Orangestænger med chokolade

FIND MIN NYE JULEBOG 'JULENS BAGVÆRK' LIGE HER. Den er fyldt med alle mine julefavoritter og bedste juleopskrifter.

Lad os få taget hul på julebagningen. Endeligt! Det lader også til, at I er helt klar på en masse julebag. Mine opskrifter på de bedste vaniljekranse, kandiseret appelsinskal og julede surdejsboller bliver brugt flittigt, kan jeg se - det er skønt!

Min jul er ofte lig med masser af appelsin og appelsinskal. Jeg er vild med orangesmagen, som jeg synes klæder de sprøde og søde småkager og tunge julekager - allerhelst i sammenspil med mørk chokolade. Derfor har en opskrift på hjemmebagte orangestænger stået på min bageliste længe. Nu er den her endeligt. Og de er blevet præcis, som jeg ønskede mig. Sprøde, porøse, masser af smag.

Orangestænger er på mange måder et barndomsminde for mig. Jeg husker småkagepakkerne, der stod hos min farmor og farfar. Jeg husker smagen, som jeg ikke helt kunne placere. For det smagte jo ikke rigtigt af appelsin. Den smag, jeg sidenhen er blevet så glad for. Smagen af orange, vil jeg sige. I ved - bitter og sød på samme tid. Nu er der i alle tilfælde flyttet en ny favorit opskrift på småkager ind i vores hjem, og jeg glæder mig til at bage orangestænger hver jul fremover. Og resten af de kolde måneder også.

Ca. 40-50 stk.
Det skal du bruge

  • 80 g rørsukker
  • 1 stor øko appelsin, skal heraf
  • 180 g smør, stuetempereret
  • 90 g marcipan
  • 190 g hvedemel
  • 15 g majsstivelse - det giver den småkage den rette konsistens. Jeg bruger denne (reklamelink)
  • Mørk chokolade til temperering - jeg bruger den her chokolade fra Callebaut (reklamelink). Du skal ca. bruge 100 g, men det er nemmere at temperere en større mængde chokolade. Du kan læse her, hvordan du tempererer mørk chokolade

Derudover: sprøjtepose + 12 mm stjernetyl - alternativt kan bruges en gammeldags kødhakker som til vaniljekranse (reklamelinks)

Sådan gør du
Kom rørsukker og fintrevet appelsinskal i en skål og smuldr det sammen. Det frigiver smag og aromastoffer, og det er vigtigt for smagen i den færdigbagte småkage. Tilsæt smør og marcipan og rør ingredienserne sammen til homogen. Jeg rører dejen på min røremaskine med en K-spade. Bland hvedemel og majsstivelse og hæld det i dejen. Rør til dejen er samlet og homogen.

Klip enden af en sprøjtepose og kom tyllen i. Det er vigtigt, at du bruger en kraftig sprøjtepose, da dejen kan være lidt hård at trykke ud, og du derfor kan risikere, at sprøjteposen revner.

Tænd ovnen på 190 grader varmluft. Kom 1/3 af dejen i posen og tryk lange strimler af dej ud. Du skal bruge lidt kræfter. Skær strimlerne i 4 cm lange stykker og læg på et stykke bagepapir. Sæt de rå orangestænger på frys i 10 minutter - så holder de sin flotte form under bagning. Bag orangestængerne i 8-10 minutter til gyldne. Du kan med fordel vende pladen undervejs, så de bliver jævnt afbagt. Gentag bagningen med den anden plade småkager.

Lad dine orangestænger afkøle på en rist. Nu skal den mørke chokolade tempereres. Det kan du se her, hvordan du gør. Dyp bunden af dine orangestænger i chokoladen, skrab dem mod kanten på skålen, så det bliver et tyndt lag chokolade, og sæt dem på et stykke bagepapir, så chokoladen kan sætte sig.

Jeg opbevarer mine orangestænger i den her bøtte ved stuetemperatur (reklamelink).

Skriv et svar til Christina Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

42 comments on “Orangestænger med chokolade”

  1. De er mega gode!! Har bagt dem to gange allerede i denne sæson. Jeg kunne ikke sprøjte dem, så anden gang tog jeg bare dejen direkte fra køl og skar den ud i tykke kvadrater. De fik en mønster på toppen via tryk med en gaffel og så hurtigt i ovnen. De blev skønne (lidt rustik i det men det passer fint, synes jeg) og smagen fejler vist ingenting! Tak for en skøn opskrift.

  2. Hej
    De er sååå lækre. Hvis jeg får mange flere end 50 stk., sprøjter jeg dem så for “tynde” ud? Bruger 12 mm
    Vh. Gitte

  3. Hej Cathrine

    Jeg er ved at brække hele hånden når jeg forsøger at sprøjte dem ud 😂 gør jeg noget forkert? Smøret var stuetemperatur da jeg gik i gang med dejen…

    1. Hej Katrine

      Ja, det er ikke meningen 😉 Pisk dejen lidt mere lind så. Og sørg for at bruge en tyl, der i hvert fald ikke er mindre end angivet.

      God bagelyst,
      Cathrine

  4. De ser virkelig lækre ud og bringer så meget barndomsminderne frem for mig!
    Jeg er ved en fejl kommet til at købe marcipan uden sukker. Vil jeg kunne bruge det og hvis ja, skal jeg så tilføje mere sukker? Og hvor meget 😅
    Tak for hjælpen.

  5. Wow de smager bare godt. Men de flyder ud i ovnen for mig på trods af at jeg kom dem 10 min i fryseren. Men det vigtigste er jo smagen som bare er lige i øjet. Selv uden chokoladen er de også lækre

  6. Virkelig lækker småkage ❤️ Mine ligner dog overhovedet ikke dine…. Men det kommer jo også mest an på smagen, Som jo er virkelig god.

    1. Hej Marie

      Ja, smagen må altid være det vigtigste. Hvis det skyldes, at din dej flyder ud under bagning, så kan du fryse de færdigformede orangestænger i 10 minutter inden bagning - så holder de deres form bedre.

      God bagelyst,
      Cathrine

  7. Hej Cathrine
    Tak for en nem opskrift på de lækreste småkager. Jeg har lige bagt dem og de smager bare SÅ godt.
    Din guide til temperering af chokolade er også virkeligt god. For første gang nogensinde syntes jeg rent faktisk det var let at temperere, så tusind tak for det 😊

  8. Fantastisk opskrift som smager himmelsk. Kan varmt anbefales (også med vegansk smør) 🍊🍫🙏🏼

    1. Hej Anne

      Tak! Super, at du har testet og haft succes med at bruge vegansk smør - det er der helt sikkert andre, der også kan have glæde af den information 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  9. Hejsa står og vil bage orange stænger. Men ville jeg ikke kunne bruge kartoffel mel i stedt for maizena.. evt hvor meget. Hilsen liane

  10. Har lige bagt en portion. Og med ét strøg de ind på hitlisten over julebag! Sprøde og så lækre i smagen.

    1. Hej Charlotte

      Nej, det synes jeg ikke. Jeg har en veninde, der ikke bryder sig om marcipan - og hun var vild med orangestængerne 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

    1. Hej Karina

      Jeg har linket til tyllen i opskriften - skriften, der står med brun/orange, kan du trykke på, og så kan du se produktet 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  11. Den opskrift skal jeg godt nok prøve, lige er spørgsmål. Du skriver majsmel, men hvis man følger linket er det majsstivelse.
    Vil du ikke lige præcisere hvilken type majsmel/stivelse det er.
    Vh
    Mai-Britt

    1. Hej Mai-Britt

      Det var simpelthen bare en fjollet skrivefejl af mig - beklager. Jeg mener majsstivelse, og jeg bruger præcis den, jeg har linket til 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT