Chokoladecookies med rugmel - den bedste cookie nogensinde

Bare rolig! Det her er absolut ikke et forsøg på at gøre cookies sunde! Derimod er det den bedste cookie-opskrift, jeg har lavet. Præcis lige så fyldt med alle de gode ingredienser, som skal være i en rigtig cookie; smør, sukker, vanilje, chokolade, salt og… rugmel. Rugmelet giver chokoladecookien en helt særlig konsistens, som er absolut uimodståelig. Da min storebrors kæreste smagte cookien sagde hun, at de mindede hende om en mellemting mellem en cookie og en brownie, og at de smagte fuldstændig fantastisk. Det vil jeg gerne give hende ret i. Hold nu op, hvor smager de bare godt. Sprøde, cheewy, goowy, fudgy, chokoladerige… Jeg kunne blive ved. Lov mig, at du prøver at bage de her chokolade cookies. Jeg har ikke tænkte mig at bage andre cookies fra nu af!

8 stk.
Det skal du bruge:

  • 100 g let stuetempereret smør
  • 150 g rørsukker
  • 50 g brun farin
  • ½ tsk. vaniljepulver
  • 1 æg, str. M/L
  • 150 g fuldkorns rugmel - jeg bruger denne rugmel (reklamelink)
  • 50 g kakao - jeg bruger Callebaut 100  % kakao
  • 5 g bagepulver
  • 2 g salt
  • Flormelis, til at rulle cookiesene i

Det skal du bruge til at bage verdens bedste chokoladecookies:
Først og fremmest: cookiedejen skal piskes godt og længe, for at de bliver luftige og får den rette konsistens. Jeg bruger min røremaskine med K-spaden, men du kan også bruge en håndmixer.

Pisk smør, sukker, brun farin og vanilje sammen i 5 minutter ved medium hastighed til det er lyst og luftigt. Kom ægget i og pisk videre i 3 minutter. Rør de tørre ingredienser sammen og sigt ned i dejen (kliddelene fra melet skal også vendes i, når melet er sigtet). Pisk de tørre ingredienser i dejen i ca. 1 minut. Del dejen i portioner af 65 g og tril dem til kugler. Lad cookiedejen hvile i køleskabet i mindst 1 time* – meget gerne natten over, så de kan få lov til at udvikle smag. Inden bagning rulles cookiesene i flormelis. Bag ved 170 grader over/undervarme i ca. 12-15 minutter til de har en knækket overflade. Lad cookiesene hvile på bagepladen i 5 minutter før, at de føres over på en bagerist for at afkøle. Opbevar i en lufttæt beholder – de smager også dejligt dagen efter.

Har du ikke tid (eller tålmodighed) til at lade dine cookies hvile inden bagning, så kan du godt undlade det.

Bagetip: Du kan med fordel fryse kugler af din cookiedej, hvis du ikke skal bruge dem alle med det samme, eller hvis du bare har lyst til at lave en stor portion til fryseren. Du kan læse her, hvordan du fryser dine cookiekugler og bager dem efter frost. Disse cookies skal fryses inden, at du ruller dem i flormelis. Når du vil bage dem, skal du lade dem tø, hvorefter du ruller dem i flormelis og bager dem, som det fremgår i opskriften.

Indlægget indeholder affiliatelinks. 

cookies_chokolade_rugmel_1cookies_chokolade_rugmel_7 cookies_chokolade_rugmel_6  cookies_chokolade_rugmel_10 cookies_chokolade_rugmel_21

Skriv et svar til Cathrine Brandt Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

50 comments on “Chokoladecookies med rugmel - den bedste cookie nogensinde”

  1. Ved ikke om du kender svaret. Men jeg står overfor at skulle lave små kagestykker til et kagebord. Min lille niece er ikke så meget til kage (forstå det hvemder kan 😀) men hun er helt vild med disse cookies. Jeg tænkte at jeg vil forsøge at lave dem i halv størrelse ved om det overhoved kan lade sig gøre og hvad det evt gør ved bagetiden?

    1. Hej Rikke

      Det kan sagtens lade sig gøre. Jeg ville starte med at give dem 8 minutter - og så må du holde øje med dem derfra. Eller prøvebage 1 stk.

      God bagelyst,
      Cathrine

  2. Hej Cathrine
    De ser vildt gode ud, og skal klart laves asap. Men du skriver om dem, som om der er chokolade i... Men jeg kan kun se, der er kakao i? Er det en fejl - eller kan jeg ikke læse 😉
    Kh Louise

  3. Tror du det er muligt at lave dem uden æg? Kan man eventuelt erstatte med et hørfrø-æg?

    1. Hej Mette

      Jeg har desværre ikke den store erfaring i ægge-erstatninger. Men giv det et forsøg 🙂 Jeg er sikker på, at de nok skal blive lækre.

      God bagelyst,
      Cathrine

  4. Tak for denne opskrift - endnu en genialitet fra din side👏👏 Jeg ventede lidt forgæves på at disse cookies skulle “falde ned” som andre cookies - men det gør disse ikke - og alligevel er de rigtig, rigtig gode. Har også prøvet at fryse ned, tø op og bage - det gik også fint og skønt med friskbagte cookies

    1. Hej Jytte

      Tak!

      De skal gerne flyde ud. Ikke så meget som almindelige cookies, men de skal gerne bryde igennem flormeliset, så de får sprækkerne. Du kan du ske at skulle bage dem lidt længere i din ovn 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  5. For filan Cathrine!
    Jeg bladrede tilfældigvis forbi dem her i bogen, da jeg skulle lave klassiske chocolate chip cookies. Jeg tænkte, at nu jeg var i gang, så kunne jeg ligeså godt lave to slags.
    Mange bloggere bruger "verdens bedste" om alt muligt, og som regel er det godt nok men så heller ikke mere. Her må jeg krybe til korset og sige, at det her ER verdens bedste cookies. De er både chrunchy, chewy og moist plus smager sindsygt lækkert af chokolade. En brownie i cookie klæder, men bare bedre!
    Hele hytten er vilde med dem, og vi har nu fået en ny favorit kage, chocolate chip kan gå hjem og lægge sig. 😁

    1. Hej Mikkel

      TAK! Det er en helt fantastisk cookie - og jeg mente det 100 %, da jeg i øjeblikket, hvor jeg skrev opskriften, at det ER verdens bedste cookie. Af sin slags, måske. For chocolate chip cookies er jo også gode, men de her er bare noget helt særligt, synes jeg!

      Tak fordi du bager med - og bladrer i BAGVÆRK bogen 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  6. Hej, hvor længe kan dejen (og cookie-dej generelt) opbevares i køleskabet inden det bages?
    Vh. Katrine

  7. Hej Cathrine,
    Jeg har lige bagt disse mega lækre cookies hvor jeg fulgte opskriften fra din bog. Jeg var tilfældigvis inde på opskriften her på din blog, og ser at der er tilføjes vanilje i dejen også. Nu bliver jeg så “desværre” nødt til at prøve at bage dem igen, hvor det tilføjes, os se om de bliver endnu bedre 🙂 Tak for en masse dejlige opskrifter som bare altid falder i god smag 🙂
    Vh. Sascha

  8. De smager virkelig godt - men de bliver så grimme og på ingen måde så flotte som dine. Er som om de ikke rigtig flyder ud. Lader du dem stå ved stuetemperatur i noget tid inden du bager dem, så de er knap så "hårde" når de kommer i ovnen? Jeg synes nemlig ikke de flyder ud, så jeg må trykke dem lidt flade og så er det, at de bliver knap så flotte 🙂 Hjælp 😉 😉

    1. Hej Sandra

      Så skal du bage dem lidt længere 🙂 De skal flyde ud af sig selv - og det sker, når sukkeret smelter og bliver karamelliseret.

      God bagelyst,
      Cathrine

  9. Perfekt cookie! De bliver meget tykke og brownieagtige, og rugmelet fremhæver smagen af chokolade på en skøn måde. Kan varmt anbefales.

  10. Virkelig lækre cookies! Jeg har fyldt fryseren med en god portion kugler og lige bagt et par af dem.
    Tak for en god opskrift:-)

  11. Virkelig lækre cookies. De får en sindssyg lækker smag pga rugmelet og mætte meget mere end normale cookies.
    En dekorations ide:
    Jeg lavede dem op til halloween og de skulle gives til en 0. klasse. Derfor fik alle kagerne to øjne af hvide chokoladeknapper med mørk chokolade prikker på som øjne og så en mund af rød glasur hvor den var "syet" sammen. Så blev cookierne lige pludselig til monstre - de var et KÆMPE hit.

  12. Helt fantastiske, god smag og nemme at lave.
    Men man snyder sig selv hvis man ikke giver dem tid til at trække i køleskabet, det betyder godt nok meget for smagen.

  13. Jeg har netop afprøvet denne opskrift og de er HELT fantastiske og smager simpelthen så lækkert! Stor stor ros herfra, og resten af husstanden. Tusind tak for inspiration og altid vellykkede opskrifter. Hilsen en begejstret følger 🙂

    1. Hej Caro

      Hvor er det dejligt, at du også er vild med mine cookies 🙂 Tusind tak fordi du tog dig tid til at sende rosende ord i min retning.

      God bagelyst,
      Cathrine

  14. Tak Cathrine - jeg satser på at nu dem 😄 og måske også sirupssnitterne 😄 Det bliver vist en lang nat 😆

  15. Hej Cathrine
    Jeg vil gerne bage dine cookies med rugmel til min datters fødselsdag næste weekend. Vil de også være gode om en uge? Jeg har nemlig ikke plads i fryseren.
    Bedste hilsner
    Begitte

    1. Hej Begitte

      De er bedst friskbagte eller på anden dagen. Jeg ville ikke bage dem en uge i forvejen. Så skal du istedet bage mine sirupssnitter - de er gode længe, og de kan opbevares i en lufttæt beholder. Alternativt så kan cookie dejen også lægge i køleskabet i et par dage før, at den bages, hvis du har mere plads i køleskabet end i fryseren 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  16. Jeg har bare fin siktet rugmel hjemme. Ikke grovmalt. Vil du heller anbefale grovt hvetemel da?

  17. Hej Tina

    Nej, men du kan erstatte rugmelet med andet groft mel. Fx groft hvedemel, grahamsmel eller groft speltmel. Hvis du kun bruger rent hvedemel, så skal du bruge mere, men jeg kan ikke sige præcist hvor meget.

    God bagelyst,
    Cathrine

  18. Hej:-) Mon man kan erstatte halvdelen af rugmel med hvedemel, sådan lige over? Har ikke nok rugmel i huset. Mvh Tina

  19. Hei, gleder med til å teste denne oppskriften men det er en ingrediens jeg som norsk ikke skjønner. Hva er brun brun farge?

  20. Hej,
    Sikke en dejlig opskrift! De smager virkelig godt. Mine cookies flydes dog overhovedet ikke ud... Jeg er nødt til at trykke dem flade i ovnen med en ske 🙁 Hvad kan jeg have gjort forkert?

    1. Hej Emilie

      Den opskrift er jeg også vild med - jeg synes, at de smager så godt 🙂

      Hvilket størrelse æg brugte du?
      Din ovn kan også ske at varme mindre, end du regner med, så de skal bage lidt længere. Det er først til sidst i bagningen, at de flyder ud.

      Cathrine

    1. Tusind tak, Mette! Det er jeg så glad for, at du synes.
      Jeg er også så stor fan af den her opskrift - mine yndlingscookies. Sammen med mine chocolate chip cookies 😉

  21. Er der en anden meltype som gør det ud for fuldkorns rugmel? Kan ikke umiddelbart få denne meltype i det lokale indkøbssted 😉

    1. Hej Betina.
      Ja, du kan godt bruge en anden grov meltype. Jeg har ikke testet det, men jeg tænker, at fuldkorns hvedemel (grahamsmel) eller groft speltmel vil fungere også 🙂

  22. Nu har jeg prøvet at bage dem, og mine ligner slet ikke dine - de bliver helt flade og tynde.

    Når du sigter de tørre ingredienser, hvad gør du så med alt det rugmel der ikke kan gå i gennem hullerne på sien? Det er måske et dumt spørgsmål.... men blander du det i dejen eller "smider" du det væk? Jeg puttede det nemlig ikke i, da jeg så ikke rigtig kunne se formålet med at sigte.. måske det er fejlen?

    1. Hej Rikke.

      Jeg kan godt forstå, at det kan være lidt misvisende. Men melet skal sigtes i, for at give den rette konsistens til dine cookies, men resten af melet (altså kliddelene) skal også kommes i - så dem hælder du bare med, når du har sigtet melet 🙂

  23. Hej! Jeg har nu forsøgt mig med denne opskrift, og hold nu op hvor er de gode!!!! Dog er mine blev helt flade.. hvad kan være problemet? Jeg synes jeg har fulgt opskriften, og pisket godt og grundigt?

    1. Ja, er de ikke bare gode? De bedste cookies, synes jeg 🙂

      Var dine cookies i køleskabet inden, at du bagte dem?
      Brugte du fuldkornrugmel?
      Brugte du rigtig smør eller et blandingsprodukt?

      Det kan være én af årsagerne til, at de blev flade. Mine bliver nu også flade - omkring ½-1 cm høje.

  24. Hej Cathrine. Jeg tænkte på, når du har rullet dem, trykker du dem så flade eller flyder de selv ud under bagningen? ? Mange hilsner Nanna

    1. Hej Nanna Sofie.
      De flyder selv ud 🙂 Hvis du ikke synes, at de er flade nok, så kan du godt give dem et lille tryk - hellere det end at bage dem for længe, men de skal gerne nå at flyde ud i ovnen.

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT