Disse cookies er fantastiske! Det er faktisk lige før, at jeg vil kalde dem verdens bedste cookies. De var i hvert fald super populære. Jeg synes, at en cookies skal være sprød udenpå og chewy inde i midten – og det bliver de. Disse cookies er bagt med Valrhonas fantastiske orange chokolade. Det giver en skøn smag, og det passede rigtig godt til den ellers lidt søde cookie. Men opskriften kan selvfølgelig også laves med alle andre skønne chokolader. Prøv dem! De er både nemme og hurtige at lave.
Ca. 14 stk.
Det skal du bruge:
- 230g hvedemel
- 125g smør
- 125g brun farin
- 125g rørsukker
- 1/4 vaniljestang
- 1 æg
- 1/2 tsk. natron
- 1 tsk. bagepulver
- 1 lille tsk. flagesalt
- 125g orange chokolade (eller din ynglings chokolade)
Sådan laver du cookies med orange:
Rør sukker, brun farin og smør godt sammen på en røremaskine eller med en håndmixer. Tilsæt ægget og rør godt igen. Bland salt, bagepulver, vaniljekorn, natron og mel sammen og tilsæt det. Hak chokoladen groft og vend det i. Lav dejkugler af 50g. Kom dem på en bageplade med god afstand. Jeg havde 7 kugler på en bageplade.
Bag dem ved 175 grader alm. ovn i 14 minutter. Når de er færdige tages bagepapiret med cookies over på en rist, hvor de skal køle af i ca. 10 minutter, inden de tages over på risten for at køle helt af.
Tip: Du kan med fordel fryse kugler af din cookiedej, hvis du ikke skal bruge dem alle med det samme, eller hvis du bare har lyst til at lave en stor portion til fryseren. Du kan læse her, hvordan du fryser dine cookiekugler og bager dem efter frost.