Skal grøntsagerne være nemme at lave og appetitlige for hele familien – både børn og voksne, så er grøntsagsfritter vejen frem. Bare ordet ”fritter” vækker appetitten hos de fleste børn. Du kan bruge lige de grøntsager, du bedste kan lide. Jordskokker, butternutsquash, peberfrugt, rodfrugter osv. Denne gang lavede jeg fritter ud af broccoli, grønne bønner og hokkaidogræskar. Der bliver mange sunde fritter ud af den her portion, men de kan sagtens lunes i ovnen dagen efter, hvis de ikke bliver spist alle sammen. Lav en lækker dressing til, som grøntsagsfritterne kan dyppes i – det gør det ekstra lækkert.
Det skal du bruge:
- 1 hokkaidogræskar
- 1 broccoli
- 400 g grønne bønner (frosne kan også bruges)
- 2-4 spsk. olivenolie
- Salt og chili
Yoghurtdressing:
- 3 dl yoghurt
- 1-2 håndfulde persille
- Salt og peber
Sådan laver du sunde og sprøde grøntsagsfritter:
Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Del hokkaidogræskarret på midten, fjerne kernerne og skræl. Skær det i skiver på ca. ½ cm. Skræl broccolistokken og skær broccoliet ud i lange buketter. Broccolistokken kan sagtens spises. Skyl bønnerne og nip enderne af. Kom alle grøntsagerne i en skål og vend dem med olivenolie, salt og evt. lidt chili. Vend grøntsagsfritterne ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i 25-30 minutter til de er gyldne og sprøde.
Yoghurtdressing: Kom yoghurt og persille i en skål og blend det sammen. Smag til med salt og peber.
Tak for alle dine skønne opskrifter. Min køkkenhave bugner af frugt og grønt, trods tørke! Og her er dine opskrifter en kæmpe inspiration til at få bugt med så meget som muligt af al det sunde. I dag squashkage og grønsagsfritter......i morgen tja vi får se. Endnu engang TAK
Hej Lotte
Det er fantastisk at høre. Tak for det - det gør mig meget glad, at du kan finde inspiration herinde 🙂
Hvis du har mange squash, så må du også prøve opskriften på one pot pasta, grøntsagsfritter med avokado creme og squashbrud 🙂