Det kræver ikke meget at lave sin egen surdej. Vand og mel er de eneste råvarer, du skal bruge, og med nogle få redskaber, så er du godt i gang. Her kan du læse lidt om de redskaber, som jeg foretrækker at bruge, når jeg starter en ny surdej op.
Find opskriften og en udførelig guide til, hvordan du laver din egen surdej, passer den og bager med den i min E-bog Surdej lige her
Redskaber, du skal bruge
Det er en stor fordel at lave surdej i et glas, så du tydeligt kan følge udviklingen og se hvor meget, den hæver. Mine favoritter er Weck-glas. De kan bruges til alt muligt i mit køkken, låget kan nemt lægges på klem, og så er de nemme at rengøre. Jeg bruger to Weck-glas, når jeg starter en surdej op. Du kan nøjes med et, men det er så meget nemmere at have to, så du har et rent glas stående, når du skal fodre din surdej.
Brug dine hænder. De mikroorganismer, som surdejen udvikles af, findes i melet, i luften og på dine hænder. Derfor skal du bruge dine fingre til at røre din surdej sammen med. Den skal have adgang til luft for at udvikle sig. De mikroorganismer, der findes i luften er vigtige for surdejens aktivitet.
Dejskraberen bruger du til at skrabe glasset med. Surdejsresterne på glassets sider kan nemt rådne. Derfor skal de skrabes rene, så din surdej ikke mugner inden, at den kommer i gang. En smal dejskraber er nemmest at arbejde med.
Mel og vand. De to eneste ingredienser, du skal bruge, når du skal starte din surdej op. Friskmalet, økologisk mel indeholder masser af gode næringsstoffer og mikroorganismer, som din surdej kan leve af. Derfor vil jeg anbefale dig at bruge det bedste og mest friske mel, du kan finde. Du skal bruge fint hvedemel (du kan bruge både valset hvedemel eller stenkværnet hvedemel) og groft, stenkværnet rugmel til at starte din surdej.
Et tyndt klæde sikrer, at din surdej kan ånde, uden at der kommer uønskede bakterier eller utøj i. Jeg har størst succes med at starte en ny surdej op, hvis jeg bruger en tynd klud eller stofble over glassets fremfor et låg på klem. Når min surdej lever godt, så bruger jeg lågene fra mine Weck-glas, som jeg lægger på klem.
En digital køkkenvægt er nødvendig. Både når du skal lave en surdej, og når du skal røre dine deje sammen.
En køkkenelastik er en god markør for, hvor din surdej når til i glasset. Så kan du se, hvor meget din surdej er hævet.