TIP! På min Instagram kan du se, hvordan jeg bager min Gateau Marcel. Jeg viser hele bagningen med alle steps fra start til slut - du finder videoen i mine højdepunkter.
Er du vild med chokolade? Så er det den her kage, du skal bage. Gateau Marcel er en drøm af en chokoladekage. Halvdelen af chokoladedejen bages, mens den anden halvdel smørres på toppen af den afkølede kage. Dejen minder mest af alt om en rigtig, rigtig god chokolademousse, så den her kage er lige noget for kagedejs-elsker, som jeg. Gateau Marcel kagen er glutenfri, og så er den meget fryseegnet. Du kan finde en video af, hvordan du bager Gateau Marcel i mine fremhævede stories i mit Instagram-feed.
8-10 personer
Det skal du bruge:
- 150 g mørk chokolade - jeg en chokolade på+70 %, fx den her fra Callebaut (reklamelink)
- 150 g smør
- 150 g sukker (75 g + 75 g)
- 6 æg
- Kagering eller springform på 18 cm (reklamelink)
- Pynt til toppen - jeg dryssede med chokoladespåner, jeg havde skrabet af en plade chokolade
Tip: jeg bruger den her springform, når jeg laver dobbelt portion (reklamelink)
Sådan bager du en hjemmelavet Gateau Marcel:
Smør kageformen let med smør og drys med sukker. Placer på en bageplade - evt. beklædt med bagepapir, hvis formen ingen bund har. Tænd ovnen på 175 grader over/under varme (almindelig ovn). Skær smørret i mindre stykker og hak chokoladen groft, hvis du ikke bruger chokolade callets. Smelt smør, chokolade og 75 g sukker over vandbad til netop smeltet. Det skal kun være lillefingervarmt. Del æg i hvider og blommer. Kom æggeblommerne chokoladeblandingen én ad gangen og rør til homogen med et piskeris. Pisk æggehviderne skummende. Kom de sidste 75 g sukker i hviderne og pisk dem stive. Vend forsigtigt de piskede æggehvider i chokoladeblandingen - fold dem ind, så luften bevares.
Kom 2/3 af kagedejen i formen og bag i ca. 30 minutter. Der skal sidde fugtige kagekrummer tilbage, når du stikker midt i kagen. Lad kagen køle helt af. Kom resten af kagedejen på toppen. Frys kagen, hvis du har tid - det gør det muligt at lave et pænere snit.
Indlægget indeholder affiliatelinks
Mega lækker opskrift.
Hvis jeg nu laver dobbelt portion i en 26ø springform, er bagetiden så den samme?
Kh. kæmpe fan af dig!
Jeg kom for at spørge om præcist det sammen 😄
Hej K
Det er meget tæt på, ja. Du kan altid stikke i kagen for at tjekke.
God bagelyst,
Cathrine
Hej ser super lækkert ud har du mogen forslag til hvad man kan servere til ?🙏
Hej Charlotte
Der er rigtig lækkert med lidt appelsinfileter i en sukkerlage - det synes jeg passer godt til en gateau marcel
God bagelyst,
Cathrine
Hey Cathrine,
Hvis jeg vil lave dobbelt portion, hvor stor skal springformen så være?
Hejsa
Så ville jeg lave den i en 26 cm springform.
God bagelyst,
Cathrine
Har du prøvet at lave kagen med en anden type Chokolade? Måske lys, hvid eller Gold?
Hej Mia
Nej, det har jeg ikke 🙂 Lad mig høre, hvordan det går, hvis du tester.
God bagelyst,
Cathrine
Er kagen også i din nye bagebog? 🙈
Hej Signe
Lige netop denne kage fik ikke en plads i min bog BAGVÆRK. Selvom den absolut er værdig til det.
God bagelyst,
Cathrine
Den er fantastisk og meget nem!!
Vi fik kagen nytårsaften, og den var et kæmpe hit. Så lækker og super nem at lave! Den blev lavet et par dage i forvejen, og kom i fryseren, så den lige var til at tage op på dagen. Kommer helt sikkert til at bage den igen ☺️👏🏻
Bagte den her nytårsaften, og den var så lækker! Og fik så mange roser af alle gæsterne 🙂 Det er bestemt ikke sidste gang, jeg laver den. Og så var den ovenikøbet mega nem at lave!
Kan kagen laves dagen i forvejen, fryses ned og tages op umiddelbart inden servering?
Hej Maiken
Ja, Gateau Marcel kan fryses. Tag den op lidt inden servering, lad den stå 30 minutter, skær den ud og lad den tø helt op på tallerkenerne - så får du det flotteste snit 🙂
God bagelyst,
Cathrine
Hvad får I som tilbehør til kagen? Ingen tvivl - kommer til at bruge din opskrift 😉
Hej Lotte
Hvor dejligt at høre.
Jeg er virkelig glad for appelsin til. Og enten is eller fuldfed creme fraiche.
Jeg marinerer nogle appelsinfileter i lidt sødt, og så serverer jeg lidt af min appelsinmarmelade til. Den funder du en opskrift på herinde på bloggen 🙂
God bagelyst,
Cathrine