Brunsviger - den klassiske, fynske version

Har du set det? Min nye bog BAGVÆRK er på gaden. Jeg har sådan glædet mig til at dele den med her. 420 sider fyldt med alle mine bedste og yndlings opskrifter her fra bloggen. Måske din favorit også er at finde deri? Bogen er til dig, der gerne vil have et samlet værk med de bedste boller, kager, brød, kiks og cookies. Der er noget helt særligt (og praktisk) over, at have en bog med i køkkenet fremfor ens smartphone eller computer. Brunsvigeren her har også listet sig med i bogen.

Du kan få fingre i dit eksemplar af BAGVÆRK i min lille webbutik her.

Og så til opskriften! Nu håber jeg ikke, at jeg unødigt hidser nogle fynboer op. Jeg har virkelig gjort mig umage. Undersøgt, spurgt og læst for at finde ud af, hvad det netop er, der gør en brunsviger helt ægte. Og fynsk.

Smør og brun farin - og ikke noget forsøg på at gøre toppingen mere fornem. Gerne rigeligt af den. Det skulle være det allervigtigste i en fynsk brunsviger. Og så selvfølgelig en god, luftig og let gærdej underneden. Men den fungerer mest af alt som en holder for det gode fyld. Har jeg ladt mig fortælle.

Jeg har undladt at pynte den med hverken flødeskum eller slik. Det er vist kun i Nordjylland, at den slags foregår. Men det kan du bestemme, hvordan du bedst kan lide din brunsviger.

Vigtigst er, at jeg har sikret jer en opskrift på en virkelig, virkelig god brunsviger, der er luftig, let, blød, svampet, knasende og præcis lige så syndig, som en god brunsviger skal være.

Det skal du bruge:

Dej

  • 60 g smør
  • 180 g mælk
  • 20 g gær
  • 35 g sukker
  • 300 g hvedemel
  • 6 g salt

Fyld*

  • 125 g blødt smør
  • 125 g brun farin + 1-2 spsk. til at drysse på til sidst

Derudover

  • Bradepande på ca. 25 x 35 cm - jeg bruger den her form (reklamelink)

Sådan gør du:
Kom smør i en gryde og smelt det ved lav varme. Når det er smeltet, så hældes det i en skål. Tilsæt mælk og tjek, at temperaturen på smør/mælkeblandingen er lillefingervarmt. Er det for varmt, så lad det stå og køle lidt inden, du kommer gæren i. Tilføj gær og sukker og rør til gæren er opløst. Kom mel ved og herefter salt. Ælt dejen til den er glat, smidig og slipper skålens kanter. Lad dejen hæve i 30 minutter.

Kom bagepapir i eller smør bradepanden med smør. Vend dejen ud på et let meldrysset bord og rul den ud, så den passer i formen. Løft dejen op i formen og lav små fordybningerne i dejen med fingrene. Vær generøs med dem, da de skal opfange det gode fyld. Dejen er meget flad, og den kan syne for tynd - men efter hævning og bagning er det den helt perfekte mængde dej.

Rør blødt smør og brun farin sammen og fordel det udover dejen. Drys med lidt brun farin til sidst. Lad din brunsviger efterhæve ved stuetemperatur i ca. 60 minutter.

Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Bag brunsvigeren i 15-20 minutter til den er godt karamelliseret. Hold godt øje med den til sidst i bagningen. Remoncen skal være gylden, men endelig ikke for mørk. Lad brunsvigeren afkøle i bradepanden. Server den som den er, eller pynt med slik og/eller flødeskum.

*Note: Du kan tilføje 50 g marcipan og 1 tsk. kanel for endnu mere smag i din remonce.

Tip: Du kan lave brunsvigeren i god tid inden servering. Frys den rå brunsviger med remonce på. Lad den tø op (enten natten over på køl eller på køkkenbordet i et par timer) og følg opskriften med efterhævning og bagning. Så kan du server helt friskbagt brunsviger, når du vil - helt uden besvær.

One comment on “Brunsviger - den klassiske, fynske version”

  1. Hej!
    Kan man lave brunsvigerdejen og fylde remonce på om morgenen, og så lade den stå på køl til om eftermiddagen og bage den der?

    Mvh Trine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
VESTRE LANGGADE 1
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT