Kanelsnurrer med sundere dadel-kanelfyld og speltmel

Når det gerne må være sødt og lækkert, men helst ikke skal være alt for syndigt. Speltsnurrer med dadel-kanelfyld er bløde, søde og langt sundere end de traditionelle kanelsnurrer (som jeg nu også er helt vild med). Snurrerne er bagt udelukkende på speltmel, og så er kanelremoncen skiftet ud med store, saftige dadler, kanel, kardemomme og smør. Smørret kan du udskifte med kokosolie, hvis du foretrækker det, men jeg er nu altså en fan af smør. De sundere kanelsnurrer passer perfekt til sukkerfrie fødselsdage i daginstitutionen eller som en hyggelig lille ting i madpakken. Bag bare en stor portion – snurrerne kan sagtens fryses ned. Jeg lover dig, at du ikke bliver skuffet, hvis du bager speltsnurrerne. De smager mindst ligeså godt som den lyse, traditionelle kanelsnurrer.

15 stk.
Det skal du bruge:

  • 125 g vand
  • 125 g mælk
  • 25 g gær
  • 450 g sigtet speltmel
  • 5 g salt
  • 2 æg (1 til dejen + 1 til pensling)
  • 25 g blødt smør

Dadel-kanelfyld – sund remonce:

  • 10 bløde dadler uden sten (jeg foretrækker at bruge Medjool dadler)
  • 2 spsk. stødt kanel
  • 1 tsk. stødt kardemomme
  • 30 g smør
  • 1-2 spsk. kogende vand
  • 1 nip salt

Sådan bager du speltsnurrer med sundere kanelremonce:
Kom vand, mælk og gær i en skål og rør det sammen til gæret er opløst. Tilsæt mel, ét æg og salt og ælt dejen til den er samlet og nemt slipper bordpladen. Kom det bløde smør ved og ælt det ind i dejen. Lad herefter dejen hæve 1,5 time tildækket på køkkenbordet.

Mens dejen hæver, så laves den sunde remonce. Kom alle ingredienserne i en skål eller minihakker og blend det sammen til en blød og cremet masse. Hvis fyldet er for fast kan du komme lidt mere kogende vand i. Når dejen er hævet, rulles den ud til et rektangel på ca. 30x60 cm. Smør dejen med dadel-kanelfyldet over det hele. Fold 1/3 dejen ind mod midten og fold den sidste 1/3 over igen. Du kan se her, hvordan du folder dejen. Rul igen dejen ud til ca. 30-60 cm. Skær dejen ud i 1 cm stykke strimler. Sno dejstrimlerne omkring fingrene. Se i videoen nedenfor, hvordan du snor kanelsnurrerne. Du skal bruge 2 strimler pr. kanelsnurre. Kom de søde snurrer på en bageplade beklædt med bagepapir og giv dem et forsigtigt tryk, så de bliver en smule fladere. Lad dem efterhæve i 15 minutter, mens ovnen varmes op til 220 grader varmluft. Pensel de sunde kanelsnurrer med et sammenpisket æg og bag dem i 10-15 minutter til de er gyldne. Lad dem afkøle på en rist og nyd.

Indlægget indeholder et affiliatelink.

Snurrer_speltmel Snurrer_speltmel_3

Skriv et svar til Pernille Andersen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

19 comments on “Kanelsnurrer med sundere dadel-kanelfyld og speltmel”

  1. Hej Cathrine,

    Jeg har prøvet din opskrift og venter nu på dem i ovnen. Her dufter skønt!

    Jeg havde dog lidt svært ved at sno dem, når de var så lange og tynde. Kan det passe, at den sidste rektangel skal være 30 x 60 cm?

    Mvh Emilie

    1. Hej Maja

      Både ja og nej. Hvis du har tjek på din surdej og surdejsbagning, så kan du udskifte gær med surdej, men det kræver en helt anden fremgangsmåde. I min næste bog 'SØDT med Surdej', der kommer der opskrifter på kanelsnurrer bagt med surdej 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  2. Hej,

    Jeg elsker dine opskrifter og bager dem flere gange om ugen! Vender altid tilbage.

    Jeg har en masse fuldkorn speltmel kan det bruges i stedet?

  3. Har lige bagt disse til min mands fødselsdag... igen i år. De er simpelthen blevet en klassiker i familien til fødselsdage. Nogle gange mixer jeg dette fyld med dejen fra dine almindelige snurrer, det kommer an på hvor sukker-trætte vi er. Begge dele fungerer bare. Og ingen opdager der ikke er en masse sukker i remoncen.

  4. Hej
    Kan man, en aften, lave dejen og gøre dem helt klar til bagning, men så sætte dem i køleskabet til næste morgen, hvor man så her bager dem?
    Hilsen Amanda. ?

  5. Hej Eva

    Det er jeg så glad for at høre. Jeg bager også stadig de her snurrer med dadler - og jeg glædes også over smagen hver gang.

    Dejligt, at du også har glæde og succes med opskriften.

    God bagelyst,
    Cathrine

  6. Jeg har lige bagt de her kanelsnurrer og de er vildt gode! Jeg var lidt overrasket, fordi jeg før har bagt en del forskellige ting med dadler, som ikke altid er blevet lige lækkert (;
    De her er lige i øjet! Tak for opskriften (:

  7. Hej.

    Tak for en fantastisk blog? elsker at følge med.!!

    Kan du anbefale nogle dadler.. synes jeg har været ret uheldig med dem jeg har prøvet

    1. Hej Rikke.
      Tusind tak - dejligt, at du har lyst til at følge med.

      Hvis du vil have de allerbedste dadler, så skal du lede efter Medjool dadler. De er store, saftige og så gode.De koster også det mere, end almindelige dadler, men de smager også så meget bedre 🙂 Vi bruger dem også gerne som en lille eftermiddagssnack.

      Jeg har lagt et link ind oppe i opskriften - der kan du se de dadler, jeg plejer at købe. Jeg så netop, at de var på udsalg nu, så jeg har hapset et par poser 😉

      Mvh. Cathrine

  8. Hej, jeg har bagt snurrer før men aldrig med to strimler til en - hvordan gør jeg det 🙂 ? Eller kan de bare laves som en klassisk snurrer?

    Mvh Tine

    1. Hej Tine.

      Du kan se i videoen, der ligger nederst i indlægget, hvordan du snurrerne dem 🙂
      Men du kan også sagtens sno dem som almindelige snurrer.

      De smager så godt!
      God bagelyst.

  9. Hej Cathrine
    Jeg vil gerne bage disse og dele ud til min datters fødselsdag. Kan jeg lave dem helt færdige, fryse dem og så bage dem på dagen? Hvis, hvor længe skal de så ca. have i ovnen direkte fra frost?

    1. Hej Henriette.

      Ja, det kan du sagtens. Jeg vil anbefale dig, at du laver dem og fryser dem uden, at de efterhæver. Aftenen før, at de skal bages, så tager du dem ud og stiller dem i køleskabet. Dagen efter kan du bage dem lige som opskriften beskriver 🙂

      Jeg håber, at de bliver en succes til din datters fødselsdag.

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT