Bedstefars skæg - svampet sandkage med æble og marengs

Kære efterår, jeg er lidt splittet over din ankomst. Du er fantastisk, når du viser dig fra din gode side med milde, sommerrige dage - knap så fantastisk, når du regner dagene væk. Til gengæld så elsker jeg dig for de frugter og bær, som modner lige netop nu. Vores have bugner af friske hindbær, brombær og blommer. Og så er der æblerne... De danske efterårs æbler er noget helt for sig. Derfor fortjener de også at blive plukket og nydt i de lune stuer.

Er du så heldig at have et æbletræ i haven, så er det her kagen, som du kan bruge dem til. Den klassiske Bedstefarsskæg kage, som jeg er ret sikker på, at alle har smagt på et tidspunkt. Ellers har de noget godt i vente.

En svampet og luftig sandkagebund, frisk æblekompot og sød marengs. En helt perfekt kagemundfuld! Har du rigtig mange æbler, så kan du koge en stor portion kompot og fryse den ned i portioner - så er det nemt at bage en Bedstefars skæg kage næste gang, at der kommer gæster på besøg i de kølige og kærlige efterårs måneder.

12-16 personer
Det skal du bruge:

Sandkage:

  • 150 g blødt smør
  • 225 g rørsukker
  • 4 æg, M/L - deles i hvide og blomme
  • 2 dl mælk - jeg bruger sødmælk
  • 320 g hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 stk. bradepande på ca. 25 x 35 cm - jeg bruger denne bradepande til at bage kagen i (reklamelink)

Æblemos

  • 400 g æbler - ca. 4-5 æbler
  • 200 g vand
  • 1 vaniljestang
  • 25 g rørsukker - smag til og tilsæt evt. mere
  • 1 lille nip salt og lidt citronsaft for at afbalancere smagen

Marengs

  • 4 æggehvider
  • 1 tsk. eddike (kan udelades, men hjælper til at stabilisere skummet)
  • 1 nip salt (kan udelades, men hjælper til at stabilisere skummet)
  • 200 g flormelis

Sådan bager du en svampet og nem Bedstefarsskæg kage med æblemos:
Note: hemmeligheden bag en luftig og let sandkage er, at smør og sukker piskes lyst og luftigt! Det skal piskes mindst et par minutter. Når det er lysnet markant i farven og et luftigt og let, så kan de stuetemperede æggeblommer tilsættes ét af gangen for at undgå, at smørret skiller.

Sandkage: Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Tag smør og æg ud af køleskabet og lad det ligge ved stuetemperatur i cirka 30 minutter. Kom smør og sukker i en røreskål. Jeg bruger min røremaskine med den gummibelagte K-spade, da det er nemmest. Har du kun en almindelig K-spade, så skal skålens sider skrabes ned et par gange under piskning for at sikre, at alt bliver homogent. Du kan også bruge en håndmixer med piskere - husk at skrabe siderne ned ofte.

Pisk smør og sukker lyst og luftigt i et par minutter. Tilsæt æggeblommerne ét af gangen - når det er inkorporeret, så kan næste æggeblomme tilsættes. Rør bagepulver og mel sammen. Nu skal mel og mælk i skiftevis. Jeg deler det over i cirka tre. Skru ned til lav hastighed, kom en tredjedel af melet i og pisk kort, tilsæt mælk og pisk til netop samlet - fortsæt til alt mel og mælk er i dejen. Kom bagepapir i bradepanden og fordel dejen deri. Bag bunden i cirka. 8-10 minutter til den netop har sat sig og kan bære æblekompotten. Når kagen er færdig stilles den til side, mens æblekompot og marengs lige laves færdig. Obs! Bager du i en keramikform, så skal kagen bages lidt længere før, at den kan bære æblekompot og marengs, da keramikforme tager væsentligt mere varme fra kagen.

Æblekompot: Skræl æblerne og skær dem i små stykker. Skrab kornene ud af vaniljestangen og pres dem sammen med lidt af sukkeret. Kom æbler, vand, vaniljesukker, sukker og den tomme vaniljestang i en gryde og kog ved til ønsket kompot-konsistens. Du bestemmer selv, om du ønsker kompotten helt lind eller med æblestykker.

Marengs: Sørg for at du har en helt ren og tør røreskål samt pisker. Kom æggehvide, eddike og salt i skålen og pisk det til skummende. Jeg bruger min røremaskine med piskeriset i. Kom en skefuld flormelis i under fortsæt piskning. Fortsæt til alt flormelis er tilsat og pisk til marengsen er stiv. Der skal kunne laves stabile toppe på marengsen - så er den færdig.

Kom æblekompotten på sandkagen og fordel den. Læg marengsen henover og fordel den. Kom kagen tilbage i ovnen, skru temperaturen op til 200 grader og bag kagen yderligere 10 minutter til marengsen er let gylden. Lad kagen afkøle i formen og nyd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

15 comments on “Bedstefars skæg - svampet sandkage med æble og marengs”

  1. Jeg har netop afprøvet den, og det er første gang jeg har oplevet en kage gå så galt. Den var helt ufærdig da vi skar i den.. jeg tror den har været for ufærdig efter de første 10 minutter, og kunne slet ikke blive færdig på de 10 minutter ekstra. Marengs gik også galt, så jeg måtte lave en ny. Så gav vi den 10 minutter mere, men dejen var ligeså flydende. Nu prøver vi at give den 10 minutter mere, men jeg tænker den er uspiselig fordi æblemosen er sunket så meget ned i dejen, at den ikke kan blive færdig. Øv. Det er svært at vide ud fra opskriften hvor fast/færdig den skal være efter de 10 minutter. Træls 🥺

    1. Hej Louise

      Øv, hvor ærgerligt. Jeg er nysgerrig på at høre, hvilken form du har bagt kagen i?
      Jeg har forsøgt at beskrive i opskriften, at kagen skal have sat sig, så den kan bære æblemosen - så ser kagen stadig flydende ud efter de 10 minutter, så skal den have længere tid.

      God bagelyst,
      Cathrine

  2. Lækker opskrift, glæder mig til at prøve den af! Men kan man bage kagen dagen før eventet, eller skal det være på dagen 😁

    1. Hej Gitte

      Den her kage er bare bedst på dagen - fordi marengsen på toppen ændrer sig i konsistens, hvis den står længe. Den smager også godt på 2. dagen, men marengsen kan smide lidt væske. Så for en sikkerhedsskyld...

      God bagelyst,
      Cathrine

  3. Hej Cathrine,
    Tak for dine altid fantastiske opskrifter!
    Kan jeg piske marengsen op og lægge i sprøjtepose et par dage før, eller dagen før?

  4. Tak for en god opskrift! Jeg fulgte den til punkt og prikke (skiftede dog æblekompot ud med appelsinmarmelade, da det lige var i skabet), og den blev helt perfekt med saftig bund og fluffy marengs.

    1. Hej Juliane

      Mums - det lyder vildt lækkert med appelsinmarmelade. Det elsker jeg. Jeg skal prøve at bage bedstefars skæg med rabarberkompot, når de er klar i haven lige om lidt 🙂

      Tak for at lade mig vide, at du er glad for opskriften.

      God bagelyst,
      Cathrine

  5. Hej Cathrine

    Hvis jeg bager kagen i en rund bageform, hvilken størrelse tror du så jeg skal bruge?

  6. Okay👍🏼

    Jeg læste det sådan, ud fra ingredienslisten, at der skulle fire æg i sandkagen og fire æggehvider til marengs🙈 Så jeg piskede dem stive og vendte dem i dejen - den blev heldigvis ganske god alligevel😅

    Men så er der jo en god grund til at bage den igen...😉

    Tak for altid god inspiration og lækre opskrifter🙏🏼

  7. Hej Cathrine 🙂
    Hvor ser kagen god ud! Hvis man gerne vil lave kagen laktosefri, hvilken plantemælk ville du så anbefale at bruge? Hvis man desuden vil lave den lidt mindre og i stedet bruge en rund ø23 bageform, hvor meget tænker du jeg skal minimere opskriften med i forhold til ingredienser og bagetid?

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT