Jeg kan godt lide søde kager - selvfølgelig kan jeg det! Men jeg higer altid efter lidt modspil til de helt søde kager. Denne her brownie med karamelchokolade er sød - og så lækker, absolut! Den er svampet, nem at lave og kan nydes i flere dage uden, at den bliver tilnærmelsesvis kedelig.
Den søde brownie har jeg parret med en frisk og letsyrlig cremefraiche /oste-creme og friske blåbær. Jeg elsker de danske blåbærs simple smag, der både byder på sødme, syre og en smule bitterhed.
Brownien er en opskrift, der er udviklet af Callebaut.
6-8 personer
Det skal du bruge:
Brownie
- 155 gram Callebaut Gold chokolade
- 155 gram smør
- 60 gram æggeblommer
- 30 gram sukker (1)
- 95 gram æggehvider
- 60 gram sukker (2)
- 40 gram mel
- 1 tsk. bagepulver
- Korn fra en 1⁄2 vaniljestang
Creme fraiche/oste-creme
- 110 g flødeost naturel
- 30 g flormelis
- ½ vaniljestang
- 50 g creme fraiche
Derudover
- 100 g friske blåbær
- 1 smule frisk mynte til pynt
- Callebaut caramelkugler til pynt
- 1 stk. 24 cm springform
- 1 udstikker med diameter på 5-6 cm
Sådan bager du en svampet karamelbrownie med creme fraiche creme:
Tænd ovnen på 160 grader varmluft. Skær smør ud i små stykker. Kom smør og Callebaut Gold Chokolade i en gryde og smelt det sammen til ca. 35 grader. Vaniljestangen flækkes, kornene skrabes ud og presses sammen med en smule sukker, så vaniljekornene deler sig. Æggeblommer, sukker (1) samt vaniljekorn blandes sammen og piskes i chokolademassen. Mel og bagepulver blandes sammen og tilsættes/sigtes i chokolademassen. Æggehvider og sukker (2) piskes til marengs og vendes i. Kom bagepapir i din springform og hæld dejen i. Bag brownien i 25 minutter. Tjek, om den er færdigbagt ved at stikke en kniv i midten af brownien - der skal ikke hænge våd dej på kniven.
Mens kagen køler, så laves creme fraiche/oste-cremen. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Pres vaniljekornene sammen med en ½ tsk. sukker. Kom flødeost, vaniljesukker og flormelis i en skål og pisk det luftigt og let i et par minutter med en håndmixer. Vend creme fraichen i. Kom en tyl i en sprøjtepost og kom herefter cremen i. Lad cremen hvile i køleskabet indtil at brownien er helt kølet af.
Stik små kager ud af brownien med en udstikker. Sprøjt cremefraiche/oste-cremen på. Læg halve blåbær rundt i kanten og pynt af med frisk mynte og karamelkugler.
Chokoladen er en gave fra Callebaut. Indlægget indeholder affiliatelinks.