Sidste søndag havde jeg booket et bord til fire hos Brdr. Koch. Deres populære søndagsbrunch skulle prøves. Og jeg glædede mig! Jeg har hørt så meget godt om Brdr. Kochs søndagsbrunch, og derfor var mine forventninger også i top, og jeg havde faktisk hele ugen glædet mig til at se, hvad buffeten ville byde på. Heldigvis blev jeg ikke skuffet. Faktisk tværtimod! Hos Brdr. Koch har de virkelig forstået, at brunch netop er en samlet morgenmad og frokost. Brunchen var overdådig, og der var ikke én ting, der manglede.
Søndagsbrunchen foregår i Brdr. Kochs lokaler ved Århus Havn. Den har kun åbent fra 11-13, og der er et bestemt antal pladser – så hvis du ønsker en plads, så skal du reservere bord, hvilket let og nemt kan gøres på deres hjemmeside. Som sagt, så bød buffeten virkelig på meget fantastisk mad, og det var desværre umuligt at smage det hele. Brunchen tilbyder forskellige morgenmadsprodukter, yoghurt, frugt osv. Det startede jeg med. Derefter smagte jeg på den veltilsmagte karrysuppe, der blev serveret med smørristede brødcroutoner. En blid og god start på brunchen. Jeg tog lidt billeder af det, jeg spiste. For at kunne smage på mest muligt forsøgte jeg at tage mini portioner af hver ret. Det viste sig at være en rigtig god ide, da hver eneste ret var så veltilsmagt, at alle ens smagssanser blev tilfredsstillede, og man derfor ikke kunne spise særligt meget af hver ting. Super lækkert.
Den første tallerken, jeg tog billede af, bestod primært af buffetens lette elementer, såsom fisk, mousser, salater og forskellige dyppelser. Herefter nød jeg nogle af de lune retter, som blandt meget andet var chili con carne med syrnet fløde, bagte jordskokker, tarteletter og mørt kød fra en hel kalveskank. Det hele smagte fantastisk, og jeg ville ønske, at jeg havde haft plads til at smage på alle de andre lune retter. De mange forskellige oste, havde jeg også glædet mig til at smage på. Der var både ko-, får- og gedeoste, og jeg nød at smage de forskellige. Sidst men ikke mindst, så havde jeg julelys i øjnene, da jeg så hvor mange forskellige kager og desserter, der var. Endnu engang var det umuligt for mig at smage på det hele. Men jeg smagte mig igennem fantastiske pandekager, croissanter, chokoladekage, mousser, æblekage og flere forskellige fromager. Det hele var så godt.
Udover fantastisk mad, så var der både vand, juice og kaffe ad libitum. Og brunchen bød på mange flere retter, end dem jeg nåede at smage. Så tjek Brdr. Kochs hjemmeside for at læse om alle de retter, brunchen kan indeholde.
Jeg var glad helt ned i maven, da jeg kl. 13 sagde mange tak for dejlig mad, og nu sidder jeg blot tilbage med en kæmpe lyst til at besøge Brdr. Kochs søndagsbrunch igen.