Semlor - hjemmebagte svenske fastelavnsboller med luksusfyld

Må man godt sige, at det her er de bedste semlor? Jeg tillader mig det! For hold nu op, hvor smager de godt. Det er noget af det bedste bagværk, jeg har lavet længe.

Svenskerne kan altså noget med bagværk. Jeg er allerede begsejret for deres kanelsnurrer, og nu har jeg fundet endnu en favorit. Svenske semlor. En pendant til den danske fastelavnsbolle, som svenskerne nyder på semlordagen. Præcis som vi spiser fastelavnsboller til fastelavn, hvis jeg har forstået det korrekt. Herinde på bloggen finder I allerede opskriften på mine to bedste fastelavnsboller. Den ene er min mormors opskrift på fastelavnsboller, som er helt fantastiske. En smørfyldt wienerdej fyldt med hjemmekogt vaniljecreme. Den anden opskrift på fastelavnsbolle er den helt klassiske; en blød gærbolle med fyld - mine fastelavnsboller fylder jeg gerne med både remonce, vaniljecreme, nougat og/eller chokolade.

Men nu er der altså endnu en opskrift på fastelavnsboller - de svenske semlor. Opskriften er luksus, og jeg garanterer dig, at du får den bedste semla. Fyldet er lavet af en mandelmasse vendt med hjemmekogt vaniljecreme. Det smager uforskammet godt, og jeg kan kun anbefale dig at klippe en stor trekant ud i bollen, så der kan komme masser af fyld i. Bollerne er bløde og luftige. Jeg har delt opskriften op i steps, så den er nemmere at overskue. Men bare rolig - semlor er slet ikke så svære at bage, og de er så absolut arbejdet værd!

6 stk.
Det skal du bruge:

  • 75 g smør
  • 75 g mælk
  • 15 g gær
  • 1 æg
  • 225 g hvedemel
  • ½ tsk. kardemomme - jeg foretrækker at bruge hele kardemommekapsler, som jeg knuser i en morter
  • 1 nip salt
  • 1 spsk. sukker

Fyld:

  • 100 g mandler - udblødt natten over i vand
  • 100 g rørsukker
  • 1 lille håndfuld ristet mandler (ristet ved 150 grader i 15-20 minutter i ovnen, varmluft)
  • Vaniljecreme - se opskrift herunder
  • 1,5 dl piskefløde
  • Flormelis til at drysse på

Hjemmekogt vaniljecreme:

  • 1 æggeblomme
  • 1,5 spsk. rørsukker
  • ½ vaniljestang
  • ½ spsk. maizena
  • 1,5 dl mælk

Sådan bager du de bedste semlor:
Step 1:
Mandlerne skal stå i blød i minimum et par timer og meget gerne natten over.

Step 2: Bollerne bages. Smelt smørret i en gryde. Tag gryden af varmen og kom mælken i og lad det smelte sammen. Hæld blandingen i en skål og kom gæren i. Rør til gæren er opløst. Kom ægget i blandingen og rør det ud. Tilsæt hvedemel, kardemomme, salt og sukker og ælt dejen til den er glat og skinnende og ikke hænger ved bordet. Lad dejen hæve tildækket i en skål eller på bordet. Kom husholdningsfilm og et viskestykke over, mens dejen hæver i 60 minutter.

Step 3: Mens dejen hæver laves fyldet. Først koges vaniljecremen, så den kan nå at køle. Del vaniljestangen på langs og skrab kornene ud. Bland vaniljekornene med lidt sukker. Kom æg, rørsukker, vaniljesukker og maizena i en lille gryde og rør det sammen. Tilsæt mælk og den tomme vaniljestang. Kom vaniljecremen op over lav blus, mens du rører i den, så den ikke klumper. Når cremen koger og tyknes, så tages den af varmen. Kom vaniljecremen i en skål og dæk med husholdningsfilm direkte oven på cremen, så der ikke dannes en skorpe. Kom vaniljecremen på køl indtil, at den skal bruges.

Step 4: Hæld vandet fra mandlerne og kom dem i en minihakker eller foodprocesser. Kom rørsukker ved og blend til mandelmassen bliver helt cremet. Det tager et par minutter, da mandlerne skal begynde at frigive sine olier og gøre mandelmassen cremet og blød.

Step 5: Bollerne skal formes. Del dejen i portioner af ca. 70 gram og form dem til runde boller ved at spænde dem op, som vist i denne video. Kom bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Dæk bollerne med husholdningsfilm og et klæde og lad dem efterhæve i 30 minutter ved stuetemperatur. Bag bollerne ved 200 grader over/under varme i ca. 15 minutter til de er gyldne. Lad bollerne afkøle på en rist.

Step 6: Fyldet laves færdig. Rør mandelmassen sammen med vaniljecreme. Kom fyldet i en sprøjtepose, hvis du har - ellers kan du komme fyldet i bollerne med en ske.

Step 7: Pisk fløden - den skal ikke piskes for meget, men den skal samtidig være fast nok til at kunne sprøjtes ud og stå. Kom en stjernetyl (jeg brugte en 9 mm) i en sprøjtepose og fyld fløden i posen.

Step 8: Klip en trekant i midten af hver bolle. Kom mandel/vaniljecreme fyldet i. Drys med hakkede, ristet mandler. Sprøjt en top af flødeskum henover og placer det trekantet stykke bolle på toppen. Drys med flormelis og server.

Note: bollerne må endelig ikke komme i køleskabet. Så bliver de faste og lidt kompakte. Opbevar dem ved stuetemperatur og fyld først dine semlor inden servering.

Indlægget indeholder affiliatelink.

Skriv et svar til Louise Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

20 comments on “Semlor - hjemmebagte svenske fastelavnsboller med luksusfyld”

  1. Hej Cathrine!
    Et hurtigt spørgsmål til vaniljecremen her. Der står der skal et æg i, men det blev til en meget flydende creme der ikke rigtig tyknede som normalt (hvilket resulterede i at jeg overkogte den så den begyndte at skille, øv man). Kan det måske være at det kun er en æggeblomme der skal i? Eller skal den bare være mindre fast en normalt?
    Tak for gode opskrifter!

    1. Hej Ida

      Sikke en sjuskefejl, jeg har lavet. Beklager! Det er kun en ÆGGEBLOMME, du skal bruge. Og cremen skal være ret lind, da den røres sammen med en ret fast mandelmasse. Jeg håber, at du kom i mål med dine semlor. Det er en af de allerbedste fastelavnsboller, synes jeg 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

    2. Hej Cathrine,
      Tak for svar! Jeg er glad for at der var en grund til at det ikke lige spillede. Jeg havde heldigvis "Sødt med Surdej" liggende, så jeg skalerede bare vaniljecreme opskriften fra Fastelavnsbollerne ned, og det blev helt perfekt. De blev vildt gode! Især de ristede mandler er lækre! 😀
      Hilsen Ida

  2. Tak for en super lækker opskrift 🙂
    Kan se at opskriften til dejen er stortset den samme som til de koldthævede fastelavnsboller, pånær selvfølgeligt gærmængden. Mon du har prøvet at lave denne her som koldthævede?
    Skal lave både denne og de koldthævede næste weekend, og overvejer derfor bare at lave en omgang dej og koldthæve og så dele op den efterfølgende dag.

  3. Kan man bare bruge marcipan i stedet for at lave en mandelmasse? Har frygteligt meget marcipan til overs fra julen nemlig..

  4. Mandlerne skal “smuttes” ikke? Jeg spørger fordi jeg synes mandelmassen ser mørk ud som om der er skal på. ??

  5. Hej Benedicte
    Ja, det kan du godt.

    Så vil jeg faktisk anbefale dig at lune dem inden servering.

    Kom vand på og lun dem kort ved 170 grader til gennemvarme, men stadig bløde. Afkøl og fyld 🙂

    God bagelyst,
    Cathrine

  6. Hej Cathrine,
    Kan man bage bollerne aftenen forinden de skal serveres? Pønser på at tage dem med som dessert til en hyggelig fredag aften, men kan ikke nå at bage dem fredag 🙂

  7. Hej Cathrine!

    Jeg har bagt dem i går og de er sindssygt lækre, tak for nem og god opskrift ? har en rest af mandel/vanilje cremen tilbage, har du nogen forslag til hvad det kan bruges til? Måske en kage eller dessert?

    1. Hej Ida
      Det er jeg glad for at høre!
      Selv tak. Fyldet er også rigtigt lækkert bagt ind i en klassisk fastelavnsbolle, eller som fyld i en mørdejstærte 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  8. Hej Cathrine, min bageguru?
    Jeg er i gang med at bage disse semlor, og jeg har to spørgsmål:
    1. De ristede mandler, hvad skal de?
    2. Du skriver, at der skal kardemomme i fyldet, men det står ikke i ingredienslisten. Hvor meget skal der i?
    Mvh. Maja.

    1. Hej Maja
      De ristede mandler skal drysses ovenpå mandelmassen, når den er kommet i bollerne - og inden du kommer fløde på. Har du måske fulgt med på Instagram? Der glemte jeg at komme ristede mandler på, men det giver lidt dejligt knas til de bløde konsistenser.
      Kardemomme skal kun i bolledejen. Beklager forvirringen - jeg har lige rettet til.

      Rigtig god bagelyst,
      Cathrine

  9. Mon bolledejen kan laves dagen før og kold hæve? Hvor “meget” gær vil du tro man skal nøjes med ?

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT