Her får du opskriften, jeg selv bruger og bager efter igen og igen. Det er opskriften, der sidder på rygraden, og som jeg rækker ud efter, når jeg uden besvær skal bage et surdejsbrød. Det er også den opskrift, som jeg adskillige gange har skriblet ned på en lap papir til venner og familie, når jeg har skullet lære dem at bage et surdejsbrød. Fordi jeg ved, den virker - og er nem at bage et fantastisk surdejsbrød efter.

Opskriften er til dig, der gerne vil i gang med bagningen af surdejsbrød. ...og til alle os andre, der bare godt kan lide at bage et godt surdejsbrød. Det er et nemt surdejsbrød, der kan være din første opskrift, når du gerne vil lære at bage surdejsbrød. Eller din go to opskrift, når du gerne vil bage et ukompliceret og lækkert surdejsbrød. Opskriften kan du bruge og have glæde af, hvad end du er helt ny i surdejsverdenen eller er en erfaren surdejsbager.

Det særlige ved den her opskrift, jeg deler med dig nu, er, at jeg virkelig har forsøgt at gøre mig særdeles umage for at skrive en meget udførlig opskrift, så du når i mål med et saftigt, sprødt og succesfuldt surdejsbrød. Derudover får du videoer, der forklarer og viser alle steps i bagningen.

Opskriften tyer jeg selv til, når jeg ikke lige får fundet min bog SURDEJ frem, og jeg bare gerne vil bage et nemt og ukompliceret surdejsbrød.

Med udførlig opskrift mener jeg virkelig UDFØRLIG! Jeg har bagt brødet adskillige gange, hvor jeg har noteret mig surdejens aktivitet, dejens temperatur, helt konkrete hævetider og bagetider. Derfor er opskriften her skrevet helt ud, og du får alle detaljer med. Det håber jeg, at det kan gøre bagningen nemmere for dig. Nederst i opskriften finder du "Do's and Don'ts", som kan hjælpe dig yderligere på vej med bagningen af surdejsbrødet, hvis du skulle sidde tilbage med nogle spørgsmål.

Skænk dig en kop kaffe, sæt dig ned og læs opskriften igennem inden, at du starter bagningen. Jeg håber, at den giver dig en helt særlig indsigt i nogle af de små tips og tricks, der gør det til en succesfuld bagning med din surdej.

1 brød
Det skal du bruge

Surdej

Dej

Derudover: 2 stk. condibøtter, 1 spsk. olivenolie til at smøre bøtten med, dejspatel, 1 stk. hævekurv med klæde, rismel, bageudstyr (jeg bruger min Challenger Bread Pan), dejsnitter (reklamelinks)

Sådan gør du
Fodr din surdej
Først skal din surdej fodres. Hvis din surdej står på køl, så skal den fodres et par gange inden, at du bager med den. Ved at fodre den 2-4 gange inden, du bager med den, så sikrer du, at den er stærk og indeholder masser af gærceller, så dit brød hæver flot op og bliver luftigt. Du skal altså starte et par dage før, at du ønsker at bage et brød, hvis din surdej opbevares på køl.

Fodrer du din surdej dagligt og har den stående ved stuetemperatur, så kan du gå i gang med fodringen af din surdej og bagningen med det samme. Fodr din surdej som angivet i opskriften ovenfor. Lad den stå et lunt sted, så surdejen har en temperatur på 26-28 grader - så trives surdejens gærceller og bakterier bedst. Din surdej bør peake på 3-4 timer.
Video: Sådan fodrer du din surdej

Autolyse
Efter to timer sættes din dej til autolyse. Kom vand og mel i en skål og rør det sammen med hænderne. Det skal blandes, så det bliver homogent, og der ikke er noget tørt mel tilstede. Læg et låg eller husholdningsfilm over skålen og lad også dejen stå lunt som surdejen i 2 timer til autolyse.
Video: Sådan sætter du din dej til autolyse

Bland og ælt dejen
Når din surdej peaker, så kan den tilsættes dejen, der nu har udviklet en god glutenstruktur, mens den har stået til autolyse. Du skal gerne have en dej, der er gået fra at være usammenhængende og grødlignende i konsistensen til at være stærk og glat i overfladen. Kom surdejen i og arbejd den ind i dejen. Du kan allerede her begynde at ælte dejen, så glutenstrukturen udvikles yderligere. Når surdejen er arbejdet godt ind i dejen, så tilsættes saltet. Når saltet er fordelt, og dejens glutenstruktur er udviklet, så du står med en sammenhængende dej, der har en glat og stram overflade - og den samler sig selv langs skålens kanter, så kommes dejen i en bøtte smurt med en 1 spsk. olivenolie. Jeg ælter ca. dejen i 4-5 minutter.
Video: Sådan ælter du en dej i hånden til surdejsbrød

Hævning og foldninger
Dejen skal stå lunt, så den får de bedste betingelser for at hæve. Dejen skal gerne have en kernetemperatur på 26-28 grader under hævning. Jeg har et skab i mit køkken, der er lunt. Der står min dej til hævning i de kolde måneder. I de varme måneder kan dejen fint stå på køkkenbordet. Er din dej koldere end 26-28 grader, så skal den hæve længere tid. Mit termometer bruger jeg hver gang, jeg bager (reklamelink). Det er så afgørende for dejens hævetid, hvilken temperatur, den har, og det er derfor afgørende for mig at kende temperaturen.

Fold dejen hvert 20. minut 3 gange. Så når dejen kommes i bøtten, så står den lunt med tætsluttende låg i 20 minutter. Fold. Vent 20 minutter, hvor dejen får lov til at slappe af. Fold. Vendt 20 minutter. Fold. Lad herefter dejen stå til hævning med et tætsluttende låg i yderligere 2 timer. Dejen har nu hævet sammenlagt i 3 timer, og den skal gerne vise aktivitet ved en smule hævning og luftbobler på toppen. Er du i tvivl om, om din dej er hævet tilstrækkeligt, så kan du lave en flydetest på din dej. Kom lunt vand i et glas. Klip en luns af dejen og læg den i vandet. Flyder dejen, så er den klar. Falder dejen til bunds, så skal du lade dejklumpen ligge i glasset og lade din dej hæve yderligere til dejklumpen flyder til tops.
Video: Sådan folder du en dejen til surdejsbrød

Preshape
Tag låget af bøtten, tip bøtten op på siden og lad dejen glide forsigtigt ud af bøtten. Undlad at arbejde med dejen her, da vi gerne skal bevare så meget luft i dejen som muligt. Preshape din dej til en kugle. Brug din dejspatel. Både dejspatel og din venstre hånd (hvis du er højrehåndet) er dyppet let i vand - så hænger dejen ikke ved. Preshape din dej - her er det ikke vigtigt at gøre den helt stram og rund. Det vigtigste er, at du arbejder kort og effektivt med dejen, så dejen forbliver luftig. Lad dejen ligge frit på bordet i ca. 30 minutter til den har dannet en let, tynd hinde på overfladen - den hinde hjælper dig til, at dejen ikke hænger fast i bordet, når den vendes rundt og skal shapes.
Video: Sådan preshaper du din brøddej

Shape
Drys bordet, dejens overflade og din dejspatel med et let lag hvedemel. Vend dejen rundt ved at sætte dejspatlen ind under dejen kl. 6 og kør den op til kl. 12. Dejen bør slippe bordet, så den nemt og forsigtigt kan vendes rundt og lægges på det meldryssede bord.

Tag ved bunden af den nu ovale dej. Læg dejen indover sig selv til lidt under midten. Tag ved i begge sider af dejen og læg først højre side af dejen ind over sig selv og læg herefter venstre del af dejen over. Du har du en dej, der ligner en åben konvolut. Tag ved toppen af dejen og "luk konvolutten" - dejen skal kun ned til midten. Tag ved i begge sider af dejens sider og "sy" den sammen mod midten. Fortsæt med 5-6 samlinger af dejen ned langs midten. Det kaldes at "stitche". Tag ved toppen af dejen og fold den effektivt henover og indunder sig selv, så dejen nu ligger med samlingerne nedad mod bordpladen. Dit brød er nu formet, så det passer til en oval hævekurv. Lad dejen ligge i 1-2 minutter, så dejens samlinger "smelter" sammen.
Video: Sådan shaper du din brøddej

Vend dejen op i hævekurv
Drys din hævekurv med en smule rismel. Hørklædet i hævekurven samt rismelet sikrer, at dejen nemt slipper hævekurven, når det skal vendes ud og bages. Jeg bruger til denne hævekurv og den her si til at drysse min hævekurv med (reklamelinks). Kom en smule mel på din venstre hånd og dejspatlen. Før dejspatlen under dejen og vend dejen op i din vesntre hånd og læg den forsigtigt i hævekurven med bunden opad. Ser din dej meget "åben" ud, så kan du stiche den sammen på samme måde, som du gjorde, da du shapede dejen. Lad dejen stå utildækket ved stuetemperatur i 30 minutter inden, at den sættes nederst i køleskabet (hvor der er koldest) natten over. Dit brød bages dagen efter, når det passer dig.
Video: Sådan vender du brøddejen op i hævekurven

Bagning
Kom dit bageudstyr i ovnen og varm ovnen op til 250 grader varmluft. Jeg bager alle mine brød - både ovale og runde, i min Challenger Bread Pan (reklamelink). Den er mit absolut bedste bageudstyr, og den har gjort en verden til forskel for min brødbagning. Da jeg fik den gik mine brød fra af være fine til perfekte! Jeg var derfor også nødt til at få den til Danmark, og jeg har siden fået lov til at forhandle den. Det er jeg meget stolt af, for den er, her fem år efter, stadig lige så fantastisk for mine brød! (reklame). Du kan også bage dine brød i en gryde eller på et bagestål*.

Lad din ovn og bageudstyr varme op i 45-60 minutter. Dit brød bages direkte fra køl**. Når bageudstyret er varmt, så tages det ud fra ovnen - det gøres nemmest med et par bagehandsker, så du ikke brænder dig på det mega varme støbejern (reklamelink). Vend dejen forsigtigt ned på dit bageudstyr og snit dit brød. Jeg lægger min dejsnitter så vandret som muligt og laver et langt snit ned langs dejen. I din Challenger kan du placere en isterning for endnu mere damp - undlad at gøre det i en gryde, da der sjældent er plads. Læg låget på og stil din dej i ovnen. Skru ovnens temperatur ned på 190 grader. Bag brødet i 20 minutter med låg.

Bager du dit brød på et bagestål, så skal du tilføre kogende vand i en varm bageplade nederst i ovnen for at skabe damp, og du skal bage på over/under varme.

Tag brødet ud fra ovnen, fjern låget, sæt brødet tilbage i ovnen og skru ovnen op på 230 grader varmluft. Bag det i yderligere i ca. 15 minutter til godt gyldent. Lad brødet afkøle på en bagerist (reklamelink). Nyd!
Video: Sådan bager du dit surdejsbrød - og sådan ser krummer ud

Do's & Don'ts:
Brug noget godt mel! Opskriften er lavet med udgangspunkt i helt præcis det mel, jeg bruger. Det virker! Nej, du kan ikke skifte melet ud med et hvilket som helst andet mel. Bruger du normalt et andet mel, du kender bageevnen på, og som du har god erfaring med, så brug bare det. Men selv andre økologiske mel af samme type kan have en meget anden bageevne. Der er ikke en tommelfingerregel for, hvornår et mel er godt, og hvor meget vand det kan trække. Du er nødt til at lære melet at kende - eller trække på andres erfaringer. Melet, jeg anbefaler her i opskriften, har jeg bagt med i de seneste +5 år. Det virker og det gør en verden til forskel for, hvordan din dej er arbejde med. Reklame

Dejen kan også røres på en røremaskine. Jeg foretrækker at arbejde med dejen i hånden. Det giver mig den bedste fornemmelse af dejen. Men hvis du ønsker det, så kan du ælte dejen på røremaskine til god glutenstruktur, og så kan du undlade foldninger.

Dejen behøver ikke være dækket til, når den hæver i hævekurven. Den let tørre inden, der kan dannes på dejens bund er helt ok.

*Bageudstyr: Når du bager i et lukket miljø - allerhelst en støbejernsform, som fx en Challenger Bread Pan (reklamelink) eller støbejernsgryde, så skaber du de bedste betingelser for din brødbagning. En Challenger simulerer en professionel bageovn, hvor der kan eksistere en høj, vedvarende varme og fugtigt miljø. Derfor er den fantastisk! Det giver dejen mulighed for at udvikle sig helt inden, at dejen sætter skorpe - derved får du den mest luftige krumme og en supersprød skorpe. Du kan også bruge en gryde. Her skal du være opmærksom på, at grydens form og størrelse afgør form og størrelse på din dej. Er gryden rund og lille, så skal du bage et lille, rundt brød - tag udgangspunkt i grydens diameter og brug en hævekurv, der er mindre, så dejen også har plads til at udvikle sig i gryden. Min lille, runde hævekurv passer til mange gryder (reklamelink).

**En kold dej er mere fast og afgiver mere fugt - det er godt, når den skal snittes og bages.

Ja, det kan det! Her guider jeg dig til, hvordan du bedst fryser et surdejsbrød og luner det igen inden servering.

Et friskbagt surdejsbrød er fantastisk til morgenmaden i weekenden, til madpakken eller som tilbehør til aftensmaden. Det kræver dog en smule planlægning at kunne servere et helt lunt surdejsbrød. Derfor er det så skønt at have hjemmebagte brød liggende i fryseren, så det kan tøes op og lunes, når behovet og lysten til (surdejs)brød er størst.

Jeg har altid et par brød i min fryser. De fleste bruger jeg selv, men jeg kan love dig, at det også vækker glæde, når du giver et brød væk, som venner eller familie så selv kan lune og nyde.

Sådan planlægger du og bager et brød, der skal kunne fryses
Jeg bager gerne dobbelt portion af mine surdejsbrød af og til og lægger det ene brød i fryseren. Jeg har allerbedst succes med at genvarme min små brød, som jeg bager i mine halv størrelse hævekurve - enten oval eller rund (reklamelinks). Det lidt mindre brød tøer hurtigere op, og det skal ikke lunes så længe før, at det er gennemvarmt. Det er en fordel, fordi det giver mig mulighed for at servere hjemmebagt og lunt brød hurtigere, og den kortere genopvarmningstid sikrer, at brødet ikke bliver for mørkt i skorpen inden, at det er lunet hele vejen igennem.

Når jeg bager et af mine surdejsbrød - find massevis af opskrifter her på bloggen, så deler jeg portionen i to, og laver to små brød i mine små hævekurve (reklamelink). Det ene bager jeg helt færdigt og spiser de følgende dage. Det andet brød bager jeg 12-15 minutter under låg og til let gyldent uden låg efterfølgende. Ved ikke at bage det helt gyldent, så kan brødet klare at blive lunet i ovnen uden, at det bliver for mørkt. Det skal være gyldent, men en smule mindre, end du normalt ville bage det.

Har jeg ikke planlagt, at jeg ville fryse mit surdejsbrød, så gør det ikke så meget. Et helt gyldent og færdigbagt surdejsbrød kan sagtens lunes igen - her kan du bare med fordel sikre, at det er tøet helt op inden, at det kommes i ovnen.

Sådan fryser du et surdejsbrød
Lad surdejsbrødet køle af på en kølerist (reklamelink). Kom brødet i en pose og frys det, mens det fortsat er friskbagt. Dit surdejsbrød kan nemt ligge i fryseren i 4-6 måneder.

Sådan luner du et frossent surdejsbrød
Brødet skal helst tøes op før, det lunes. Ellers kan skorpen blive for mørk og hård inden, at brødets midte er helt gennemvarm. Skal du bruge surdejsbrødet om morgenen, så kan du tage brødet op aftenen forinden og lade det tø op i køleskabet natten over. Et surdejsbrød bagt i de små hævekurve (ca. 500-700 g dej) tager ca. 2 timer at tø op ved stuetemperatur. Et stort surdejsbrød bagt i de almindelige størrelse hævekurve ( ca. 1000 g dej) tager ca. 3-4 timer at tø op ved stuetemperatur.

Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Kom brødet under vandhanen, så det fugtes let (et brød afgiver sin fugt, når det lunes, og det kan derfor være en fordel at stænke det med vand inden, at det lunes - det bevarer den saftige krumme og giver en sprød skorpe). Lun dit surdejsbrød i 15-25 minutter afhængig af brødets størrelse i en forvarmet ovn. Dit frosne surdejsbrød er nu næsten som friskbagt. Nyd!

Tip: Er du i tvivl om, hvordan du bedst opbevarer dit bagværk, så kan du læse lige her, hvordan jeg gør

Sol, sommer, god mad og tid til bare at være i hinandens selskab. Det var lige nøjagtigt det, jeg havde brug for, og som jeg fik, da min kæreste og jeg tog en uge til Norditalien i starten af juni måned. Først to dage i Pisa, derefter tre dage i Firenze for så at slutte af med to dage på stranden i Viareggio. Det kunne ikke have været mere perfekt. I to indlæg vil jeg gerne dele særligt godt restauranter, isboder og andre lækre steder med Jer fra både Pisa og Firenze.

Lad os starte med Pisa. Vi brugte Pisa til at komme helt ned i tempo, spise god pasta, salat og is, og så så vi selvfølgelig det Skæve Tårn. En weekendtur til Pisa er perfekt – jeg kunne ikke forestille mig at bruge mange flere dage der. Men togforbindelserne fra Pisa til f.eks. Firenze, Livorno og Lucca er god, så tag bare af sted i en uge og oplev flere steder i Norditalien.

Her kan du bo
Vi boede på Hotel Victoria inde midt i Pisa Centrum lige ved floden Arno. Flotte herskabelige værelser, god morgenmad, perfekt placering i byen og en rigtig lækker tagterrasse, hvor du kan nyde solen. Find Hotel Victoria her.

Pisa_10Pisa’s bedste is
Vi spiste meget is i Italien! I Viareggio fik vi fantastisk is hos GROM. Men Pisa bød også på super lækker is. Besøg Orö, der laver italiensk is på rene og gerne økologiske råvarer. Her har du også mulighed for at få mikset lige den variant, du allerhelst vil have. Jeg fik hvid chokolade i min jordbærsorbet – og det var godt!
Adresse: Via S. Bernado 35 i det sydøstlige hjørne af Piazza Chiara Gambacorti.

Pisa_6

Pisa_7

Spis frokost eller aftensmad i ægte italiensk stemning
Noget af det bedste mad, vi fik på vores tur, var hos Numeroundici 11. Vi spiste der hele to gange. Begge gange i selskab med italienere, der nød deres frokost og frokostpause her. Bestil en af retterne fra tavlen. Deres pasta var simpel, lækker og helt perfekt. Eller bland din egen salat fra salatdisken. Det var i særdeleshed en god salat! Jeg ville så gerne have smagt deres hjemmebagte kager også, men appetitten var der ikke til det, desværre. Vandet er gratis og maden er billig, så du kan få en fantastisk frokost eller aftensmåltid til et meget lille beløb.
Besøg stedets hjemmeside her.

Pisa_2

Pisa_3

Tag en kaffepause
Er du på udkig efter et hipt sted med rigtig god kaffe, lækre kager eller et godt morgenmåltid, så besøg Filter Coffee Lab. Her drak vi god kaffe og spiste en second breakfast. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke fik smagt deres kager. Cheesecake, brownie, crossainter….. Cafeen ligger ikke langt fra det Skæve Tårn, så køb en ekstra kaffe med To Go, og nyd den på græsplænen ved det Skæve Tårn, mens solen varmer kinderne.
Besøg stedets hjemmeside her.

Min kæreste og jeg forsøger at tage på en kærestetur mindst én gang om året. Det er rart at komme lidt ud af hverdagens rutiner, og bare være sammen og hygge hele dagen. Vi vil rigtigt gerne til en storby, men ellers er vores krav ikke så store. Derfor plejer vi blot at kigge efter, hvor det er billigt at flyve hen og bo på det tidspunkt, hvor det passer os bedst. Tidligere har vi været i Hamborg, Berlin, Budapest og Stockholm, og denne gang besøgte vi Krakow i Polen.

Og det viste sig heldigvis at være en rigtigt hyggelig by! Vi havde fem hyggelige dage, hvor vi nød det fantastiske efterårsvejr, tiden og den dejlige mad, som Krakow heldigvis kunne byde på. For jeg indrømmer gerne, at netop maden er super vigtigt for mig, når jeg rejser – specielt når vi bor på hotel og skal spise ude 3 gange om dagen.

For det første, så var det virkeligt billigt at spise og drikke i Krakow. Og maden var rigtigt god! Jeg har derfor bestemt mig for at dele nogle af de steder, hvor vi spiste. Jeg er desværre ikke særlig god til at få taget billeder, når jeg er på ferie. Derfor har jeg kun billeder af nogle af stederne, som jeg nævner, så I må lade ordene tale for sig selv.

Trufla: Italiensk restaurant, der var nævnt i Michelinguiden 2013. Vi fik rigtigt god mad! Suppe, pasta og cheesecake. Stemningen og stedet var rigtigt hyggelig, og vi nød en aften med rigtigt dejlig mad og service. Selvom stedet var nævnt i Michelinguiden, så servede det stadig mad til polske priser. Vi fik forret, hovedret, jeg fik kage, min kæreste fik kaffe, rødvin og vand, og vi kom af med ca. 280kr.
Adresse: ul. św Tomasza 2, 31-014 Kraków

Barsmak-krakowBar Smak: Lokal, traditionel polsk mad, der smagte godt og samtidig var meget billigt! Jeg fik en god og krydret gullash, kartoffel rösti og en kålsalat. Min kæreste fik først en suppe og derefter en wienerschnitzel, kartoffelmos og sauerkraut. Det hele var rigtigt godt og for både mad og drikkevarer kom vi af med ca. 90kr.
Adresse: ul. Karmelicka 10, Krakow, Polen

Charlotte1-krakow

Charlotte_krakow2

Charlotte-krakow3Charlotte: Fantastisk sted! Jeg ville ønske, at dette sted lå I Århus, for det var virkelig dejlig mad og et super hyggeligt sted. Tag ikke til Krakow uden at besøge Charlotte Bistro! Vi havde købt morgenmad på hotellet, som faktisk var rigtigt godt, men én af dagene havde vi lyst til at spise morgenmad på Charlotte i stedet.

Vi nød en dejlig brunch bestående af hver sin brødkurv med 5 forskellige skiver brød og en rigtigt god, smørbagt crossaint. Dertil kunne man så vælge en smørelse, som enten var marmelade eller chokolade. De lavede selv deres marmelader og chokoladesmørelser, og det smagte godt. Vi fik mørk chokolade og hindbærmarmelade. Derudover fik jeg også yoghurt med en skøn granola, og min kæreste fik en omelet. Vi købte alt det, vi havde lyst til og kunne spise! Det var så hyggeligt . Faktisk var det så hyggeligt, at vi valgte at besøge stedet endnu en gang til en kop kaffe og et stykke kage. Eller det vil sige, at det kun var mig, der fik kage. Et stykke cheesecake med hvid chokolade, der var helt perfekt i konsistens og smag!
Adresse: Plac Szczepański 2 Kraków, Polen

Godnojad-krakowGlonojad: Denne cafe lå meget tæt på vores hotel, og vi brugte en hel formiddag derinde, hvor vi også nød deres gode og meget billige frokost. De laver vegetarisk mad, og til frokost fik vi en falafelwrap, som var perfekt krydret. Til frokost kørte de også med en dagens tilbud, hvor man kunne få en suppe, en varm ret og et stykke kage for ca. 30kr! Stedet var virkelig populært, og det var fyldt op med lokale mennesker til frokosttid.
Adresse: kraków, plac matejki 2

Youmiko: Rigtigt god sushi! Stedet ligger lidt gemt i en baggård, så det kan være en smule svært at finde det, men det er helt sikkert værd at lede efter! Sushien var spændende, flot og frisk. Vi fik 30stk for ca. 120kr, og det var altså virkeligt godt!
Adresse: Szczepanska 7, Krakow, Polen

bar-Milch-krakowBar Mleczny: Simpelt sted med rigtigt god, traditionel polsk mad. Vi forsøger altid at spise det lokale mad, når vi besøger nye lande. Derfor værdsatte vi også, at vi fandt dette sted, for maden var rigtigt god og billig. Vi spiste med de lokale og maden var rigtigt god. Så hvis du ønsker at få gris, kartofler og kål, så besøg Bar Mleczny. Vær opmærksom på, at de lukker kl. 20.
Adresse: Ul. Grodzka 43, Krakow 31-000, Polen

Moaburger-krakowMoaBurger: Som nævnt på min instagram (@cathrinebrandtdk), så laver Moaburger den bedste burger, jeg nogensinde har smagt! Den var fantastisk! Og kæmpe stor. På størrelse med mit hoved. Igen var vi så imponeret over maden, at vi blev nødt til at besøge Moaburger to gange. Princippet er enkelt – valg din burger fra det simple, men super lækre menukort. Bestem om du vil have fritter til, og hvilken dyppelse, du gerne vil have. Både burger, pommes frites og dyppelse var godt! Det var lækkert brød, saftig bøf og friske grøntsager. Så hvis du også nyder en god burger, når du er på ferie, så skal du besøge Moaburger. Derudover var det også burger til en helt ok pris. Vi betalte ca. 150kr for to kæmpe(!) burgere, 4 dyppelser, 2 store gange pommes frites og vand. Behøver jeg at sige, at vi var meget mætte og glade, da vi gik derfra?
Adresse: ul. Mikolajska 3, Krakow 31-027, Polen

Auschwitz og Birkenau: Og hvis vi nu lige skal snakke om noget lidt mere alvorligt end mad, så besøgte vi selvfølgelig også Auschwitz og Birkenau, der ligger ca. 70km udenfor Krakow. Det var på samme tid en god og forfærdelig oplevelse! Jeg mangler ord til at beskrive det, men hvis du besøger Krakow eller byer i nærheden, så skal du tage en tur dertil. Vi købte en guidet tur, og det fungerede godt. De blev solgt rundt i hele byen. Turen tog små 7 timer og vi betalte omkring 180 kroner pr. mand.

 

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. 
GEORG JENSENS VEJ 6A
8600 SILKEBORG
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT