Sprøde vaniljekranse med ristet mandelmel

Hvis jeg nu kun måtte vælge én julesmåkage (altså én slags, selvfølgelig...), så ville det nok blive vaniljekranse. De emmer så meget af jul og glade minder. Min mormor bager dem hvert år, og jeg har altid elsket dem. Min mormors opskrift på helt klassiske vaniljekranse er allerede her på bloggen - og de er altså gode! Men det betyder jo ikke, at der ikke er plads til flere opskrifter på vaniljekranse. Jeg kan virkelig godt lide mandelmel i kager og småkager - det giver en dejlig sødme og sprødhed. For at give vaniljekransene endnu mere smag, så forsøgte jeg at riste mandlerne inden, at jeg lavede dem til mandelmel - og det var en god ide! Det gav så meget smag til vaniljekransene. En ny julefavorit.

Det skal du bruge:

  • 50 g mandler
  • 125 g hvedemel
  • 100 g sukker
  • 100 g koldt smør
  • 1 vaniljestang - kornene heraf
  • ½ æg (ca. 30 g)

Sådan bager du sprøde vaniljekranse med ristet mandelmel:
Tænd ovnen på 150 grader varmluft. Kom mandlerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Rist mandlerne i ovnen i 15-20 minutter til de er godt gyldne i midten. Lad afkøle og blend dem til fin mandelmel.

Halver vaniljestangen og skrab kornene ud. Pres kornene sammen med en spsk. sukker for at dele vaniljekornen fra hinanden. Kom vaniljesukker, mandelmel, hvedemel og sukker i en skål og rør det sammen. Skær den kolde smør i små firkanter og smuldre den sammen med de tørre ingredienser. Samle dejen med det halve æg - rør endelig ikke for meget i dejen, da den kun lige skal samles.

Lad vaniljekransedejen stå på køl i en times tid. Kør dejen igennem en gammeldags kødhakker med den lille stjerne som tyl. Form dejen til kranse - så store som du ønsker dem. Bag vaniljekransene på 180 grader varmluft i 5-8 minutter til de er let gyldne. Lad dem afkøle på en rist og opbevar dem i en lufttæt beholder.

Skriv et svar til Annie Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

10 comments on “Sprøde vaniljekranse med ristet mandelmel”

  1. Når man skal sprøjte dem i stedet for at køre den igennem en kødhakker,har du nogen erfaring ift. Hvor længe de så skal være ude af køl, hvis jeg laver dejen dagen før?

    1. Hej Anja

      Den her opskrift vil jeg ikke anbefale til sprøjtepose. Dejen er for hård. Du kan med fordel bruge min anden opskrift på vaniljekranse med ristede mandler og vaniljestang - den er beregnet til sprøjtepose.

      God bagelyst,
      Cathrine

  2. Hej Cathrine,
    Jeg elsker dine opskrifter, synes du er top dygtig.
    Jeg undrer mig dog over de forskellige teknikker ift dine 3 opskrifter på vaniliekranse - fx om smøret skal være koldt, røres først med sukker og bagefter æg. Eller fx om der er maizena i....Hvad betyder de forskellige ting for kransene.....Kærlig hilsen, Louise
    P.s. har so far haft bedst succes med din mormors - måske egentlig fordi æg står angivet i gram, tror mine æg var for store i en af de andre, hvorfor formen lidt røg, de blev mere udflydende og ikke så faste....

    1. Hej Louise

      Tak for din besked 🙂

      Det kan jeg godt forstå, at du studser over. Der er mange veje til en god vaniljekrans - og jeg har altid lyst til og brug for at eksperimentere. Fremgangsmåden og ingredienserne betyder noget for smag og konsistens. De her vaniljekranse er mere småkage-agtige og sprøde. Det skyldes den måde, som dejen røres sammen på. I min opskrift på vaniljekranse, der laves i sprøjtepose, der er fremgangsmåden en anden. Det giver en blødere dej, der er nemmere at arbejde med. De indeholder også majsstivelse, der giver en mere porøs konsistens. Mormors vaniljekranse er væsentligt mindre og tyndere, og de minder i konsistens mere om en specie.

      Jeg håber, at det giver mening.

      Jeg kan fortælle dig, at jeg har mine egne favoritter. Jeg kommer fremadrettet til at bage de smagsrige vaniljekranse med sprøjtepose og min mormors vaniljekranse - de to er mine favoritter. Helt forskellige og alligevel begge helt perfekte.

      God bagelyst,
      Cathrine

  3. Hej Cathrine.

    Hvor mange vaniljekranse får man ud af denne portion?

    Ps. jeg elsker dine opskrifter!

    Mvh. Sharon

  4. Hej Lise

    Ja, det kan du. Jeg ved ikke hvor længe, men hold øje med det. Det tager ikke lang tid at riste mandelmel gyldent.

    Du skal bruge samme mængde - altså 65 g.

    God bagelyst,
    Cathrine

  5. Hej Cathrine.

    Jeg Har ingen blender, men mandelmel i skabet- og vil vildt gerne lave dine vaniliekranse.
    Kan det lade sig gøre at riste mandelmelet i stedet. Hvor lang tid vil du tro det skal ristes, hvis jeg vil give det et forsøg ? Og hvor mange gram mandelmel ?

    Håber på hurtigt svar 🙏

  6. Hej Annie

    Tusind, tusind tak! Det er jeg rigtig glad for, at du synes. Jeg er også bare så glad for resultatet af den bog. Surdejsnørderi er altså bare fedt 🙂

    Nej, mandlerne skal ikke smuttes først.

    Rigtig god bagelyst,
    Cathrine

  7. Hej Cathrine

    Allerførst hvor er det en fin bog du har lavet, jeg er så glad for den. Jeg har haft købt ebogen som jeg selvfølgelig også var glad for. Men papirbogen er så hyggelig at bladre i og nu er min søn også meget optaget af surdej efter han har læst den.
    Skal mandlerne til vaniljekransene "smuttes" først eller er det med skal ind i ovnen.

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT