En kiksekage i påskeklæder. Fordi Påsken er den dejligste højtid, hvor mange samles. Det giver en god mulighed for at lave en kiksekage. Kagen, der er intens og tung, og derfor med fordel kan deles med mange. Det er også kagen, der for mange er forbundet med dejlige barndomsminder. Og dem vil jeg altid gerne vække med bagværk.
Jeg har været forbi min mormor. Hun er nemlig den eneste, der nogensinde har serveret mig en kiksekage. Jeg fik lov til at støve hendes kiksekageopskrift af. Jeg har skiftet palmin ud med smør. Selvfølgelig. Og kakao ud med god, mørk chokolade. Det giver en kiksekage, der smager af endnu mere og har et bedre smeltepunkt i munden. Det sætter jeg virkelig pris på.
Lad os se, om det her ikke kan blive Påsken, hvor kiksekagen får det comeback, som den har fortjent.
Obs! Kiksekagen skal helst laves dagen inden servering, så den kan nå at sætte sig og få den rette konsistens. Du kan lave den mange dage i forvejen.
12-16 personer
Det skal du bruge
Vaniljekiks
- 100 g hvedemel
- 100 g fuldkorns hvedemel - jeg bruger det her fuldkorns hvedemel (reklamelink)
- 100 g smør, koldt
- ½ vaniljestang
- 80 g sukker
- ½ tsk. bagepulver
- 1 nip salt
- 4-5 tsk. vand
Chokoladecreme - 200 g chokolade - jeg bruger den her 70 % chokolade (reklamelink)
- 100 g smør, blødt
- 65 g flormelis
- 4 æg, delt i æggehvide- og blomme
- 1 kvadratisk form ca. 19x19 cm
- 3 poser påskeæg - du kan bruge dem, du vil. Jeg brugte Påskeæg fra Spangsberg

Sådan gør du
Først bages vaniljekiksene: Kom mel og smør i en skål og smuldr det sammen. Tilsæt vaniljekorn, sukker, bagepulver og salt og rør sammen. Tilsæt nu vand og rør sammen til kiksedejen er samlet.
Rul kiksedejen ud mellem to stykker bagepapir til 4 mm tykkelse. Skær kiksedejen ud i 18,5x18,5 cm. Fjern overskydende dej. Frys kiksen - så er den nemmest at flytte fra bagepapiret og over på en bageplade, når den skal bages.
Gentag processen med udrulning til du har tre store vaniljekiks. Bag dem i 14-16 minutter på 180 grader varmluft til godt gyldne. Lad dem køle af - jeg bruger den her bagerist.
Chokoladecremen: Smelt chokoladen i en skål over vandbad. Sæt den til side.
Kom smør og flormelis i en skål og pisk det lyst og luftigt. Jeg bruger min røremaskine med en K-spade. Tilsæt to æggeblommer og rør homogent. Tilsæt de sidste to æggeblommer og rør homogen. Kom den smeltede chokolade i og rør sammen.
Pisk æggehviderne stive og vend først 1/3 af dem i chokoladeblandingen. Vend herefter de sidste æggehvider i og forsøg at bevar så meget luftighed som muligt.
Kom til klippet bagepapir i din form. Kom nu et lag chokoladecreme i bunden. Kom kiks på og endnu et lag chokoladecreme. Pynt af med påskeæg. Stil kiksekagen på køl natten over.
Note: Kiksekagen kan stå flere dage i køleskabet. Du kan også fryse den ned. Jeg bruger de her bøtter, når jeg skal opbevare kagen - jeg placerer kagen på låget og kommer bøtten henover. Så er kiksekagen nem at flytte på et fad, når den skal serveres.
