Den du ved nok - luftig chokoladekage med kakao-kokos topping

Kagen, du med garanti kender. Sådan har jeg det, når jeg hiver alle de klassiske bradepandekager frem. Chokoladekagen, kanelkagen, drømmekagen... Og så den her. "Den, du ved nok-kagen". Du ved - den der chokoladekage med kokos på toppen. Bare med kakao.

For det er lige præcis, hvad den er. En luftig, lækker og saftig chokoladekage er bunden. Vi taler ikke om den slags tørre bradepande chokoladekager. Her får du fuld valuta på en overordentligt god chokoladekage. Stol på mig! Du bliver næsten lykkelig, når du oplever, hvor god bunden i denne kage er. En chokoladekage lige efter mit (kage)hjerte. Toppet med en syndig kokos-kakao topping, der ikke mangler noget. Kaffen og kakaoen giver det perfekte modspil til den smørrige og søde kokostopping.

Bag den! Bare prøv at bage den... Jeg lover dig, at du bliver mindst lige så begejstret, som jeg er, over denne her nemme, men afsindigt gode, bradepandekage.

16 personer
Det skal du bruge

  • 250 g smør
  • 50 g mørk chokolade - jeg bruger denne Callebaut chokolade, der er en af mine favoritter (reklamelink)
  • 210 g hvedemel
  • 55 g kakaopulver - jeg bruger den her Callebaut 100 % kakao, der gør en kæmpe forskel for mine kager (reklamelink)
  • 1,5 tsk. bagepulver
  • 0,5 tsk. natron
  • 335 g sukker - jeg bruger rørsukker, men brug det, du har
  • 2 spsk. kaffe
  • 250 g kærnemælk
  • 3 æg, stuetempererede

Kakao-kokos topping

  • 150 g smør
  • 50 g kaffe
  • 30 g kakaopulver - jeg bruger denne Callebaut kakao - og ja, den er det værd. Den bedste kakao! (reklamelink)
  • 200 g flormelis
  • 150 g kokosmel

Derudover: 1 stk. bradepande ca. 25 x 35 cm - jeg bruger denne bradepande (reklamelink)

Sådan gør du:
Kom smør og chokolade i en skål og smelt det over vandbad. Tag det af varmen og lad det stå til let lunt - gerne stuetempereret.

Tænd ovnen på 180 grader over/under varme. Krøl et stykke bagepapir, fold det ud og læg det i din bradepande. Bland alle de tørre ingredienser i en skål - hvedemel, kakao, bagepulver og natron.

Rør sukker og kaffe i smør/chokoladeblandingen. Kom kærnemælk i og rør sammen. Tilsæt æggene og rør det ud. Sigt de tørre ingredienser i og rør til dejen er homogen. Kom dejen i bradepanden og bag den i cirka 25 minutter. Hold øje med den og stik i den - du skal kunne stikke i midten af kagen og kun få fugtige kagekrumme med op. Så er kagen næsten færdigbagt og er klar til toppingen.

Mens kagen bager, så forberedes kokosglasuren. Kom smør i en gryde og lad det smelte. Tilsæt alle de resterende ingredienser og rør til glasuren er homogen og smeltet. Når kagen er meget tæt på færdigbagt, så fordeles kokos-kakao toppingen henover. Stil kagen tilbage i ovnen og bag den yderligere 5 minutter. Tag kagen ud og lad den køle af.

Når du ikke at få spist alt kagen den første dag, så skal Den Du Ved Nok kagen opbevares ved stuetemperatur i en lufftæt beholder.

Skriv et svar til Camilla Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

67 comments on “Den du ved nok - luftig chokoladekage med kakao-kokos topping”

  1. Hej Cathrine.
    Jeg har tidligere bagt denne kage med stor succes! Så ros herfra 👏🏼
    Der er sket det i mellem tiden, at jeg er blevet laktoseintolerant. Laktosefri kærnemælk kan jeg ikke opstøve, ville det være okay “bare” at bruge sødmælk til denne kage?
    Jeg ved godt, at den ikke ville kunne holde sig fugtig ligeså mange dage, men tænkte på om der var andet jeg skulle være opmærksom på ved at skifte fra kærnemælk til sødmælk?

    1. Hej Simone

      Hvis du gerne vil skifte kærnemælk ud med mælk, så skal du også tilføre noget syre - det er nemlig det vigtigste, som kærnemælken bidrager med. Det spiller sammen med hævemidlet og sikrer en luftig kage. Så du skal tilsætte 2 spsk. citronsaft sammen med mælk.

      God bagelyst,
      Cathrine

  2. Jeg vil gerne bage kagen i en rund springform.
    Vurderer du at det skal være en 20 el 27 i mål ca til denne opskrift?

    Og har du selv prøvet om resultatet blev godt ifht længde på bagetid ?

    1. Hej Mille

      Så ville jeg bage den i en 27 cm. Jeg har kun bagt den i bradepande, men hvis du bare tjekker til den undervejs, så kan du sagtens bage den i en springform

      God bagelyst,
      Cathrine

  3. Hej Cathrine. Tak for en rigtig god opskrift. Jeg tænker på om man kan fryse sådan en færdigbagt kage?

  4. Hej Cathrine,

    Tusind tak for en fabelagtig madblog. Jeg glæder mig meget til at lave din chokoladekage.

    Er smøret du bruger i opskriften saltet eller usaltet?

    Med venlig hilsen
    Christina

  5. Jeg blev fristet af at bage denne kage med min datter, da den minder mig om min barndom og så idiotsikker ud. Jeg ved ikke hvad der gik galt, men en katastrofe blev det. Godt nok har vi en gammel ovn, men fulgte opskriften slavisk, så tænkte at det ville gå. Måtte give den 20 min ekstra bagetid før glasuren kom på - skulle have givet den endnu mere, men turde ikke af frygt for at den blev tør. Glasuren røg “ned i kagen”, som var helt flydende. Resultatet er en hård og “overbagt” kage i kanterne og helt flydende indeni (ikke på chokoladefondant-måden 😉). Øv, tør næsten ikke give mig i kast med den igen 😔

    1. Hej Amanda

      Jeg kan være nervøs for, at du har bagt kagen i en form, der suger en masse varme? Fx et ildfast fad?

      Det her ER virkelig en dejlig kage. Jeg bruger opskriften jævnligt selv - og bagetiderne passer til min ovn. Sådan vil det altid være med bagetider. At de er vejledende, og man skal holde øje med dit bagværk løbende og mærke/tjekke efter 🙂

      Jeg håber, at du får lyst til at give den et forsøg mere.

      God bagelyst,
      Cathrine

  6. Hej Cathrine

    Kan man bage kagen dagen i forvejen eller bliver den for tør? 🙂

    Bedste hilsner Camilla

  7. Vil gerne bage kagen i en rund springform, hvilken størrelse vil du tro denne opskrift vil passe til?

  8. Jeg skal bage en stor bradepande (som fylder hele ovnen) til et skolearrangement. Vil det passe at fordoble opskriften og skal bagetid forlænges?

    1. Hej Anja

      Jeg ville bage 2-2,5 x opskriften afhængig af din bageplades størrelse. Bagetiden skal muligvis justeres - det afhænger igen af din bradepandes størrelse. Du må stikke i kagen undervejs 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

    1. Hej Hanne

      Nej, det kan du desværre ikke bare 1:1. Men i min bog Sødt Med Surdej finder du en opskrift på en chokoladekage med overskudssurdej - den ville du kunne komme denne topping ovenpå, og så vil du også have en skøn kage.

      God bagelyst,
      Cathrine

  9. Den her kage ser så lækker ud, men jeg kan ikke lide kaffe. Smager den meget af kaffe? Eller vil jeg kunne bruge noget andet?

    1. Hej Anne-Dorte

      Jeg synes ikke, den smager af kaffe. Men jeg kan ikke sige 110 %, at man slet ikke kan smage det. Mine børn spiser den med velbehag. Og min far, der heller ikke bryder sig om kaffe. Men du kan erstatte kaffen med sort the.

      God bagelyst,
      Cathrine

  10. Hei Cathrine, du har fått en ny beundrer fra Norge🧡 Takk for fantastisk inspirasjon gjennom blogg/instagram/bøker.
    Jeg laget denne her sjokoladekaken i dag, den ble super saftig og nydelig på smak, men toppingen tror jeg kanskje jeg misforstod litt🙈 Kanskje er det forskjellige begreper på dansk og norsk - hva menes med kokosmel? Jeg brukte det vi på norsk kaller kokosmel, det er kokos som er finmalt som mel, det trekker mye mer væske enn det vi kaller kokosmasse, som er reven kokos (vet ikke hva dere kaller det på dansk🙈). Toppingen ble hvertfall kompakt og så ikke ut som på bildene dine. Godt ble det likevel😊 Men hva er det egentlig som er riktig å bruke?
    Hilsen Grete

    1. Hej Grete

      Velkommen til! Hvor er det dejligt, at du har lyst til at bage med.

      I Danmark er kokosmel revet og tørret kokos - så det lyder til, at det hedder kokosmasse på norsk 🙂 Du er nok "desværre" nødt til at bage kagen igen 😉

      God bagelyst,
      Cathrine

    2. Tusen takk for oppklaring😃 Jeg skal nok bake den om igjen om ikke lenge - med kokosmasse😃👍 Gleder meg!

  11. Wauw for en opskrift!!! Jeg bager altid brownies, men har længe været på udkig efter en luftig chokoladekage, som fortsat smager igennem af chokolade. I found it. TAK!

  12. Aldrig har jeg modtaget så mange ros for en kage! Kagen smagt fantastisk 🙂 For mit vedkommende var bagetiden lidt længere, men resultat var så lækker 🙂

  13. Jeg brugte A38 da kærnemælk ikke var lagervare. Bagetiden blev mindst 20 minutter mere inden den var klar til glasur.

  14. Hej Cathrine,

    Jeg skal bage en kage til lørdag eftermiddag og har kun tid til at bage torsdag aften. Kan denne bages et par dage forinden eller vil du anbefale at jeg i stedet fx bager din drømmekage?

    På forhånd tak!

    1. Hej Rikke

      Ja, det kan du 🙂 I min kommende bog SØDT med SURDEJ kommer du til at finde opskriften på en skøn chokolade, som du sagtens kan komme denne topping på - det vil være så lækkert 🙂

      Men forsøg dig bare frem - det er altid den sjoveste del af bagningen. Udover at spise det, selvfølgelig 😉

      God bagelyst,
      Cathrine

  15. Jeg har bagt denne. Har fulgt den til punkt og prikke…, næsten.
    Manglede 50 Gr kokos - så fik den lidt havregryn. Plus lidt salt.
    Men den er svampet - helt vild. Næsten helt konfekt agtig.
    Men den smager dejligt.
    Men spændende tolkning med chokolade af en god gammel opskrift. 👍🏻 Tak

  16. Hej 😊
    Jeg ved ikke, om det kun er mig der er i tvivl om dette, men når du siger bland alle tørre ingredienser, og bagefter siger, tag sukker og kaffe op i blandingen, som om sukker ikke er tørt, så forstår jeg ikke helt hvad jeg skal. Jeg kom til at tage sukker op med alle de andre tørre ingredienser, så håber det går. Den er i ovnen nu. Men sukker skal altså ikke med de tørre, til en anden gang?
    Derudover er toppingen meget våd efter de fem minutter i ovnen, det er meningen den sætter sig når den er kølet af, ikke? 😊

    1. Hej Louise

      Jeg forstår. De tørre ingredienser inkluderer IKKE sukker. Men skidt pyt - jeg er sikker på, at du får en dejlig kage alligevel.

      Jeg skriver det lige mere tydeligt ud i opskriften. Tak for at gøre mig opmærksom på det.

      Og ja - toppingen sætter sig, når kagen køler.

      God bagelyst,
      Cathrine

  17. Hej Cathrine

    Har du mon prøvet at bage den som muffins ? Og ved cirka hvor lang tid de skal have ?

    Med venlig hilsen
    Kamilla

    1. Hej Kamilla

      Nej, det har jeg ikke, men det tænker jeg sagtens, at du kan. Jeg kan ikke sige med bagetid, da det afhænger af størrelsen på dine muffins. Men du kan stikke i dem og se, hvornår de er færdige 🙂 Start med 10-15 minutter.

      God bagelyst,
      Cathrine

  18. Jeg elsker denne kage!! Fuldstændig favorit helt fra barnsben. Men min samvittighed kan næsten ikke bære 400 gram smør i en enkelt bradepandekage. Kan den bages med mindre?? Velvidende at resultatet selvfølgelig vil være noget andet end udgangspunktet 🙂

    1. Hej Lotte

      Haha, det har jeg ikke tænkt over.. Sådan bliver den bare bedst 😉 Du kan nok godt komme lidt mindre smør i toppingen.

      God bagelyst,
      Cathrine

  19. Hej Cathrine
    Super lækker kage...tak for altid gode og gennemtestet bagværk 🙂

  20. Jeg har lige lavet den du ved nok kage. Jeg har fyldt opskriften punkt for punkt, men kagen smuldrer meget når man skære den?
    Andre der har oplevet det.

    1. Hej Rikke

      Kan du have bagt den for tør? Hvilket mel har du brugt? Kagen bør være meget svampet og hænge godt sammen, når du skærer i den.

      God bagelyst,
      Cathrine

  21. Ej sorry...så nu at en anden har spurgt om det samme 😉 Men den skal da bages i weekenden så 👍

  22. Hej!
    Min dreng på 6 år vil bage denne o weekenden, men tror du man kan bytte kærnemælk ud med A38? (vi har en del i køleskabet der skal bruges nemlig 🙈)

    1. Hej Charlotte

      Ja - jeg kan ikke huske, om A38 har samme konsistens som kærnemælk? Ellers kan den røres op med en smule mælk. Konsistensen er vigtig, men du kan sagtens udskifte, hvis du bare lige tilpasser 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  23. Kan den mon laves med havregryn i stedet for kokos i toppoint? Min mand og søn er total hysteriske, hvis der er kokos i kager🙈🙄

    1. Hej Lene

      Ja, du kan godt udskifte kokosmel med havregryn 🙂 Det giver selvfølgelig en anden smag, men stadig en skøn kage.

      God bagelyst,
      Cathrine

  24. Har lige bagt kagen - og den smager lige som den skal. Der har sneget sig en lille slåfejl ind i opskriften - der står 0,5 g tsk natron - jeg tænker der lige er et enkelt g, der skal slettes. Tak for altid gode opskrifter - har også Bagværk som altid er den jeg tager frem, når der skal bages kage.

  25. Jeg havde ikke lige kærnemælk, men A38 (0,5%) - som også er ret flydende. Ved du hvad forskellen er på at bruge kærnemælk og så andre syrnede produkter?

    Derudover er jeg bare nysgerrig i forhold til hvordan du laver opskrifter som skal have som her 2 spsk kaffe i. Jeg vil tro at man slet ikke kan smage om der er kaffe i eller ej (nu ser jeg lige bort fra at der også er kaffe i toppingen). Kan du smage forskel?

    1. Hej igen Trins 😉

      Så længe du bruger et surmælksprodukt, der har den rette konsistens - så er det fint. Syren er vigtig for hævningen og luftigheden i kagen. Det arbejder sammen med natron. Det samme gælder kaffen. Derudover fremhæver kaffen chokoladesmagen. Så du kan ikke smage kaffen, men den har en betydningen for kagens smag, luftighed og hævning.

      God bagelyst,
      Cathrine

  26. Jeg har før lavet Den-du-ved-nok, ved at bruge opskriften til bunden, af din tal-kage. Det kan også sagtens anbefales. Tak for altid lækre opskrifter. 😊

  27. Hej. Jeg er meget nysgerrig på valget af kakao. Har du afprøvet flere forskellige slags og gør det en forskel med den lidt dyrere udgave, som du bruger eller?:-)

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT