Gode spisesteder i Rom - en madguide

Vi er netop vendt hjem fra en dejlig tur til Rom. 5 dage hvor det kun handlede om at være sammen, hygge, drikke kaffe og spise dejlig, italiensk mad. Ellinor var selvfølgelig med, og Rom tog så godt i mod hende. Hun var mere end velkommen på de forskellige spisesteder, og hun har aldrig fået så mange kram, kys, kager, brød og frugt af fremmede mennesker, som hun fik i Rom. Så tag bare børnene med!

Noget af det jeg værdsætter allermest på mine ferier er god mad. Og kaffe og kage. Jeg vil så gerne undgå at spise på alle turist-cafeerne, når sulten bliver for stor, og der ikke er overskud til at lede efter et hyggeligt lille sted. Derfor bruger jeg virkelig meget tid på at lede efter spisesteder, restauranter, madmarkeder og cafeer inden, at vi rejser. Instagram er på det seneste blevet min bedste ven, hvad det angår. Ved hjælp af hashtags lykkedes det mig at finde frem til en masse italienske-profiler, der havde delt billeder fra deres favorit-spisesteder i deres kvarter. Derfor endte jeg med en lang liste over steder, hvor jeg gerne ville spise, når vi landede i Rom. Hver dag sætter vi kryds på vores (måske lidt usmarte?), men uundværlige kort, så vi ved, hvor de forskellige spisesteder ligger. Derfra går vores dag ellers med at gå og nyde byen, stemningen, besøge parker, legepladser og de spisesteder, som vi har fundet hjemmefra eller finder undervejs.

Vi spiste helt fantastisk mad i Rom. Billig, lækker og lokal mad på små hyggelige steder, der alle vrimlede med italienere. Undervejs på ferien blev vi opmærksomme på, at de restauranter og cafeer, hvor der primært kommer italienere har nogle lidt andre åbningstider end de mere turistede-spisesteder i centrum. Ofte havde de åbent fra 10-15 og så fra 19 til sen aften. Så det skal du lige være opmærksom på, hvis du besøger Rom og skal spise ude.

Nedenfor deler jeg de allerbedste steder, vi besøgte i Rom. Der er både helt fantastisk pizza med gode råvarer, hjemmelavet pasta, god kaffe og rigtig godt bagværk og kager. Vi manglede absolut intet!

Aftensmad og frokost:

La Pariolina
Viale dei Parioli, 93

Superhyggeligt og lokalt sted i det meget hyggelige Parioli område. De laver dejlig pasta, pizza og traditionelle italienske retter. Der vil jeg meget gerne spise igen! Pizzaen kan bestilles med både en tynd eller tyk bund. Vi gik efter den tynde bund, men jeg må sige, at jeg kastede lange (misundelige) blikke efter alle andre pizzaer med tykke bunde, der kom ind. Spis her hvis du kan lide god, lokal italiensk mad.

Ercoli 1928
Viale Paroli, 184

Det hyggeligste sted vi spiste i Rom. Så lokalt og lækkert. Vi var de eneste i restauranten, der ikke snakkede italiensk. Alle de lokale kom ved en 20-tiden med deres scooterhjelme under armen og deres arbejds-jakkesæt på. Restauranten har en superflot Deli og slagter, hvor du kan spise frokost fra. Køkkenet åbner først ved en 20-tiden, men kom lidt tidligere og nyd nogle cold-cuts, lækre oste og et glas vin inden den varme mad. Ellinor elskede stedet og deres fantastiske oste, skinker og paster. Det samme gjorde vi!

LABottega Pastificio con cucina
Via dei Banchi Vecchi, 48

Er du vild med pasta? Så skal du spise her! Hjemmelavet og helt frisk pasta, der virkelig er lavet med kærlighed. Stedet er ret lille, og menuen skifter fra dag til dag. Kølemontren er fyldt med frisklavet pasta, og ud fra det kan du vælge din favorit. Pastaen bliver tilberedt og serveres rygende varm. Vi tog vores pasta med to-go og nød den i det gode vejr. Køkkenet lukker allerede ved en 18-tiden, men du kan handle den frisklavet pasta til omkring kl. 19, hvis du selv vil tilberede den. Gaden, hvor den lille pasta-biks ligger er også så hyggelig, så tag dig god tid til at gå ned igennem.

Piccolobucoroma
Via del Lavatore 91

En af de bedste pizzaer, jeg har smagt! Bagt i den lille stenovn, der står midt i restauranten. Dejen er langtidshævet og smager så godt. Pizzaen er toppet med gode og simple råvarer. Jeg var så begejstret. Lad dig ikke skramme af, at stedet ligner en lille turistfælde - dét er en bestemt ikke! Vi spiste sen frokost der med mange italienere. Du kan også få en frisklavet pasta, hvis du foretrækker det.

Urbana 47
Via Urbana, 47

Sådan et hyggeligt og lidt hipt sted. Vi nåede kun forbi til et stykke kage, et kop kaffe og et glas vin. Men det var godt. Rigtig godt. Og jeg kastede lange blikke efter alle de lækre retter, der blev serveret. Der ville jeg gerne have nået at spise. Prøv deres cheesecake og tiramisu, hvis du kommer forbi. Jeg tænker stadig på den tiramisu...

Bageri:
Antico Forno Roscioli
Via Dei Chiavari, 34

Et levende og lækkert bageri med alt, hvad hjertet kan begærer. Spis din frokost her - der er et stort udvalg af pizza-stykker og sandwich, som er fyldt med de dejligste italienske råvarer. Vær forberedt på mange mennesker omkring frokosttid. Vi delte højbord med en ældre italiensk herre og en mor med en skoledreng. Brødet er godt! Som i rigtig godt. Vi kom forbi senere på ugen, og når ejeren beder om et billede sammen med Ellinor, så stiller vi gerne op. Hun var i svært godt humør, når vi besøgte bageren - mon hun får samme kærlighed til brød, som jeg?

Le Levain
Via L. Santini, 22

Et superlækkert bageri, hvor jeg havde lyst til at smage det hele. Fantastiske crossainter, sandwicher og kager. Der er et stort udvalg i lækre frokostmuligheder, så det er oplagt enten at spise der eller tage maden med. Der ligger en hyggelig legeplads på en lille plads lige i nærheden, så vi forkøbte os hos Le Levain og nød maden på legepladsen. Prøv deres Pain au Chocolat og deres eclairs, hvis du er vild med gode kager og sødt bagværk.

Kage:
ZUM Roma
Piazza Teatro di Pompeo, 20


Er du vild med tiramisu, så smut forbi ZUM. De laver primært kun tiramisu og få andre kager. Til gengæld har de en del forskellige varianter. Vi smagte den klassiske tiramisu og en jordbær-tiramisu. Lavet på gode og økologiske råvarer.

Is:
Gelateria La Romana
Via Venti Settembre, 60

Vi nåede kun forbi et is-sted, mens vi var i Rom. Jeg ved det - det er helt skørt. Men jeg spiste mig glad og tilpas i gode kager og kaffe. Til gengæld var den is, vi fik, virkelig, virkelig god. Hos La Romana er der et stort udvalg af en masse forskellige varianter. Lad dig ikke skramme af den lange kø - det er bare alle de lokale italierene, der lige skal have en eftermiddag eller aften is. Køen forsvinder hurtigt, og du ender op med en helt fantastisk is! Isen nød vi så meget, at vi glemte at tage et billede.

Hotel:
Aldrovandi Residence City Suites
Vi boede på det her skønne hotel. Da vi rejste sammen med Ellinor havde vi prioriteret et hotelværelse med et lille køkken og godt med plads. Det var så rart at kunne have en barneseng i soveværelset, og samtidig kunne hygge i stuen, mens hun sov. Køkkenet har det, du har brug for, og vi endte faktisk med at spise aftensmad hjemme to aftener. Der er morgenmad på hotellet, og det var absolut godkendt! Stedet har også en pool. Vi nåede ikke at bruge den, men den ville have været helt oplagt, hvis der havde været endnu varmere, mens vi besøgte Rom. Hotellet ligger lige for enden af den største park i Rom, og den gik vi igennem hver dag, når vi gik mod byen.

Besøg:
Paioli - et superhyggeligt område i Rom, hvor der er masser af små lokale og fine butikker, masser af gode spisesteder, hvor du med garanti kommer til at spise sammen med de lokale og et lille fint madmarked, hvor du i løbet af formiddagen kan følge med i de lokales handlen og fra kl. 14 kan spise frokost fra de små madboder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

3 comments on “Gode spisesteder i Rom - en madguide”

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT