Køleskabsgrød med appelsinsaft, ingefær og vanilje

I er rigtig mange, der bruger bloggens morgenmadsopskrifter. Særligt populære er de sunde morgenmadsmuffins, morgenmadsglasset med mandelsmør og hindbær og opskriften på fem forskellige varianter af overnight oats. Nu får I endnu én udgave af overnight oats - eller køleskabsgrød, som det jo egentligt hedder. Jeg spiser nemlig tit køleskabsgrød. I alle mulige forskellige varianter. Nogle rørt med mandelmælk, andre med syrnede mælkeprodukter og også rigtig gerne varianterne rørt med frisk frugtsaft. Både æblesaft og appelsinsaft er fantastisk til at lave overnight oats med. Så når jeg presser frisk juice, så presser jeg gerne et par et appelsiner eller æbler mere, og laver en portion køleskabsgrød. Så er der supernem, sund og lækker morgenmad de næste to dage.

Køleskabsgrød røres sammen aftenen før servering, og så hygger det sig i køleskabet natten over. Konsistensen bliver dejlig blød og cremet. Fordelen ved køleskabsgrød er, at morgenmaden nemt og hurtigt kan nydes om morgenen eller tages med på farten, hvis du ikke når at spise din morgenmad inden, at du skal ud af døren. Jeg spiser også gerne køleskabsgrød som et eftermiddagsmåltid eller som en sund aftensnack. Jeg kommer gerne en spsk. hjemmelavet ymerdrys eller sprød granola på toppen, men du kan også toppe din køleskabsgrød med både yoghurt, skyr, bær, nødder, kokosflager eller dine favorit-toppings.

2-3 personer
Det skal du bruge:

  • 2 dl havregryn
  • 1 tsk. chiafrø
  • ½ tsk. vaniljepulver
  • ½ tsk. friskrevet ingefær
  • 2,5 dl appelsinsaft – saften fra ca. 2 appelsiner
  • 1 lille nip salt
  • Topping: jeg toppede grøden med ristede mandler, pistacienødder, blåbær og hindbær

Sådan laver du cremet køleskabsgrød med appelsinsaft og frisk ingefær:
Kom alle ingredienserne i en skål. Rør det sammen og dæk det til. Stil grøden i køleskabet natten over. Morgenen efter tages køleskabsgrøden ud af køleskabet og toppes med hvad du ønsker. Jeg anretter og spiser min køleskabsgrød i de her 160 ml Weck glas. De er perfekte, da de har et låg, der er holder tæt, og derfor kan køleskabsgrøden sagtens tages med i tasken.

Indlægget indeholder affiliatelink.

Koleskabsgroed_appelsinsaft_5 Koleskabsgroed_appelsinsaft_6

 

3 comments on “Køleskabsgrød med appelsinsaft, ingefær og vanilje”

  1. Dejlig morgen i morges, tak for opskrift. Jeg lavede den på halv blodappelsinsaft og kokosmælk, smuk farve og mums 🙂

Skriv et svar til Overnight oats – tre favoritter – Cathrine Brandt Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
VESTRE LANGGADE 1
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT
envelope-ochevron-upfacebookinstagrampinterest-p