Hjemmebagte Bastogne kiks

Den her sprøde kanelkiks har jeg et meget kært forhold til. Så kært at jeg har brugt et års tid på at nå frem til denne opskrift. Ja, du læste rigtigt... Har du fulgt lidt på min Instagramprofil, så vil du også vide, at det har krævet mig en hel del forsøg at ramme en opskrift, der gav mig præcis de Bastogne kiks, jeg drømte om.

Hele 15 portioner måtte jeg bage. Første portion bagte jeg for mange måneder siden. Uden succes! Opskriften fik derfor lov til at lægge lidt i skammekrogen. Men mit behov for at kunne bage mine egne bagstogne var alligevel for stor. Forfra igen - 450 kanelsmåkager senere så står jeg her. Lykken, begejstringen og euforien var stor, da jeg endelig ramte opskriften! Nu har jeg den. Opskriften på hjemmebagte bagstogne kiks, der kun har gjort mig endnu mere vild med den sprøde og aromatiske kiks.

Det er altid svært (og lidt farligt) at forsøge, at lave en opskrift på en klassiker, som mange, mange mennesker har en god oplevelse med. Men jeg tør godt. For jeg vil altid synes, at hjemmebag bagt på gode råvarer smager langt bedre. Det synes jeg også her. Jeg ved, at jeg fra nu af kun kommer til at bage mine bastogne kiks selv.

Tag godt i mod opskriften. Den har krævet blod, sved og tårer... Eller tæt på i hvert fald. Den har i alle tilfælde en stor portion tålmodighed, stædighed og virkelig mange pakker smør... God bagelyst!

30 stk.
Det skal du bruge

  • 100 g smør, smeltet og stuetempereret efterfølgende
  • 75 g brun farin
  • 50 g kandis sukker, blendet*
  • 20 g lys sirup
  • 1 tsk. hjortetaksalt
  • 8 g stødt kanel - jeg bruger denne kanel (reklamelink)
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 nip salt
  • 1 æggeblomme
  • 150 g hvedemel

Sådan gør du
Skær smørret i mindre stykker og kom det i en lille gryde. Smelt det ved lav varme. Det skal kun lige smelte. Tag gryden af varmen og lad det stå og afkøle indtil, at det skal bruges.

Blend kandissukker til fint sukker. Jeg blender i en minihakker til en konsistens ala fint sukker, men stadig med lidt grovere stykker kandissukker også. Kom brun farin, blendet kandissukker, sirup, hjortetakstsalt, kanel, vaniljesukker og salt i en skål og rør det sammen. Det gøres nemmest med en ske eller dejskraber. Tilsæt æggeblomme. Rør sammen. Tilsæt mel og rør sammen. Kom det smeltede smør i og rør sammen til dejen er homogen - jeg blander med mine hænder til slut. Stil dejen på køl i 30 minutter.

Tænd ovnen på 170 grader varmluft. Del dejen i portioner á 14 gram. I videoen viser jeg, hvordan du former dine bastogne kiks - KLIK HER. Tryk dejen sammen og form det til et rektangel - mine måler cirka 7 x 2 cm, men de behøver ikke være helt ens. Læg dine bastogne kiks på to bageplader beklædt med bagepapir. Tryk med et sugerør eller gaffel for at give fordybningerne i dejen. Jeg bruger de her stål sugerør (reklamelink). Bag én plade af gangen i 8-10 minutter ved 170 grader varmluft. Bastogne kiksene skal bages godt gyldne - så de bliver sprøde. Lad dem afkøle få minutter på pladen før, de lægges på en rist. Lad dem køle helt af og nyd.

*brun kandis sukker kan købes i de fleste dagligvarebutikker. Kandis kan udskiftes med sukker, men det giver ikke samme smag og karamellisering i din kiks.

Noter
- Dine Bastogne opbevares bedst i en lufttæt beholder ved stuetemperatur, hvor de fint holder sig 2 ugers tid. Men så længe forestiller jeg mig ikke, at de rækker...

- Hjortetaksalt kan IKKE udskiftes med bagepulver eller natron. Det vil ikke give dig samme sprødhed. Hjortetaksalt kan fås i de fleste dagligvarebutikker.

- Jeg kan godt lide at komme 1 tsk. stødt ingefær i mine Bastogne også. Det giver noget varme og dybere smag til kiksen. Men! Den "ægte" Bastogne kiks indeholder ikke ingefær, og jeg har derfor udeladt det fra opskriften. Du kan tilføje det, hvis du ønsker.

- Der kan være 15 kiks på en bageplade. Opskriften passer derfor præcis til to bageplader. Bag én bageplade ad gangen for den mest jævne afbagning. Det passer cirka med, at den første plade kan bage færdig, mens den anden plade formes.

- Æggehviden, du får i overskud, kan bruges til at lave små marengskys. Eller kommes i æggekage eller røræg, hvor den ekstra æggehvide ikke betyder alverden.

Skriv et svar til Kirstine Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

41 comments on “Hjemmebagte Bastogne kiks”

  1. Hej Cathrine,
    Jeg bor i US og har en gasovn uden varmluft (varmluft er ikke så almindeligt herovre). Kan man lave dem uden varmluft eller bliver de for seje? Hvilken temperatur ville du anbefale at prøve med? Tusind tak.

  2. Hei! Vi elsker disse! Vet du om man kan fryse dem? Enten før eller etter steking? Vil gjerne kunne ha dem på lur til senere. ☺️

  3. Hej Cathrine, jeg skriver fra Italien. Jeg elsker Bastogne kiks og har undværet dem i 35 år. Ligeså snart jeg får fat i kandis, så vil jeg prøve din opskrift og jeg glæder mig helt vildt.
    Tak.
    Mvh
    Arianna

    1. Hej Arianna

      Hvor er det dejligt, du følger med og får lyst til at bage. Hjemmebagte Bastogne kiks er det bedste. Jeg håber, at du finder kandis snarest 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  4. Kan man lage disse, eller noen andre cookies, med margarin? Får besøk som ikke tåler noe melk/meieriprodukt.

  5. Jeg har bagt bastogne kiksene 2 gange nu, og de er i den grad godkendt af min mand, som elsker bastogne kiks.
    De bedste han har smagt 👌 2. gang kom pladerne med de ubagte kiks ca 10 - 15 min i fryseren, inden bagning.
    Det hjalp gevaldig på, at de ikke flyder helt så meget ud.
    Tak for den bedste opskrift og at du ikke gav op 🙏🍀

    1. Hej Tove

      Tusind tak - hvor det glæder mig, at opskriften på hjemmelavede bastogne er godkendt 🙂

      Ja, en kort tur på frys kan være en god ide.

      God bagelyst,
      Cathrine

    1. Hej Kirstine

      WUUHUUU! Det er da det største kompliment til min opskrift på bastogne kiks. Tusind, tusind tak. Og jeg tillader mig lige at sige, at jeg er helt enig 😉

      God bagelyst,
      Cathrine

  6. Hej Cathrine
    Jeg har lige været i Føtex for at finde hjortetaksalt, men forgæves. Jeg fik at vide, at det var en sæson-vare og derfor har de det kun til jul!
    Hvor finder du det?

  7. Hej Cathrine!
    Elsker at følge med her på din side og din instagram 🙂
    Jeg har forsøgt at bage dine Bastogne kiks her i går, og synes ikke helt det lykkedes at få dem som dine.
    Jeg gjorde nu som der stod, det smeltede smør var afkølet, da jeg blandede det med de andre ingredienser, og det stod efterfølgende +30 min. på køl. Mine kiks flød meget ud og rillerne forsvandt fuldstændigt. De blev det desuden også meget mørke, jeg tog dem ud allerede efter 7 min., hvor de var meget bagte. Jeg prøve at give næste plade 6 min. for de ikke skulle blive for mørke og bagte, men den plade er blevet bløde og ikke sprøde, stadig meget mørkere end dine, men det kan måske skyldes kanelen? Har du nogen ide til om det vil hjælpe med en anden ovn-indstilling måske højere grader og kortere tid eller noget andet? Jeg vil så gerne lykkes med dem! Resultatet gjorde, at de ikke som sådan smagte som Bastogne, men mere som en flad kanel (jule)småkage, hvilket nu også er okay, men ikke det jeg havde forventet. Håber du kan hjælpe mig!
    Mvh Trine

    1. Hej Trine

      Du kan forsøge at give dine kiks 10-20 minutter på frys før, du bager dem. Det kan hjælpe på, at de ikke flyder ud.

      Det lyder til, at din ovn varmer meget. Prøv at nedjustere temperaturen lidt.

      God bagelyst,
      Cathrine

  8. Har lige fundet Kandissukker i Kvickly til 18,- for 500g. Det er DanSukker der laver produktet. Det er ret flotte store sukkerkrystaller, som spidsen af en lillefinger.
    Næsten synd at kvase dem 🙂

  9. HOLD DA OP -det er jo den perfekte opskrift.
    De smager MEGET tæt på originalerne og er præcis lige så sprøde.
    Jeg rullede dejen fladt ud i en 8L plastpose i 24x30cm. Efter en lille tur i fryseren var de lige til at skære ud i fine firkanter i 8x3cm.
    De løftes nemt over på bagepapiret med 15 på hver plade. Husk afstand imellem da de hæver noget under afbagningen.
    Jeg pyntede med små riller ved at trække en gaffel hen over overfladen inden de kom i ovnen.

    1. Hej Henrik

      WUHUUU! Sådan! Hvor er det dejligt, at du også er vild med min opskrift på Bastogne kiks. Det glæder mig så meget!

      Super godt tip - det vil jeg huske.

      God bagelyst,
      Cathrine

  10. Fantastisk 🙏🏻 Mine piger var dybt engageret i at lave riller, og de var alle spist inden for en time! Disse kommer vi til at lave mange gange 🙂

  11. Uhm... de smager super godt og småkage-agtigt. Mine flød dog helt ud og blev fuldkommen flade. Smørret 23 grader da det kom i og portionen stod 35 på køl og var fuldkommen hård da de skulle formes. Sidste halvdel af portionen står for tur nu, men vil følge dit tip om at sætte dem på køl efter formgivning og så må vi se. Men uanset smager de godt

  12. Hej Cathrine
    Tusind tak for alle dine skønne opskrifter. Jeg er lige nødt til at dele min datters reaktion på Bastogne kiksene. Jeg fulgte din frustration og begejstring i "Bastogne forløbet" og jeg kom til at snakke ret meget om Bastogne herhjemme 😉 Da du så endelig kom frem til opskriften og delte den, så skulle den selvfølgelig prøves. Jeg serverer dem for familien (synes selv de var blevet gode) og jeg kigger spændt på min datter og spørger om hun synes der er ligeså gode som de rigtige. Hun tager en bid og siger nej.... (pause) og så siger hun: DE ER ENDNU BEDRE, de bedste nogensinde 🙂

    1. Hej Pia

      Hvor er det fantastisk at høre 🙂 🙂 🙂

      Tusind, tusind tak - det er så dejligt, når mine opskrifter bringer glæde hos store og små.

      God bagelyst,
      Cathrine

  13. Hej Cathrine.
    Jeg er vild med alle dine opskrifter (ja, i hvert fald alle dem jeg har prøvet) - og denne er ingen undtagelse. Jeg synes dog, at de "smeltede" en del i ovnen, og mistede helt deres fine riller. Men. Dem lavede jeg så bare bagefter, mens de var helt varme på pladen. Det virkede super godt, og gav dem det helt 'rigtige' look 👌
    Tusind tak for alt dit hårde arbejde, både med denne og andre opskrifter.

    1. Hej Tine

      Fantastisk! Jeg er så glad for, at du er vild med min opskrift på Bastogne også 🙂

      God ide at lave rillerne bagefter. Jeg forsøgte (i et af mine første forsøg ;)), men jeg syntes, at kiksen sprækkede/knækkede? Oplevede du også det? Ellers må jeg helt sikkert lige prøve det 🙂

      Tak!
      God bagelyst,
      Cathrine

  14. Hold nu helt op Cathrine hvor jeg glæder mig 👏👏👏 Kandis er nu indkøbt (dog pp træpinde da jeg ikke kunne få andet 😜) og lige om lidt er dejen rørt sammen.
    Tak for din entusiame, glæde og begejstring. Jeg er vild med at følge med hos dig 💝
    Tak fordi du deler.

    1. Hej Betina

      Selv tak - hvor er det dejligt, at du kan have glæde af mine opskrifter 🙂

      Jeg glæder mig til at høre, hvad du synes om dine hjemmebagte Bastogne kiks.

      God bagelyst,
      Cathrine

  15. Har lige taget dem ud af ovnen og min søn har så meget godkendt dem. Må bage dobbelt portion næste gang.
    Dog er de blevet flade idet, ligesom småkager...hvad kan det skyldes?

    1. Hej Tanja

      Hvor er det dejligt at høre 🙂 Dobbelt portion lyder som en virkelig god ide.

      Hvis dine Bastogne flyder ud, så skyldes det formentligt, at dit smør har været for varmt - og din dej derfor er for lun. Det er vigtigt, at dejen ikke er lun, da smørret skal være "fast" i dejen for, at de kan holde sin form. Du kan evt. give dem 20-30 minutter på køl efter, at du har formet dem - og inden du bager dem, hvis dejen er lun. Så holder de bedre sin form under bagning.

      God bagelyst,
      Cathrine

  16. Du er jo lige blevet - endnu mere - genial !
    NØJ, dem glæder jeg mig til at afprøve !!

    Jeg har ofte købt de der kandisstænger (træpinde med kandissukker på) i Søstrene Grene og tænkte om jeg kan bruge dem? Altså uden træpindene, naturligvis 🙂

    Bedste hilsener
    Camilla Kirstine

    1. Hej Camilla Kirstine

      Jeg glæder mig til at høre, hvad du synes om dem 🙂

      Ja, det tænker jeg sagtens, at du kan bruge.

      God bagelyst,
      Cathrine

  17. Hej igen. Ups da jeg læser opskriften ordentlig ser jeg at du nedenunder har fortalt om kandissukker 😄🤦‍♀️ Beklager.

  18. Hej Cathrine.
    Glæder mig til at prøve opskriften👏 Tak for den. Jeg vil lige høre hvor du køber kandissukker ?

    1. Hej Rikke

      Ja, som beskrevet, så køber jeg en økologisk variant på nettet - du kan se linket 🙂 Ellers kan man også få kandis sukker i de fleste supermarkeder.

      God bagelyst,
      Cathrine

  19. Hej Cathrine.
    Hvilken kanel bruger/foretrækker du? Jeg synes der er ret meget forskel på en helt alm billig kanel, og en ægte kanel fra f.eks. Änglamark..
    Synes i øvrigt at det er SÅ sejt at du bare bliver ved indtil de er perfekte ❤️

    1. Hej Rebekka

      Det har du helt ret i. Kanel er ikke bare kanel. Til de her Bastogne bruger jeg kassiakanel - Urtekrams. Egentligt er jeg glad for at bruge Ceylon ("ægte" kanel), men smagen er meget anderledes end kassiakanel. Derfor har jeg valgt den klassiske version til denne opskrift 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT