Pandekager med citron, kardemomme og øl - mine bedste pandekager!

8 år skulle der gå før, at der landede en opskrift på "rigtige" pandekager herinde. Skørt! Indtil videre har I kun haft glæde af mine brunch pandekager med surdej. Men nu får I opskriften på mine allerbedste pandekager, som er helt klassiske. Mine pandekager skal smage af noget! Jeg foretrækker klart at spise mine pandekager ved at sidde med dem og rive dem i stykker - nyde bid for bid. Jeg er ikke begejstret for hverken syltetøj eller sukker. Et godt drys frisk citronsaft er jeg til gengæld glad for.

Pandekagerne her er rige på sødme og dybde fra øl, kardemomme og citron. Og stegt i generøse mængder smør, selvfølgelig. Sådan får du de allerbedste pandekager, som hele familien kan nyde.

Ca. 18 stk.
Det skal du bruge:

  • 200 g hvedemel
  • 40 g sukker
  • 1 ½ tsk. stødt kardemomme - jeg bruger hele kardemommefrø, jeg knuser fint i en morter (reklamelink)
  • ½ tsk. fint salt
  • 300 g mælk
  • 300 g øl - jeg bruger en mørk hvidtøl, men du kan også bruge almindelig pilsner
  • 2 tsk. revet citronskal
  • 4 æg
  • 45 g smør, smeltet + smør til at stege i

Sådan gør du:
Kom smør i en gryde og smelt det ved lav varme. Stil det til side indtil det skal bruges. Kom alle de tørre ingredienser i en skål og rør dem sammen. Hæld mælk ved og rør godt sammen med et piskeris, til der ikke er klumper tilbage i dejen. Tilsæt øl og pisk grundigt igen. Kom revet citronskal i. Tilsæt ét æg ad gangen og pisk mellem hvert æg til dejen er homogen. Hæld det smeltede smør i og rør igen dejen godt igennem. Lad dejen hvile og trække smag i 30-60 minutter på køl.

Pandekagerne steges på en pande - jeg bruger en pande på 20 cm i diameter. Kom smør på panden, lad det smelte og hæld ca. ½ dl pandekagedej på panden og fordel det. Steg pandekagen godt på hver side. Fortsæt til alt dejen er stegt til pandekager. Nyd!

Tip: Hjemmelavede pandekager er også gode kolde. Er der pandekager i overskud, så er de en god hapser i madpakken eller på skovturen.

Skriv et svar til Freja R. B. Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

3 comments on “Pandekager med citron, kardemomme og øl - mine bedste pandekager!”

  1. Cathrine, endnu en gang gør du det! Laver en fuldstændig fantastisk opskrift!!
    Tak for de her mega smagsfulde pandekager. HVER en bid var så god og lækker. Både med og uden fyld!
    Tusind tak fordi du deler ud. <3 Et tyndt lag brun farin rørt med lidt rom var også mega godt i dem! Det må du prøve en dag 😀

    1. Hej Freja

      Hvor er det skønt at høre, at min opskrift på pandekager er god 🙂 Tak! Vi elsker også de pandekager. Jeg må huske dit tip næste gang, jeg bager dem.

      God bagelyst,
      Cathrine

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT