Grove, luftige boller med masser af smag. Jeg har for nyligt fået øjnene op for manitobamel. Selvom jeg foretrækker de danske kornsorter – spelt, svedjerug, ølandshvede, kamut og mange flere, så er det altid sjovt at prøve at bage med andre meltyper. Jeg har længe gerne ville finde en opskrift, der gav meget grove boller med masser af kostfibre, men som stadig være luftige og lækre. Det kan manitobamel. Grundet dets høje indhold af gluten og proteiner, så har det en rigtig god bageevne – også selvom det er fuldkornsmel. Fuldkornsbollerne har masser af smag og en dejlig sprød skorpe. Jeg elsker, når boller har frø eller kerner på toppen, og her har jeg taget den skridtet længere – hele bollen er nemlig vendt i frø og kerner. Det giver sådan en god skorpe og smag. Bollerne er gode i madpakken, da de mætter godt.
Det skal du bruge:
Sådan bager du grove boller med manitobamel:
Kom vand og mel i en skål. Rør det sammen så der ingen tørre klumper er. Lad dejen stå og trække i en time. Herved sker der en autolyse, som gør dejen nemmere at ælte. Det er vigtigt, da det ellers kan være svært at ælte en så grov dej. Kom de resterende ingredienser i og ælt dejen til den er glat og smidig og har et stærkt glutennet. Kom dejen over i en ren skål. Fold dejen ind mod midten af sig selv hele vejen rundt. Lad dejen stå tildækket på bordet i 3-4 timer. Herefter kommes den i køleskabet natten over.
Dag 2: Tænd ovnen på den højeste temperatur med en bagesten eller bageplade i. Lad ovnen varme op i en times tid. Vend dejen ud på et meldrysset bord og fold dejen som vist i videoen nedenfor. Lad dejen hvile og temperere tildækket på bordet i 30 minutter. Form dejen til boller og vend dem i en blanding af frø og kerner. Bag fuldkornsbollerne ved 230-250 grader i 10-12 minutter til de er godt gyldne.
Cathrine_Brandt-Manitobaboller from Newsmaker on Vimeo.
Jagten på den perfekte opskrift på hjemmebagte burgerboller har været lang. Jeg vil have en burgerbolle, der er blød, luftig og som smager en smule sødt, så det klæder burgerens ofte salte og sprøde indhold. Nu er det endelig lykkedes. Den her opskrift på burgerboller giver en blød bolle med en perfekt blød krumme. Det lykkedes, da jeg overgav mig til hvedemelet og ikke blev fristet til at komme groft mel i. Når jeg bager brød, så kommer jeg (næsten) altid noget fuldkornsmel i dejen. Det gør jeg primært fordi, at jeg elsker smagen, men også fordi at fuldkornsmel giver meget mere mæthed og sundhed.
Men burgerbollen fik altså lov til at undvære fuldkornene, og blev bagt på god, økologisk hvedemel. Og de blev lige som jeg gerne ville have. Hjemmebagte burgerboller er hurtige at bage selv, og så smager de langt bedre end den købte udgave.
10 store burgerboller
Det skal du bruge:
Sådan bager du bløde og luftige burgerboller:
Kom vand i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt mel, salt og sukker og ælt dejen til den er samlet. Det tager omkring 5 minutter. Kom nu det bløde smør i og ælt dejen til den er glat, smidig og slipper skålen i røremaskinen eller bordet. Dæk skålen med husholdningsfilm og derefter et viskestykke, og lad dejen hæve i 1 time ved stuetemperatur.
Vend dejen ud på et meldrysset bord. Del dejen i 10 stykker. Form hvert dejstykke til en bolle ved at folde siderne ind over hinanden hele vejen rundt. Her kan du se en video af, hvordan du gør. Stil burgerbollerne med foldningerne nedad på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad burgerbollerne hæve i 15 minutter. Tryk bollerne flade med håndfladen til den ønskede størrelse. Lad bollerne efterhæve i yderligere 45-60 minutter. Pisk et æg sammen og pensl bollerne, og drys med sesamfrø og lidt flagesalt. Bag burgerbollerne ved 200 grader over/undervarme i ca. 15 minutter.
Tip: Da burgerbollerne er bagt med gær, så smager de bedst friskbagte, men du kan sagtens spise dem dagen efter, hvis du pensler dem med vand og luner dem i ovnen ved 200 grader. Burgerbollerne kan også fryses ned og lunes inden servering.
Udover at kanelsnurrer bare smager fantastiske, så synes jeg simpelthen, at det er sådant et fint bagværk. Det snoede udseende er så flot, men det gør også noget godt rent smagsmæssigt. Masser af sprøde kanter og karamelliseret remonce. Og så er de sjove at sno - særligt hvis du tager børnene med i køkkenet. Jeg bagte en stor portion og kom dem i fryseren inden, at de blev bagt. Jeg kan fortælle, at sådan nogle lækre hjemmebagte kanelsnurrer er farlige at have i fryseren. Det lå der i hvert fald ikke ret længe… Nyd en friskbagt kanelsnurre med masser af kanelremonce til morgenbordet, til eftermiddagskaffen eller glæd venner og familier, når der inviteres til fødselsdag. Jeg har endnu ikke mødt én, der ikke elsker en lun kanelsnurre.
10-12 stk.
Det skal du bruge:
Dej
Fyld
Sådan bager du snaskede og lækre kanelsnurrer:
Kom mælk i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt alle de resterende ingredienser undtagen smørret. Ælt dejen ved lav hastighed først. Når dejen er samlet kommes smørret i, og dejen æltes ved høj hastighed, til den er samlet, glat og skinnende. Æltningen tager ca. 10 minutter. Dæk skålen med husholdningsfilm først og så et viskestykke, og lad dejen hæve i 1,5 time ved stuetemperatur. Mens dejen hæver, laves fyldet. Alle ingredienserne til fyldet kommes i en skål og piskes grundigt sammen.
Efter hævning vendes dejen ud på et meldrysset bord. Rul dejen ud til et rektangel. Smør fyldet over hele dejen. Fold 1/3 af dejen ind mod midten, og fold derefter den sidste 1/3 ind over, så der nu er tre lag. Du kan se her hvordan. Rul dejen ud til et rektangel igen. Skær dejen i 1,5 cm brede strimler. Hver strimmel drejes, så der bliver 6-7 snoninger. Sno dejstrimlen omkring din tommel- og pegefinger. Hiv enden af dejstrimlen ned i hullet, der er skabt, når dejen snos om dine fingre. Hvis du synes at det lyder lidt besværligt med snoningen, så kan du her få vist en video af, hvordan du gør. Kom de færdigsnoede kanelsnurrer på en bageplade beklædt med bagepapir. Tænd ovnen på 220 grader varmluft. Lad kanelsnurrerne efterhæve, mens ovnen varmer op. Pisk et æg sammen og pensl kanelsnurrerne. Bag dem i ca. 10.15 minutter til de er gyldne.
Tip: Bag bare en stor portion – kanelsnurrerne er velegnede til at fryse ned. Frys kanelsnurrerne inden efterhævning og bagning. Kanelsnurrerne kan enten tøs op natten over i køleskabet eller bages direkte fra frost.
Ostebord, rødvin og hygge. Gode stunder med endnu bedre venner. Jeg elsker det! Sådanne aftener giver mig også muligheden for at bage, og det er altså rart at bage til nogle, man holder af. Denne gang har jeg forsøgt mig med forskellige slags fyld i brødet. Masser af smag og så ser det altså også ret fint ud.
Udgangspunktet var én dej, der blev delt i tre portioner, og som så blev fyldt med soltørrede tomater, oliven og græskarkerner. Det er vel egentligt kun fantasien og dine smagspræferencer, der sætter grænserne. Jeg skal i hvert fald have forsøgt mig med forskellige krydderurter, tørrede frugter, ristet nødder og kerner og meget, meget mere. Dejen her er supernem at lave. Den kræver ingen æltningen, og så forberedes den dagen i forvejen, så du nemt kan bage brødet inden servering. Brødet er koldhævet og får den mest svampede og luftige krumme, samtidig med at skorpen er perfekt sprød.
3 brød
Det skal du bruge:
Sådan gør du:
Bland vand, mel og surdej sammen i en skål. Lad dejen stå med et klæde over i 30 minutter. Kom salt i og fordel det godt i dejen ved at ælte nede i skålen. Lad dejen stå endnu 30 minutter. ”Ælt” dejen ved at trække i den og ind over sig selv mod midten. Gør det hele vejen rundt. Vend samlingen på midten ned af i skålen. Lad dejen hvile 30 minutter og gentag foldningen 4 gange. Hæld dejen ud på et meldrysset bord og del den i tre portioner. Skær oliven og soltørrede tomater i mindre stykker.
Kom oliven og græskarkerner i det ene brød og form dejen til et brød. Kom soltørrede tomater i det andet brød og lad den tredje portion være uden fyld. Kom brødene i hver deres hævekurv eller i en form beklædt med et hørklæde, så brødene bliver holdt adskilt. Dæk dejen til og lad det hvile i køleskabet natten over.
Dagen efter tages brødene ud af køleskabet. Hvis du har tid til det, så kan du lade dejen temperere på køkkenbordet i et par timer, inden du bager det. Tænd for ovnen på 300grader over-under varme med en bagesten eller bageplade i. Når ovnen og bagestenen er helt varm - det tager cirka 1 time, så kommes brødene ind. Skru ovnen ned på 250 grader, og bag brødene i 20 minutter. Skru herefter ned på 230 grader og bag brødene yderlig cirka 10 minutter til de har en meget gylden overflade.
Gode brød kan sagtens bages derhjemme. Det handler bare om at give sig god tid og bruge gode råvarer. De grove meltyper passer perfekt sammen med syrlige bær og sunde nødder. Giv dig tid til at ælte dejen, lad dejen få lov til at hæve og udvikle smag, og lad dig overraske af smag, skorpe, duft og krumme, når du skærer dit nybagte brød over. Jeg elsker at bage mit eget brød – det smager så meget bedre, når man ved hvilke råvarer, det indeholder, og hvor meget man har gjort sig umage for at opnå et fantastisk resultat. Server brødet med smør, ost eller pølse.
Det skal du bruge:
Sådan gør du:
Kom vand, surdej, mel og salt i en skål og ælt dejen godt til den er glat og smidig. Kom ribs og pistacienødder i og ælt dejen en smule mere til bær og nødder er fordelt. Form dejen til et brød og kom det i en hævekurv. Dæk dejen til (jeg bruger et hør-viskestykke) og lad dejen hæve tildækket på bordet i et par timer, hvorefter den stilles i køleskabet natten over.
Dagen efter tændes ovnen på 250 grader med en bagesten eller bageplade i. Vend brødet ud på en bagespade eller et stykke bagepapir og kom det i ovnen, når den er helt varm. Brødet kan også bages i en gryde, hvis du foretrækker det. Bag brødet i ca. 30-40 minutter til det er godt gyldent. Brødet skal have 99-100grader som kernetemperatur, for at det er bagt færdigt. Lad brødet køle på en rist og nyd det!
Jordbærsæsonen er stadig i fuld gang. Der er heldigvis endnu tid til at få spist en masse, plukket endnu flere og få fyldt fryseren godt op med de søde og sunde jordbær. Inden at jeg fyldte alle mine jordbær i fryseren, lavede jeg en lækker jordbærmarmelade. Nemt, hurtigt og så indeholder den væsentligt mindre sukker end den købte version. Lysten til hjemmebagte jordbærsnitter kom, da marmeladen begyndte at dufte i køkkenet. Hvis du gerne vil lave jordbærsnitter, men ikke har lyst eller tid til at lave en jordbærmarmelade, så kan en købt marmelade sagtens bruges! Jeg har tidligere delt opskrifter på hjemmebagte hindbærsnitter herinde – og jeg har selv bagt dem flere gange siden, for de er virkeligt gode. Men jordbærsnitter er altså også uimodståelige og helt perfekte til at hygge med i sommerferien.
12 store hindbærsnitter
Det skal du bruge:
Sådan bager du de bedste jordbærsnitter:
Jordbærmarmelade:
Kom alle ingredienserne (pånær melanin) i en gryde og lad det simre til jordbærrene er kogt ud og saften er reduceret. Det tager ca. 15 minutter. Blend marmeladen med en stavblender, hvis du ønsker den uden jordbærklumper. Tilsæt melanin hvis marmeladen er for tynd. Skold et glas, kom marmeladen heri og opbevar i køleskabet.
Jordbærsnitter:
Ingredienserne til dejen blandes og æltes godt sammen. Lad dejen hvile ca. 30 minutter i køleskabet. Del dejen i to lige store portioner og rul hver portion ud til en firkantet plade på ca. 3 mm i tykkelsen. Sørg for at pladerne er nogenlunde lige store og samme form, da de skal ligges ovenpå hinanden efter bagningen. Bag pladerne på 200c i 10-15 minutter til de er gyldne. Når pladerne er helt afkølet smøres den ene med jordbærmarmelade. Den anden plade kommes ovenpå. Rør flormelis og vand sammen til glasur. Drys med hakkede pistacienødder og kakaonibs oven på den våde glasur. Lad glasuren tørre og skær efterfølgende jordbærsnitterne ud i ca. 6 cm brede stykker.
Tip: Dejen og jordbærmarmeladen kan sagtens laves dagen i forvejen. Lad den køle i køleskabet natten over. Dagen efter rulles dejen ud og bages. Så kan du have friskbagte jordbærsnitter efter ca. en times tid.
Scones. Nok noget af det nemmeste bagværk der findes. Samtidig med at de smager helt fantastisk. Scones kan bages lynhurtigt – en lille time efter, at du finder ingredienserne frem, så har du en sød, sprød og lækker boller. Eller er det en kage? Med udgangspunkt i ingredienslisten, så er hjemmebagte scones nok mest en kage. Men hvem elsker ikke også kage med syrlige rabarber og sød hvid chokolade?
De her scones indeholder sæsonens lækre rabarber og luksus hvid chokolade. En kombination man aldrig går fejl af. Du kan også komme mørk chokolade, andre bær eller rosiner i dine scones, hvis du foretrækker det. Lækre bliver de i alt fald, og de er bare så nemme at bage. Bag en portion og tag dem med i picnickurven, nyd dem til brunchbordet eller til eftermiddagens kop kaffe.
Ca. 20-25 stk.
Det skal du bruge:
Sådan bager du scones:
Tænd ovnen på 200grader. Snit rabarberne fint og drys dem med en tsk. sukker. Lad dem stå og trække, mens du laver dejen. Hak den hvide chokolade groft. Kom mel og smør i en skål og gnid det samme. Arbejd så lidt med dejen igennem hele processen som muligt. Smørret behøver ikke at blive fordelt jævnt. Tilsæt rørsukker, bagepulver, kardemomme, salt, rabarber og hvid chokolade og rør dejen sammen. Hæld mælk og æg ved og samle forsigtigt dejen med en dejskraber til den lige netop hænger sammen. Vend dejen ud på et melet bord og rul den sammen til en pølse. Skær dejen ud i boller på ca. 2 cm tykkelse. Placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
Pisk et æg sammen i en skål, og sconesene pensles med æg. Bag dem i ovnen i ca. 20 minutter til de er gyldne. Server gerne lune. Scones smager bedst samme dag, da de er bagt med bagepulver. Ellers kan de fryses ned og lunes i ovnen inden servering.
Jeg har de sidste par måneder siddet og skrevet bachelor. Heldig som jeg er, så har jeg haft den bedste bachelor-makker, så skrive processen har været rar og hyggelig. Da opgaven var skrevet færdig, blev det fejret med nybagte boller. Og de var gode! Bollerne er luftige og bløde indeni, men har samtidig en helt sprød og lækker skorpe. Ligesom en rigtig god bolle skal være, hvis du spørger mig. Rigtig god bagelyst.
Det skal du bruge:
500 g koldt vand
50 g surdej (kan udskiftes med 8 g øko gær og 2 spsk. surmælksprodukt)
150 g fuldkorns rugmel
400 g hvedemel eller fint ølandshvedemel
15 g salt
Sådan bager du virkelig gode boller:
Kom alle ingredienserne i en skål og ælt dejen til den er glat, smidig og har et godt glutennet. Jeg æltede den her dej på min røremaskine. Kom dejen i en skål smurt med lidt olie. Lad den hæve på køkkenbordet i ca. 1-2 timer, før du kommer den i køleskabet natten over.
Dagen efter: Kom et bagestål eller en bagesten i ovnen. Tænd ovnen på 250grader. Når ovnen er varm vendes dejen ud på et let meldrysset bord og deles i 16 stykker. Kom dem på et stykke bagepapir. Før bagepapiret med bollerne på over på bagestenen eller bagepladen i ovnen. Bag bollerne i ca. 12-15 minutter til de er godt gyldne.
Jeg kiggede bloggens arkiver igennem den anden dag, og der opdagede jeg, at der faktisk ikke er super mange opskrifter på boller, når man jeg tænker på, hvor tit jeg faktisk bager lige netop dem. Derfor huskede jeg at skrive opskriften ned på de boller, som jeg bagte og spiste i fredags, da min kæreste og jeg hyggede med god morgenmad. Vi havde nemlig været kærester i fem år, og derfor tog vi os ekstra god tid til at spise morgenmad sammen. Det var rart og bollerne var heldigvis et hit.
Jeg har længe gerne ville bage nogle boller, der var vendt i frø og kerner. Jeg kan godt lide den ekstra smag og bid, som de giver. Bollerne bliver knasende og lækre. De forskellige kerner og frø bidrager med masser af kostfibre og sunde fedtsyrer. Derudover havde jeg kommet maltmel i bollerne, da jeg stadig er super begejstret for den smag og farve, som maltmelet giver. Jeg har tidligere bagt andre boller og brød med maltmel, og det smager virkelig godt.
Det skal du bruge:
Sådan bager du bollerne:
Dag 1: Kom vand, gær og surdej i en skål. Rør rundt til gæren er opløst. Tilsæt mel og salt og ælt dejen til den er glat og smidig. Lav gerne en glutenprøve på dejen for at sikre, at den er æltet nok. Smør en skål med en smule olivenolie og kom dejen i skålen. Stil den til hævning i køleskabet tildækket i ca. 20-24 timer.
Dag 2: Kom et bagestål eller bagesten i ovnen og tænd den på 250 grader. Når ovnen og bagestenen er helt varm så blandes de forskellige kerner og frø sammen i en dyb tallerken. Jeg brugte sesamfrø, solsikkekerner, græskarkerner, blå birkes og chiafrø. Jeg var desværre løbet tør for hørfrø, ellers havde jeg også brugt dem. Men brug de frø og kerner, du har på lager. Vend dejen ud på et let meldrysset bord. Del dejen i 12 boller og vend hver bolle i frø- og kerneblandingen. Kom dem på et stykke bagepapir. Kom bagepapiret med bollerne i ovnen og bag dem i ca. 12-15 minutter.
Indlægget indeholder affiliatelinks
Foråret er kommet tidligt i år, og det betyder, at de flotte og velduftende ramsløg allerede begynder at pynte rundt omkring i de danske skove. Jeg er så heldig, at der vokser masser af ramsløg i skovene i Århus, så jeg har rig mulighed for at gå på rov og plukke de skønne ramsløg. Ramsløget dufter og smager mildt af hvidløg. Jo mere spæd ramsløget er, jo mildere smager det af hvidløg. Jeg er vild med tanken om, at bruge alle de spiselige ting, som naturen giver os. Og ramsløg er nemt at bruge i sit køkken. På en af sidste uges gåture, plukkede min kæreste og jeg et par håndfulde. Noget af ramsløget brugte vi til at smøre en cuvette med, inden den kom i ovnen, som du kan se et billede af på min instagram. Det smagte skønt. Resten af ramsløgene brugte jeg i et foccaciabrød, som jeg skulle have med til veninde-hygge. Det hjemmebagte foccacia blev heldigvis rost og spist op, så nu får I også opskriften.
Det skal du bruge:
Sådan bager du et foccaciabrød med ramsløg og pinjekerner:
Kom pinjekernerne på en tør pande og rist dem til de er gyldne. Skyl ramsløgene, dyp dem tørre og snit dem i tynde strimler. Kom vand, gær og surdej i en skål og rør det sammen. Tilsæt herefter mel, salt og olivenolie. Ælt dejen godt. Når dejen er næsten færdigæltet kommes ramsløg og pinjekerner i, og dejen æltes yderligere til den er fin og glat. Lav gerne en glutenprøve for at sikre, at dejen er æltet nok. Kom dejen i en skål, der er smurt med en smule olivenolie. Stil dejen på køl og lad den hæve natten over.
Dagen efter vendes dejen ud i en form, der måler ca. 25x35cm. Tryk dejen forsigtigt ud, så den fylder hele formen. Hæld lidt olivenolie og salt over dejen og tryk det ned i dejen med fingrene. Lad brødet hæve tildækket i ca. 2 timer. Bag brødet i en 250grader forvarmet ovn i ca. 20 minutter.
Når bladene skifter farve på træerne, vinden bliver køligere og regnen pisker mod vores skråvinduer helt oppe på 5. sal, så ved jeg, at efteråret er kommet. Og for mig betyder efterår hygge og lange gåture, der sluttes af med en hjemmebagt bolle og en god kop kaffe. Grundet det koldere vejr, så har jeg lyst til at bage boller med masser af smag og fylde. Disse speltboller smager skønt af kardemomme, og de friske figner og mandler giver masser af smag og bid. Ja, faktisk så smagte de virkeligt godt, og så dufter boller med kardemomme bare helt fantastisk, når de kommer ud af ovnen.
12 boller
Det skal du bruge:
Sådan bager du speltboller:
Kom vandet i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt mel, salt og sukker og ælt dejen godt til den er blank og smidig. Lad dejen hæve tildækket ved stuetemperatur i 1 time. Skær fignerne i mundrette stykker. Vend dejen ud på et meldrysset bord og kom figner og mandler i bollerne, mens du former dem. Kom bollerne på en beklædt bageplade og lad dem hæve yderlig 30 minutter. Tænd for ovnen på 230grader alm. ovn. Når bollerne har hævet bages de i 15-18 minutter. Lad dem køle på en rist og nyd.
Jeg udnytter hver en mulighed for at bage brød til dem, jeg holder af. Så da jeg skulle mødes med min madklub i Zulu Sommerbio til grill og filmhygge, så skulle der bages. Jeg ville gerne bage små, fine kuvertbrød, der var nemme at håndtere, når de skulle fragtes og spises på et tæppe. Derfor bagte jeg små kuvertbrød i muffinsforme. De blev så fine! Jeg bagte dem på groft ølandshvede, da jeg elsker ølandshvedens aromatiske smag. På toppen blev de pyntede med græskarkerner.
16 stk.
Det skal du bruge:
Sådan bager du kuvertbrød:
Dag 1: Kom vandet i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt mel, sukker og salt. Ælt det hele rigtigt godt – gerne på en røremaskine, til du har en glat og smidig dej. Lav en glutenprøve, for at tjekke, om dejen er æltet nok - klik her for at se hvordan. Smør en skål med lidt olivenolie og kom den færdigæltet dej heri. Dæk dejen til og lad den hæve i køleskabet til dagen efter.
Dag 2: Smør dine muffinsforme med olivenolie. Vend forsigtet dejen ud på et meldrysset bord. Skær passende mængder dej af og placer det i muffinsformene. Lad kuvertbrødene hæve tildækket i ca. 2 timer. Når brødene er hævet pensles de med en smule olivenolie og pyntes med græskarkerner. Bag brødene i en forvarmet ovn på 230grader i 12-15 minutter.
I sommerferien har jeg haft besøg af min yndlings fireårige. Og det kræver hygge, leg og hjemmebag. Derfor bestemte vi, at vi ville bage pølsehorn, så vi kunne spise frokost på stranden. Pølsehorn er nemme at bage selv, og børnene kan sagtens hjælpe til. Vi bagte vores pølsehorn med hvedemel og fuldkornsmel, så de blev grove og fulde af smag. Pølsehornene vakte stor glæde, og så smagte de bare meget bedre, når de blev spist på et tæppe på stranden.
16 stk.
Det skal du bruge:
Sådan bager du pølsehorn:
Lun mælken og smørret i en gryde til det er lillefingervarmt. Kom det op i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt mel, salt, sukker og skyr. Ælt det hele godt sammen i hånden eller på en røremaskine, til dejen er glat og slipper skålens kanter. Dæk skålen med husholdningsfilm først og derefter et viskestykke, og lad dejen hæve ved stuetemperatur i 30 minutter. Skær pølserne i halve i mens. Del dejen i to portioner og rul dem ud i en cirkel, til dejen har en tykkelse på ca. 3-5 mm. Skær dejen ud i 8 lige store trekanter, og kom en pølse på hver trekant. Rul dem stramt ind i dejen og læg dem på en beklædt bageplade med lukningen nedad. Dæk pølsehornene med husholdningsfilm og et viskestykke, og lad dem hæve i ca. 30 minutter. Pisk et æg sammen og pensl pølsehornene. Bag dem i ca. 12-15 minutter ved 200 grader varmluft. Lad pølsehornene afkøle på en rist og nyd!
Tip: lav en stor portion, når du alligevel er i gang. Pølsehornene kan sagtens holde sig i 3 måneder i fryseren.
Oftest når jeg bager, så er det boller eller brød, der ikke er tilsat andre smagsgivere end melet. Jeg kan godt lide, at man kan smage, hvor meget smag en fantastisk, økologisk mel har. Men sommerferien giver tid til at eksperimentere lidt i køkkenet, og derfor ville jeg prøve at bage nogle boller, der skulle smage af lidt mere. Jeg valgte at fylde dejen med friskrevet ingefær, revet gulerødder og herlige hasselnødder. Og sikke et resultat. Min søde kæreste udnævnte dem til at være nogle af de bedste boller, jeg længe har bagt. Det gode ved disse boller er, at de ingen surdej kræver, og at de heller ikke skal koldhæve. De kan altså bages, når din lyst til nybagt brød er størst. Ingefær giver en dejlig lun smag, gulerødderne noget sødme og hasselnødderne tilfører masser af smag og bid til disse skønne boller. Jeg lavede mine boller store, så de var et lille måltid i sig selv, men de kan selvfølgelig laves i lige den størrelse, som du foretrækker. Disse boller bliver snart bagt igen herhjemme!
8 store boller.
Det skal du bruge:
Sådan bager du smagfulde boller:
Kom vandet i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt resten af ingredienserne og ælt dejen godt til den er blank og smidig. Lad dejen hæve tildækket ved stuetemperatur i 1 time. Vend dejen ud på et meldrysset bord og form det til boller. Kom bollerne på en beklædt bageplade og lad dem hæve yderlig 30 minutter. Tænd for ovnen på 230grader alm. ovn. Når bollerne har hævet bages de i 15-18 minutter. Lad dem køle på en rist og nyd.
Jeg er virkelig begejstret for maltmel. Det giver først og fremmest brødet en rigtig lækker dyb smag. Jeg vil beskrive den som en let brændt, karamelliseret smag. Og så bidrager det også med sådan en fin farve til bollerne. Maltmelet kan bruges i både lette og luftige boller og i rugbrød. Disse boller smager skønt, og så passer de perfekt til morgenbordet eller madpakken. Så skynd dig ud og køb noget maltmel. Min maltmel er fra Aurion, som jeg har købt på Gartnergården i Silkeborg. En pose holder langt, da det kun er meget små mængder, der skal bruges i hver portion dej.
Det skal du bruge:
Sådan bager du maltboller:
Kom vand i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt surdej, mel og salt. Ælt dejen godt til du har en glat og smidig dej, der nemt slipper skålens sider. Hvis du er i tvivl, om din dej er æltet nok, så lav en glutenprøve. Når dejen er æltet færdig, så kommes den i en skål, der er smurt med en smule olivenolie. Dæk dejen til og stil den i køleskabet i 12-24 timer.
Dag 2: Vend dejen ud på et meldrysset bord og del den i 12-15 portioner. Form hver portion til en bolle og stil den til hævning på et stykke bagepapir. Drys til sidst alle bollerne med lidt havregryn. Lad bollerne hæve tildækket i omkring 1 time. Mens bollerne hæver varmes ovnen med en bagesten eller bageplade i på 250grader. Når ovnen og bagestenen eller bagepladen er helt varm, så sættes bollerne på bagepapiret ind. Bag boller på. 230grader i ca. 12-15 minutter. Lad dem køle af på en rist og nyd i godt selskab.
Grydebrød er fantastisk! At bage brødet i en støbejernsgryde giver muligheden for at opnå et voluminøst, luftig brød med en glas-agtig skorpe. Jeg er vild med det! Tricket er, at når brødet kommes i den brandvarme gryde, og låget kommes på, så dannes der damp inde i gryden, der sikrer, at brødet ikke danner en skorpe så hurtigt. Derved får brødet mulighed for at hæve i længere tid, så du opnår et luftigt og saftigt resultat.
Jeg bager det ret ofte, da det altid smager så godt. Derfor får i billeder af to brød, der er bagt efter næsten samme opskrift. Det mørke af dem har jeg bagt med 10g maltmel, som er den eneste forskel. Så hvis du gerne vil have et grydebrød med en mørkere farve og en lidt karamelliseret smag, så tilføj 10g maltmel til opskriften.
Det skal du bruge:
Sådan bager du et grydebrød:
Kom vandet i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt surdej, mel og salt. Alt dejen rigtigt godt, evt. på en røremaskine. Når dejen er glat og smidig – tjek med en glutenprøve – så kommes den i en skål, der er smurt med en smule olivenolie. Dæk dejen til og stil den på køl til dagen efter.
Dag 2:
Hæld dejen forsigtigt ud på et meldrysset bord. Fold det til formen på din hævekurv eller fad. Lad dejen hæve i ca. 1-2 timer. Stil din gryde med låg i ovnen og tænd den på 250grader. Når dejen har hævet og gryden er brandvarm, så vender du dejen ned i gryden og kommer låget på hurtigt igen. Stil gryden i ovnen og bag brødet i 30 minutter. Tag gryden ud og fjern låget. Bag brødet videre på 230grader i ca. 10-15 minutter. Hold øje med at skorpen ikke bliver for mørk. Hvis du er i tvivl, om dit brød har fået nok, så brug et termometer. Hvis kernetemperaturen på brødet er 100grader, så er brødet færdigbagt.
Når grydebrødet er bagt færdigt, så vendes det ud på en rist. Lad det afkøl og nyd det!