg havde en anden surdej på halv hvede/rug som jeg supplerede op med, så håber det går.
    Men spørgsmålet er, bruger du en anden opskrift på surdej til denne opskrift?
    Vh Trine

    1. Hej Trine

      Jeg tilpasser altid efter, hvor meget surdej, jeg skal bruge 🙂

      Så hvis jeg skal bruge 200 g surdej, så sørger jeg for at fodre min surdej, så har jeg cirka 225 g surdej. Så har jeg noget tilovers, som er min fremtidige surdej.

      God bagelyst,
      Cathrine

  28. Hej
    Bruger du aktiv surdej (der er fodret op og stået ved stuetemperatur)? Eller kan jeg tage den direkte fra køl og bruge?

  29. Hej Mia.

    Jeg vil også rigtig gerne tilsætte revet gulerod til mit brød. Kom du nærmere en variant med et forhold mellem tingene, der ikke er klægt?

    Mvh

  30. ...og i forlængelse af ovenstående spørgsmål: kan man lade det bagte rugbrød køle ned natten over på køkkenbordet, eller skal man pakke det ind inden man går i seng 🙂

  31. Glæder mig til at prøve denne opskrift! Hvornår i surdejens “cyklus”, skal de 200 g tages? Altså hvor længe siden sidste fodring?

  32. Hej Cathrine
    Jeg stillede dig et spørgsmål tidligere på dagen.
    Men nu har jeg købt din gærbog som ebog, og kan se at du laver gærdej anderledes end jeg har prøvet.
    Så undskyld mit spørgsmål.
    Glæder mig til at komme igang

    Jan

  33. Hej Herdis

    Ja, hvis du bager dit rugbrød med gær, så kan et surmælksprodukt være en god ide. For at give syre. Det er nødvendigt med en lav pH-værdi, for at et rugbrød bagt på rugmel ikke bliver klæg. Men! Fordi dette rugbrød er bagt på halvt rug og halvt hvede, så er det ikke så vigtigt med den lave pH-værdi. Jeg har bevidst udeladt mælkeprodukter, da helt små børn (som mange bruger opskriften til) ikke skal have det før en vis alder.

    Jeg håber, at du bliver glad for opskriften.

    God bagelyst,
    Cathrine

  34. Hej Cathrine.
    Jeg har ledt og ledt på google alle steder og prøvet forskellige færdigpakker - og endelig fandt jeg din opskrift på rugbrød uden kerner og surdej. Juhuuuu og tak!
    Det er faktisk ikke til børn, men min mand har fået protese og det har været en udfordring af de store.
    Nu prøver jeg din opskrift som aller sidste udvej og håber virkelig, det lykkes.
    Jeg har læst, at det skulle være godt med en lille smule yoghurt i dejen. Er det rigtigt?
    Mange hilsener
    Herdis
    PS: Hvordan undgår jeg den sprøde skorpe, som alle andre gerne vil have?

  35. Hej Cathrine
    Har her i weekenden prøvet at bage dit rugbrød uden kerner. Fantastisk oplevelse, justerede lidt med lidt maltsirup og en 1/2 mørk øl, lidt mere salt.Det blev et godt slutresultat. Jeg brugte min egen surdej, og nu vil jeg spørge dig, hvornår i processen tager du fra til næste portion surdej ? Tak for en flot hjemmeside, den tror jeg jeg vil få meget glæde af.

    1. Hej Jan

      Mange tak! Skønt, at du selv justerer og får opskriften til at passe med dine ønsker 🙂

      Jeg fodrer min surdej, så jeg har lidt mere, end opskriften skal bruge. Så kan jeg gemme lidt af surdejen, når jeg kommer surdej i dejen - og det er så min fremtidige surdej.

      God bagelyst,
      Cathrine

  36. Hej Cathrine.
    Jeg har ledt og ledt på google alle steder og prøvet forskellige færdigpakker - og endelig fandt jeg din opskrift på rugbrød uden kerner og surdej. Juhuuuu og tak!
    Det er faktisk ikke til børn, men min mand har fået protese og det har været en udfordring af de store.
    Nu prøver jeg din opskrift som aller sidste udvej og håber virkelig, det lykkes.
    Jeg har læst, at det skulle være godt med en lille smule yoghurt i dejen. Er det rigtigt?
    Mange hilsener
    Herdis
    PS: Hvordan undgår jeg den sprøde skorpe, som alle andre gerne vil have?

    1. Hej igen Herdis

      Jeg fik ikke svaret på det sidste. Du kan pakke dit lune rugbrød ind i husholdningsfilm - så bliver skorpen blødere. Derudover vil jeg virkelig anbefale den træform, jeg bager rugbrød i. Den giver en meget blødere og bedre skorpe.

      God bagelyst,
      Cathrine

    2. Tusind tak for dine svar. Jeg er ikke klar over, hvilken træform, du taler om. Hvor kan jeg se og købe en sådan?
      Mvh Herdis 😁

    3. Hej Herdis

      Den er nævnt under ingredienser i opskriften - teksten er orange, og den kan du klikke på, så kan du se formen 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  37. Hej Cathrine,

    Virkelig dejlig opskrift - rugbrødet har skabt meget glæde herhjemme de gange jeg bagt det. Dog bliver det ikke mørkt i overfladen, men snarere en lys, lidt udtørret farve - er der noget jeg kan gøre for at undgå det? Skal det måske pensles med lidt vand?

    Mvh Katrine

    1. Hej Katrine

      Jeg kan simpelthen ikke regne ud, hvorfor det sker for nogle af jer, når I bager rugbrød. Jeg oplever det aldrig. Det eneste, jeg kan komme i tanke om, er, om rugbrødet måske tørre lidt ud, når det står og hæver? Lukker dit låg tæt?

      God bagelyst,
      Cathrine

  38. Hej. Super opskrift, brødet er super lækkert.
    Har dog et problem med at skorpen bliver nærmest stenhård. Har du nogen idé om hvad jeg gør forkert?

  39. Hej Cathrine,

    Jeg har lige bagt brødet (med surdej) i går, og det blev perfekt. Tak for den gode opskrift.

    Venlig hilsen

    Anna

  40. Hej Cathrine
    Når jeg bager brødet med surdej, kan jeg så tage 200 g fra opbevare på køl og bruge til surdej næste gang jeg skal bage brødet?
    Mvh Marianne

  41. Hi, I was just taking a look at your site and filled out your feedback form. The feedback page on your site sends you messages like this to your email account which is the reason you are reading my message right now correct? That's half the battle with any kind of online ad, getting people to actually READ your message and this is exactly what you're doing now! If you have something you would like to promote to millions of websites via their contact forms in the U.S. or to any country worldwide let me know, I can even focus on your required niches and my prices are super low. Send a message to: harry2947har@gmail.com

  42. Hej Cathrine
    Først vil jeg sige tusind tak for de mange enestående opskrifter, du deler med os.
    Jer har bagt dette fantastiske brød mange gange. Jeg får dog aldrig krummen til at blive så mørkt og gylden som på billedet. Har du nogle ideer, til hvorfor det ikke sker? Kan man evt. pensle brød med æg e.l. før man bager det?

  43. Any chance of getting this in English . I came to Canada when I was 5 , speak it but difficult in reading Danish

  44. Hej igen,
    Jeg testede det i går, og endte med følgende:
    125 g fintrevet gulerod
    500 g vand
    10 g gær
    350 g. rugmel
    150 g fuldkornshvedemel
    200 g hvedemel

    Det er blevet en smule klægt, så jeg bruger nok lidt mindre gulerod næste gang. Men det smager dejligt, og jeg glæder mig til at se, hvad min dreng siger til det ?

  45. Hej Nikita

    Det lyder helt normalt. Det kan godt tage længere tid end fire timer for dit brød at hæve - det afhænger af din surdejs aktivitet og dejens temperatur.

    Til gengæld så kan det hele ske på den sidste times tid. Jeg håber, at det lykkedes at få dit brød til at hæve? Ellers skal du tjekke, om din surdej var aktiv nok, eller prøve at stille brødet mere lunt næste gang.

    God bagelyst,
    Cathrine

  46. Hej. Jeg er igang med at bage dette brød med surdej. Nu har det stået på køkkenbordet med film over i knapt 4 timer, og det er ikke hævet en dyt! Hvor meget er det meningen at det skal hæve?

  47. Hej Cathrine,
    Hvis jeg gerne vil putte lidt revet gulerod i brødet, har du så et bud på hvor meget, og hvor meget jeg så skal reducere vandet?

    Hilsen Mia.

    1. Hej Mia

      Nej, det har jeg desværre ikke - jeg har ikke testet det 🙂

      Du må forsøge dig lidt frem. Det vil sikkert være lækkert.

      God bagelyst,
      Cathrine

  48. Hej Gry

    Jeg smører min form med rigtigt smør - et tyndt lag over det hele af blødt smør. Så kan jeg ligeså let trække formen af.

    Du skal ikke bruge olie 🙂

    Jeg er glad for, at du har glæde af mine opskrifter.

    God bagelyst,
    Cathrine

  49. Hej Cathrine
    Jeg har nu prøvet flere af dine opskrifter på rugbrød, og de bliver bare så lækre hver gang!
    Mit eneste problem er bare at få dem ud af formen, jeg bruger samme træform som din, men er nødt til at skære det ud i kanten, og det bliver bare ikke pænt eller helt godt ? har du et tip til at undgå dette?

  50. Hej Cathrine
    Jeg overvejer at bage dit brød til min datter på 7 måneder, som så småt skal i gang med rudbrødsstykker. Kan hvedemelet erstattes af fx speltmel? Og kan saltet undlades?

    1. Hej Miriam

      Ja, du kan godt udskifte det, men du får ikke samme opbagning og lethed i brødet. Kan din pige ikke tåle hvede? 🙂

      Du kan godt udelade saltet. Jeg foretrækker at komme lidt i, da resten af familien så også kan nyde brødet. Uden salt smager det lidt kedeligt.

      God bagelyst,
      Cathrine

  51. Hej Katrine, jeg bager helst rugbrød på ren rugmel/sigtet rug. Vil denne opskrift kunne bære at jeg dropper hvedemel og erstatter det med sigtet rug?

    1. Hej Mette
      Brødet vil ikke kunne få samme opbagning, når du skifter hvedemelet ud. Måske du også skal tilføre noget mere væske. Forsøg dig frem - jeg kan godt forstå, at du foretrækker at bage rugbrød med ren rug 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  52. Glæder mig til at bage dit rugbrød til mine børn. Tror du Jeg kan erstatte hvedemel med spelt eller ølandshvedemel?

    1. Hej Katrine
      Det er jeg glad for - rugbrødet bager jeg ofte herhjemme, og det smager så godt. Ja, du kan godt udskifte hvedemel med ølandshvede 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  53. Har bagt begge dine brød (1 med surdej - og 1 med gær) - begge blev rigtig gode, men hvordan opbevarer du de færdige brød, på køkkenbordet eller i køleskabet?
    Halvdelen af hvert brød bliver frosset ned til senere brug :o)

    1. Hej Sine
      En mellemting, vil jeg måske sige 😉 En surdej der er fodret med lige dele vand og fuldkorns rugmel.

      Jeg håber, at brødet vil vække lige så meget glæde hos dig, som det gør hjemme hos os.

      God bagelyst,
      Cathrine

  54. Hej Cathrine

    Jeg har prøvet dit slæde rugbrød uden kerner,
    Men jeg syntes det er meget klæg i midten,
    Jeg har brugt Meyers opskrift på surdej, da jeg ikke kan finde en opskrift du har brugt, har du et forslag til at gøre det lidt mindre klæg i midten af brødet?

    Hilsen Tanja

    1. Hej Tanja
      Når dit rugbrød bliver klæg i midten, så skyldes det ofte en af to ting - eller begge.

      1. at din surdej ikke er aktiv nok, og dermed ikke kan udvikle dejen og hæve den ordentligt. Det betyder, at der ikke er nok gærceller, der kan indeholder kuldioxid, så brødet bliver luftigt. Men istedet bare forbliver vand og mel, der er blandet

      2. at dit brød er overhævet. Gærcellerne kan ikke holde på mere kuldioxid, og de brister derfor. Brødet falder sammen og bliver klæg.

      - Cathrine

  55. Hej Bolette
    Fantastisk! Det er så dejligt med feedback på mit arbejde. Tak for det!
    Jeg er glad for, at brødet var en succes hos hele familien.

    God bagelyst,
    Cathrine

  56. Hej Cathrine.
    Tusind tak for en smaddergod blog - dine opskrifter på bagværk er simpelthen de bedste jeg har prøvet, og jeg er endelig blevet fortrolig med surdej.
    Jeg bagte dette rugbrød i forgårs på surdej og det blev helt perfekt. Selv i dag er det stadig saftigt og lækkert og både mand og børn er vilde med det. Jeg skiftede melet ud med lige dele rugmel, spelt og alm hvedemel og det fungerede rigtig godt. Så stort tak herfra ?

  57. Det er altså en rigtig fin opskrift, tak for den - det blev helt perfekt, trods en surdej der ikke har været aktiv et par uger og 30 grader i køkkenet... Både den 3-åriges bil-mad og lillebrors (9 mdr) formiddagssnack er gruflet og godkendt!

  58. Tak for opskriften på rugbrød ud kerner, det er perfekt til mit lille barnebarn.
    Venlig hilsen
    Sonja

    1. Hej Carina.
      Ja, det er helt korrekt, at det KUN er 6 gram gær, der skal ikke. IKKE 60 gram! 🙂

      Dejen varmes op under den gode æltning og sammen med rugmelet så sikrer det en god hævning - selvom der kun er 6 gram gær i.

      God bagelyst,
      Cathrine

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT