Klokken var blevet ret mange, og jeg havde egentligt store planer om, at dejen skulle æltes til den perfekte glutenstruktur var dannet. Men helt ærligt? Jeg orkede det ikke. Derfor rørte jeg ingredienserne sammen, foldede dejen og formede det til et brød, og så fik dejen ellers lov til at hygge sig i køleskabet natten over. Selvom jeg elsker at ælte dej, og jeg absolut mener, at en god æltning gør en verden til forskel, så smager et brød, hvor dejen ikke er æltet også helt fantastisk. Krummen er lidt tættere, end hvis dejen var æltet, men det gør ikke brødet dårligere. Kamutmel har en fantastisk flot, let gul farve og en helt særlig kornsmag. Kamut er også kendt som kæmpedurum. Kamutmelsbageevnen er god, men jeg foretrækker at blande den med lidt hvedemel eller ølandshvede, da proteinindholdet ikke er så højt i kamutmel. Hvis du gerne vil bage et dejligt surdejsbrød med en god smag, flot krumme og sprød skorpe, så kan du passende starte med den her opskrift.
Det skal du bruge:
- 450g vand
- 250g hvedemel eller fint ølandshvedemel
- 350g kamutmel
- 1 spsk. surdej (kan udskiftes med 7g gær)
- 10g salt
- Hævekurv
Sådan bager du et æltefrit og koldhævet brød:
Bland alle ingredienserne sammen i en skål. Rør til dejen netop er samlet, og der ikke er noget tørt mel tilbage. Lad dejen stå tildækket på bordet med et fugtigt klæde over sig i 2 timer. Vend dejen ud på et let meldrysset bord. Fold dejen ved at trække dejen op og læg den i midten af dejen. Gentag hele vejen rundt, så dejen bliver foldet og strammet op. Vend dejen om med foldningerne nedad. Træk dejen henover bordet, mens du drejer den. Derved strammes brødet yderligere op. Kom et viskestykke (gerne et hørviskestykke) i en hævekurv og drys med mel. Læg dejen op i hævekurven og fold klædet over dejen. Stil dejen i køleskabet i mindst 10 timer.
Tag den ud af køleskabet og lad den efterhæve ved stuetemperatur i 2 timer. Varm din ovn op med en bagesten i til 250 grader almindelig ovn. Når bagestenen er helt varm kommes brødet i ovnen. Bag brødet i 20 minutter, skru ovnen ned på 230 grader og bag brødet yderligere 10 minutter. Afkøl brødet på en rist og nyd.
Hej Cathrine,
Viskestykket der kommer I hævekurven, er det fugtigt?
Hej John
Nej 🙂
God bagelyst,
Cathrine
Hej Cathrine
Selvom denne er æltefri, så anbefaler du alligevel at ælte dejen. Jeg kunne godt tænke mig at vide, har du en guide (video?) til hvordan man ælter optimalt? Jeg har desværre ikke en røremaskine