Julestjernebrød med kanelremonce

Annonce Valsemøllen

Jeg byder julen velkommen i mit bagværk. Eller egentligt kan (og bør) den her kanelstjerne bages helt året rundt. Det har den fortjent! For den er noget af det lækreste kanelbagværk, jeg har bagt og smagt. Luftig og let dej med masser af kanelremonce. Det kan kun være en god ide.

Stjernebrødet er så fint i sig selv, og der er mange rosende ord, når det serveres. Heldigvis er det mindst lige så nemt at lave, som det er flot.

8-12 personer
Det skal du bruge
Dej

  • 75 g smør
  • 400 g kold mælk
  • 40 g gær
  • 60 g sukker
  • 675 g hvedemel
  • 1 tsk. kardemomme
  • 2 æg (1 æg i dejen + 1 æg til pensling)
  • 8 g salt

Kanelremonce

  • 75 g marcipan
  • 150 g rørsukker
  • 200 g smør, stuetempereret
  • 2 spsk. kanel

Sådan gør du
Smelt smørret ved lav varme i en gryde. Hæld det i en skål. Tilføj mælk. Rør sammen og tjek, at smør/mælkeblandingen ikke er lunere end lillefingervarmt. Tilføj gær og sukker og rør til gæren er opløst. Tilsæt mel, kardemomme, æg og salt. Ælt dejen til den er glat, samlet og slipper skålens kanter. Jeg ælter dejen i min røremaskine. Lad dejen hæve tildækket ved stuetemperatur i 60 minutter.

Mens laves remoncen. Smuldr marcipan og rørsukker sammen. Tilsæt smør og kanel og rør det sammen - det behøver ikke at være helt homogent. Det røres nemmest sammen med en gaffel.

Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Vend dejen ud på et let meldrysset bord. Del dejen i 4 lige store portioner a cirka 320 g. Form hver dejportion til en kugle. Lad dem hvile i 10 minutter. Rul den ene dejkugle ud til en cirkel på cirka 30 centimeter i diameter. Hvis dejen trækker sig sammen, og ikke kan rulles ud, så lad den hvile kort - så slapper gluten af, og du kan nemmere rulle dejen ud.

Placer dejen på en bageplade med bagepapir. Smør 1/3 af remoncen på dejen UNDTAGET de yderste 2 cm. Rul næste dejportion ud og placer ovenpå. Smør kanelremonce på. Gentag til alle dejportionerne er lagt på og du har fire lag. Der skal ikke smøres remonce på den øverste del.

Læg en tallerken eller kagering på ca. 27 cm i diameter over dejen og skær den overskydende dej af, så du har en helt rund cirkel. Det overskydende dej kan laves til boller. Sæt et glas i midten af dejen. Skær dejen ud i 1/4, herefter 1/8 og til sidst 1/16.

Nu snoes julestjernen. Tag ved en strimmel med hver hånd og sno hver to gange udad i hver sin retning. Læg dem sammen, så enderne er lukket. Gentag hele vejen rundt. Fjern glasset. Lad den efterhæve tildækket i 15 minutter. Pisk et æg sammen med en gaffel og pensl julestjernen. Bag din julestjerne med kanelremonce i cirka 12-15 minutter til godt gylden. Nyd lun eller afkølet.

13 comments on “Julestjernebrød med kanelremonce”

  1. Mums, den skal helt klart bages i næste weekend. Kan man, og vil det være en positiv gevinst, at putte surdej og lade den koldhæve?
    Tak for dine altid fantastiske opskrifter.

    1. Hej Gitte

      tjo, tja... Det er altid så svært for mig at svare på. For hvis den skal bage med surdej, så vil det være en helt anden opskrift og fremgangsmåde, det ville kræve. Så du kan ikke bare erstatte gær med surdej 1:1 og lade den koldhæve. Men hvis du har godt tjek på dine bageteknikker, så giv det et forsøg 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  2. Jeg har bagt den i dag og den smager rigtig godt og ser så flot ud! 🙂
    Jeg synes dog den virker ret ubagt i midten selvom den fik 15 min i ovn 🤔

  3. Det er måske et dumt spørgsmål, men er det meningen at man skal hælde al mælken i smørret? Tænker vel det kun er en lille mængde af mælken så man kan røre gæren ud, ellers bliver smørret jo fuldstændig krystaliseret af den store mængde kolde mælk?
    Tak for en lækker opskrift - glæder mig til at lave den

    Dbh Mia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
VESTRE LANGGADE 1
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT