Vi forsætter, hvor vi slap, og i dette indlæg kan I læse om de forskellige steder, vi spiste aftensmad. Derudover har jeg nævnt de steder, hvor vi fik den bedste kaffe og kage. Og til sidst kan I læse om en fantastisk markedhal og et økologisk supermarked, som fik mit hjerte til at banke lidt hurtigere.
The Bird. Fantastisk burger. The Bird laver burger og bøffer. Og de gør det godt! Bøffen i burgeren er grillet, og pommes fritterne er håndskåret. Der er flere forskellige burgere på menukortet, så det kan være svært at vælge. The Bird er fyldt med mennesker, musik og friske folk til at servere. Da vi kom, var stedet fyldt, men vi var heldige at få en plads i baren. Så det er en god ide at bestille bord. Nyd en velskænket fadøl til den fantastiske burger. Obs: Modtager kun kontanter.
Adresse: Kottbusser Damm 95
Lemongrass. Jeg er vild med velkrydret asiatisk mad, og derfor har jeg også haft svært ved at glemme Lemongrass efter vores besøg. Stedet er afdæmpet, men der er fyldt op med gæster. Både lokale og turister. Portionerne er gode og veltilpasse, og vi gik meget tilfredse derfra. Jeg skal helt sikkert tilbage til Lemongrass, når vi tager til Berlin igen engang.
Adresse: Simon-Dach-str. 2
Caseolare Trattoria. En god pizza kan være svært at finde. Men her er den virkelig god. Tynd og sprød bund og lækker topping. Stedet er stort, og det ligger med udsigt til vandet, så hvis I kommer forbi en dag, hvor vejret er godt, så er der også mulighed for at sidde udenfor.
Adresse: Grimmstrasse 30. Kreuzberg.
The Barn. Hvis du er vild med kaffe, og sætter pris på, når kaffen er velbrygget på kvalitets kaffebønner, så er det stedet for dig. The Barn har eget risteri, og du kan få din kaffe brygget på et utal af forskellige måder. Vi fik her serveret den mest velsmagende og intense kaffe, jeg nogensinde har fået. The Barn serverer også kager og sandwich.
Schönhauser Allee 8.
Katies Blue Cat. Super hyggelig kaffe, der serverer hjemmebagte kager og rigtig god kaffe. Kageudvalget er stort, og der er også kager, der er både glutenfri og veganske. Så der er noget til alle. Stedet er forholdvis småt, men der er masser af siddepladser udenfor.
Adresse: Friedelstraße 31
Markt Halle Neun. En fantastisk flot og hyggelig markedshal med masser af forskellige boder. I boderne kan der både købes produkter, friske råvarer og forskellige hjemmelavede lækkerier. Derudover sælger mange af boderne friskbagte kager, varmt mad og drikke. Vi smagte desværre ikke noget af den varme mad, da vi kom med fyldte maver. Det var dumt, for de hele så og duftede så godt!
Adresse: Eisenbahnstraße 42
LPG Biomarkt. Som bekendt, så er jeg vild med økologi. Det gør mig glad helt ned i maven. Derfor synes jeg, det er fantastisk, at særligt Berlin er så gode til økologi. Der er masser af økologiske spisesteder, og der er endnu flere økologiske supermarkeder. Særligt LPG Biomarkt er helt fantastisk, og jeg bliver så glad, når jeg handler der. Inden vi kørte hjem fra Berlin, besøgte vi LPG Biomarkt. Der er alt, hvad mit øko-hjerte kan begære. Så hvis du også kan lide økologi, så er du nødt til at besøge LPG Biomarkt. Der ligger mange af dem rundt om i Berlin, så undersøg evt. hvilken, der ligger tættest på dit hotel.