Nøddebund med creme og bær - en nem og simpel kage

Jeg elsker nemme kager, der er helt simple at bage og ikke kræver hverken særlige eller mange ingredienser.

Sådan en kage får du opskriften på her. En sprød, sød og knasende nøddebund med en let og luftig creme og sæsonens bær eller frugter.

Nøddekagen er den perfekte kage, hvis du skal bage til mange mennesker. Den er let at vende sammen og passer perfekt til kagebordet eller kagebuffetten til fødselsdag, barnedåb eller havefest.

12-16 personer
Det skal du bruge:

Nøddebund

  • 4 æg, M/L
  • 250 g sukker - jeg foretrækker at bruge rørsukker
  • 250 g hasselnødder - du kan bruge de nødder eller mandler, du har eller foretrækker
  • 1 bradepande på ca. 25 x 35 cm

Creme

  • 2 dl piskefløde
  • 30 g flormelis
  • ½ tsk. vaniljepulver eller korn fra en vaniljestang
  • 2 dl creme fraiche
  • 200-300 g bær til pynt - jeg brugte blåbær, brombær og frisk mynte

Sådan laver du en nem og luftig nøddekage med creme og bær:
Tænd ovnen på 170 grader varmluft. Kom hasselnødder i en minihakker eller foodprocessor og blend dem til fint mel. Jo grovere, de er, jo grovere bliver din bund. Kom bagepapir i bradepande. Kom æg og sukker i en skål og pisk det lyst og luftigt. Vend hasselnødderne i og hæld dejen i bradepanden. Bag nøddebunden i ca. 30 minutter til godt gylden og sprød på toppen. Lad afkøle helt i bradepanden.

Note: bunden kan være lidt drilsk at få fra bagepapiret uden, at den krakelerer på toppen. Jeg brugte en lang, tynd kniv, jeg kørte ind under bunden. Men kagens overflade pyntes, så det gør ikke noget.

Når kagebunden er helt kold piskes fløden stiv i en skål. Fløden skal piskes ret fast (men ikke så meget, at den skiller), hvis du ikke vil have en for tynd creme. Kom flormelis, vanilje og creme fraiche i og rør sammen med fløden. Skyl bær og dup dem forsigtigt tørre. Kom creme på nøddebunden og top med friske bær.

Tip: Du kan godt komme cremen på i god tid inden servering - sæt kagen i køleskabet i mellemtiden så. Men vent med bærrene til lige inden servering (særligt hvis du bruger bær eller frugter, der er skæret i stykker), da de vil væde kagen for meget.


Skriv et svar til Jytte Thomsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

11 comments on “Nøddebund med creme og bær - en nem og simpel kage”

  1. Hej Cathrine.
    Har du erfaring med at lave bunden nogle dage før? I det her tilfælde 3 dage. Eller at fryse bunden?

    1. Hej Karoline

      Bundene kan sagtens fryses. De bliver jo så ikke sprøde på toppen længere, men det synes jeg ikke gør så meget 🙂 Bundene er faktisk nemmere at få af bagepapiret, når de er frosne.

      God bagelyst,
      Cathrine

  2. Jeg har lige et spørgsmål. Kan jeg godt lave creme færdig et par timer i forvejen, da jeg skal bruge kage på arbejde og den drikke hel kold inden jeg kører hjemmefra?

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT