Blødt fletbrød med citronremonce, hvid chokolade og blå birkes

Annonce Valsemøllen

Det sure med det søde. I allerbedste forstand. Bare tanken om citronremonce kan få mine tænder til at løbe i vand. Kombiner det med en smørrig dej, hvid chokolade og blå birkes - og så er jeg tæt på lykkelig. På den der bagværksmåde, som man absolut ikke bør undervurdere.

Fletbrødet er flot! Og ret sjovt at bage. Jeg kan godt lide de små, fine teknikker, der giver mit bagværk et pænt, men stadig simpelt, udtryk. Snurrer kan lidt det samme. Her snoes dejen, så det ligner en fletning, synes jeg. Det søde brød bager jeg i en form, så alt den gode remonce holdes inde i dejen.

Nyd det gerne helt friskbagt - så smager det allerbedst.

12-14 skiver
Det skal du bruge

Dej

  • 130 g mælk, koldt
  • 20 g gær
  • 20 g rørsukker
  • 275 g ØKO Dansk stenkværnet hvedemel (reklamelink)
  • 2 æg (1 æg til dejen + 1 æg til pensling)
  • 4 g salt
  • 50 g smør, koldt

Remonce

  • 70 g smør, blødt
  • 70 g rørsukker
  • 40 g marcipan
  • 1 øko citron, skal heraf
  • 15 g blå birkes (ca. 2 spsk.)
  • 50 g hvid chokolade - jeg bruger de her callets fra Callebaut (reklamelink)

Sirup

  • 50 g kogende vand
  • 50 g rørsukker

Derudover: Bageform - jeg bruger den her bageform (reklamelink)

Sådan gør du
Kom mælk, gær og rørsukker i en skål og rør til gæren er opløst. Tilsæt hvedemel, æg og salt og ælt dejen til den er samlet og homogen. Jeg ælter dejen på min røremaskine med en dejkrog. Skær smørret i mindre stykker og tilsæt det. Ælt til dejen er glat, smidig og slipper skålens kanter. Dejen bør blive let lun under æltningen - det er afgørende for hævetiden. Er dejen fortsat kold, så kan du øge hævetiden lidt. Lad dejen hæve tildækket ved stuetemperatur i 60 minutter.

Mens laves remoncen. Kom smør, rørsukker, marcipan, citronskal og blå birkes i en skål og rør det sammen. Stil til side.

Vend dejen ud på et let meldrysset bord og rul den ud til et rektangel på ca. ,5 cm tykkelse. Smør dejen med remonce over det hele undtagen 1 cm af den ene langside, der er til aflukning. Fordel den hvide chokolade. Rul dejen til en lang rulle. Kom en smule vand på den frie dej, så dejen klistrer, og luk rullen. Skær dejrullen over på den lange led. Flet/sno de to dejstrimler med den åbne del opad og klem dejen sammen i enderne, så fletningen lukkes. Kom bagepapir i en kageform og læg fletningen i. Lad den efterhæve tildækket i 30 minutter.

Tænd ovnen på 180 varmluft. Pensl citronfletningen med æg og bag den i ca. 25-30 minutter til godt gylden. Mens det bager, røres kogende vand og rørsukker sammen til rørsukkeret er opløst. Pensl det færdigbagte og helt varme fletbrød med sirup og lad det afkøle på en bagerist. Nyd!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

One comment on “Blødt fletbrød med citronremonce, hvid chokolade og blå birkes”

  1. Ser meget lækkert ud! Hvis jeg gerne vil lave en koldhævet version, hvordan ville du ændre opskriften ift gær og hævetider? 🙂

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT