Nem julebag, der kan hygges med at lave af både børn og voksne. Krydderkagedej er min favorit, når jeg skal lave fine julefigurer i køkkenet med mine børn. Jeg har higet efter at finde frem til den bedste opskrift på krydderkager, der smager julekrydret, men som ikke er for stærke for børn og for kedelige for voksne. De her krydderkager kan nydes af både store og små. De er sprøde, søde, knasende og velsmagende. Pynt dine krydderkager lige præcis, som din fantasi vil det.
4-5 bageplader (antallet af småkager afhænger af størrelsen på dine udstikkerforme)
Det skal du bruge:
- 200 g hvedemel
- 75 g flormelis
- ½ tsk. stødt kanel
- ½ tsk. stødt kardemomme
- ½ tsk. stødt ingefær
- Lille ½ tsk. stødt nellike
- 1 knsp. salt
- 100 g stuetemperet smør
- 1 spsk. lys sirup
- 2 æggeblommer
- Udstikkerforme - du finder julens fineste forme her (reklamelink)
Glasur
- 1 æggehvide (jeg bruger æggehvider fra friske æg, men du kan bruge pasteuriseret, hvis du foretrækker det)
- 150 g flormelis
- 1 sprøjtepose (reklamelink)
Sådan bager du julens bedste krydderkager:
Note: Jeg rører dejen sammen i en røremaskine med en gummibelagt K-spade (reklamelink). Det er nemmest. Men du kan også røre dejen sammen med hænderne eller en håndmixer.
Rør de tørre ingredienser sammen i en skål. Tilsæt smørret skåret i mindre stykker og sirup. Rør det sammen til dejen netop er samlet og smuldret. Tilsæt æggeblommerne og rør dejen til den er samlet og ensartet. Rør ikke for længe, men kun til netop samlet. Smuldrer din dej en smule, så vend den ud på bordet, og saml den med hænderne. Pak dejen ind i husholdningsfilm og lad den hvile på køl i mindst en halv times tid. Dejen kan ligge på køl i flere dage. Hvis den ligger så længe, så skal den temperere lidt inden, at den kan rulles ud.
Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Kom dejen ud på et let meldrysset bord. Rul den ud til en tykkelse på cirka 3 millimeter. Stik dejen ud med dine udstikkerforme. Fjern alt det overskydende dej og placer krydderkagefigurerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Saml den overskydende kagedej og rul den ud igen. Fortsæt indtil alt dejen er brugt. Du kan lave "pebernødder" af den allersidste dej, hvis du ønsker det. Bag krydderkagerne i ca. 5-7 minutter til gyldne i kanterne. Hold godt øje med dem. Lad dem hvile og sætte sig på bagepladerne i et par minutter før, at de føres over på en rist for at køle helt af.
Glasur: Kom æggehvide og flormelis i en skål og pisk med en håndmixer til glasuren er tyknet en smule og er helt hvid. Kom glasuren i en sprøjtepose. Klip et lille hul i bunden af sprøjteposen og pynt dine afkølede krydderkager med ønskede mønstre.
Opbevar i en lufttæt beholder ved stuetemperatur og nyd hele julen.
Tip: Krydderkagerne er så fine som spiselige og fine bordkort.
Videoen herunder er lavet for Valsemøllen (reklame). Jeg synes, at den er blevet så fin og julehygge, at jeg gerne vil vise jer den.
Hej
Hvor ser det hyggeligt ud når i bager 🙂
Hej 🙂 Min dej bliver ved med at smuldre....kan man gøre noget ved det? selv efter kø. Og hvad er årsagen tror du? Ellers super lækker.
Hej Cathrine. Kan de også holde sig i bøtten når man har puttet glasur på dem?
Vh Janni
Hej Janni
Ja, det kan de 🙂
God bagelyst,
Cathrine
Hej Cathrine
Kan man undgå at bruge sirup eller ville det ødelægge konsistensen?
Hej Fadak
Jeg har ikke testet uden sirup. Beklager.
God bagelyst,
Cathrine
Hej Cathrine,
Det er til dato den allernemmeste dej, jeg har brugt til at lave udstikskager med! Blød og dejlig at arbejde med og dejlig smag (ikke mindst). Den bliver hermed tilføjet til mine yndlings-juleopskrifter!
God dag:-)
Hej Eva
Det er jeg så glad for at høre 🙂
Rigtig glædelig jul og god bagelyst,
Cathrine