Mælkesnitter

9 forsøg. 72 mælkesnitter. Og 1 testsmagning af den originale mælkesnitte. Så meget måtte jeg igennem, før jeg landede her.

Til en luksus mælkesnitte, der smager fuldstændig fantastisk. Luftige, lette og tynde kakaobunde, der har den helt rette konsistens og smager skønt af god kakao. En fløjlsblød mælkecreme, der smelter på tungen, og som har et meget mildt hint af honning og appelsin - der giver de helt rette "mælkesnitte-vibes". Sådan synes jeg, at en (god) mælkesnitte skal smage.

Jeg er helt med på, at jeg her piller ved manges rare barndomsminder. Med kolde mælkesnitter spist hos bedsteforældrene eller i madpakken hele opvæksten igennem. Men jeg tør godt. For jeg synes, at mælkesnitten kan noget - men jeg ønsker at lave en udgave, der er bagt på gode råvarer, og som smager af kvalitet. Uden at blive for fin.

Det eneste, du skal love mig, er, at du lave mælkesnitterne med gode råvarer. Det er en meget enkel kage i både udtryk og smag - så det er vigtigt, at du bruger en god kakao, chokolade og honning. Vær opmærksom på, at cremen skal have lov til at køle helt ned og sætte sig. Det tager 5-6 timer - og rigtig gerne natten over. Kagebundene kan du også bage dagen inden, du samler mælkesnitterne, da de kan stå på frys. Så er de lidt nemmere at flytte rundt på, uden at de knækker.

Har du ikke en firkantet form til at støbe mælkesnitterne i, så kan du lave dobbelt portion og bruge den her bradepande. Du kan bage bundene i bradepanden, så de passer perfekt - men så skal du bage af to omgange.

8 stk.
Det skal du bruge

Kakaobunde

  • 60 g smør
  • 100 g sukker
  • 50 g vand
  • 1 æggehvide
  • ½ tsk. bagepulver (3 g)
  • 85 g hvedemel
  • 35 g kakao - jeg bruger den her kakao, der gør en verden til forskel for smagen i mine mælkesnitter (reklamelink)

Creme

  • 2 blade husblas
  • 75 g hvid chokolade - jeg bruger den her hvide chokolade (reklamelink)
  • 1 knsp. vaniljepulver - jeg bruger det her vaniljepulver (kan udelades) (reklamelink)
  • 1 æggeblomme
  • ½ tsk. appelsinskal, fintrevet
  • 40 g honning - jeg bruger en fast blomsterhonning
  • 80 g piskefløde
  • 75 g sødmælk

Derudover: Kvadratisk bageramme 16x16 cm eller bradepande (til dobbelt portion), kageplast

Sådan gør du
Kakaobunde: Tænd ovnen på 160 grader over/under varme. Smelt smør i en skål over vandbad. Det skal kun lige smelte og ikke bliver for varmt. Tilsæt sukker og vand og pisk sammen med et piskeris. Tilsæt æggehviden og pisk til homogen. Rør bagepulver, hvedemel og kakao sammen og sigt det ned i dejen. Rør til homogen.

Spred dejen ud på et stykke bagepapir. Det gøres nemmest med en vinklet spatel. Dejen skal være et par mm tynd og måle ca. 20x40 cm. Bag kakaobunden i 8-10 minutter til gennembagt og luftig. Lad den køle helt af. Du kan med fordel komme bunden i fryseren - så er den nemmere at få fjernet bagepapir fra og flytte på.

Mælkecremen: Læg husblas i blød i en bøtte med koldt vand. Det skal dækkes helt!
Kom hvid chokolade i en skål, der kan holde til varme, og som der kan piskes i - jeg bruger den her skål. Tilsæt vaniljepulver og appelsinskal. Rør æggeblomme og honning sammen i en gryde. Kom mælk og fløde i gryden. Rør sammen og varm det op til 82 grader.

Vrid husblas for vand og læg det ved den hvide chokolade. Hæld den varme creme over og lad chokoladen smelte kort og rør til homogen. Blend nu cremen helt lind og homogen, så der ikke er nogle små stykker af chokolade eller husblas tilbage. Læg husholdningsfilm direkte på overfladen og stil cremen på køl til helt kold! Gerne natten over.

Samling af mælkesnitterne: Del dejen i to bunde på 16x16 cm. Det gøres nemmest ved at trykke den ud med formen, som du skal støbe mælkesnitterne i. Beklæd formen med kageplast. Pisk cremen luftig og lind med en håndmixer og fordel den over den ene bund. Læg den anden bund over. Tryk let sammen. Kom dine mælkesnitter på frys i mindst et par timer - så sætter de sig og er nemmere at skære. Kan du ikke vente, så kan de skæres efter en times tid.

Skær mælkesnitterne i stykker på 3,5x8 cm. Nyd!

I mit bageri Brandt Brød, dypper vi mælkesnitterne i den her chokolade for lidt ekstra knas og knæk.

Tip: Mælkesnitterne opbevares enten på frost eller køl. De smager bedst, når de nydes helt kolde. Mælkesnitterne kan holde sig 5-7 dage på køl og 3 måneder på frost. De kan også nydes direkte fra frost - så er de som en issandwich.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

24 comments on “Mælkesnitter”

  1. Hej Cathrine

    Jeg har lavet bunde og creme i går og glæder mig til at skulle lægge det sammen i dag! 😋
    Dog kom jeg til at tænke på det med, at man fryser tingene ned ad flere omgange for at få det til at sætte sig og gøre det mere håndterbart; hvad gør det for holdbarheden? Jeg kan godt se, hvad du har skrevet ift. holdbarheden, og jeg ved, at det med at sætte ting i fryseren for at få mousser osv. til at sætte sig er noget, man gør meget i i kageverdenen, men jeg har altid lært, at man helst ikke skal nedfryse optøede ting. Problematikken skyldes, at jeg havde planer om at nedfryse nogle af mine mælkesnitter efterfølgende, som du også skriver, at man fint kan, men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg har misforstået noget ift. holdbarhed og nedfrysning 😅
    Jeg håber, det giver mening.

    På forhånd tak ☺️

    Venlig hilsen Mathilde

    1. Hej Mathilde

      Det sker der absolut ingenting ved. Det når ikke at tø helt og forbliver koldt, mens du arbejder med det.

      Det, man ikke skal, er, at man ikke skal nedfryse ting, varme det op/lade det tø helt, og så fryse det ned i igen.

      Men i kageverdenen er det intet problem.
      Nyd du bare dine mælkesnitter.

      Hej Cecilie
      Jeg fodrer med 80 g surdej, 80 g vand og 80 g hvedemel.

      God bagelyst,
      Cathrine

  2. Hej Cathrine.

    Tak for en fantastisk opskrift! Har bagt den mange gange, men kæmper med at få bundene så jævne som dine. Har du et par tips og tricks til den del?

    Mvh Eva

  3. Det er absolut de lækreste mælkesnitter, jeg nogensinde har smagt. Lavede 3 x portion til min mands fødselsdag første weekend i november. Alle gæsterne var helt vilde med dem. Og cremen er spot on på smagen, dog 1000 gange mere lækker. Jeg lavede en miljøvenlig udgave og brugte ikke kageplast, og de blev altså fine alligevel 😊👌. Jeg manglede i øvrigt hvid chokolade og ville til enhver tid købe Callebaut, men det fungerede også super godt med Rema 1000’s hvide chokoladeknapper.

  4. Hej Cathrine. Vi vil bage de her lækre mælkesnitter til min søns 4-års fødselsdag; han snakker næsten ikke om andet 🙂 Hans kusine har desværre cøliaki, så kan man mon erstatte hvedemelen med mandelmel eller noget andet, så hun også kan smage?
    Dbh. Sanne

  5. Du er så mega sej Cathrine, de ser stjernegode ud! Jeg kæmpe lige nu med en vegansk version og bliver helt inspireret af dig og dine processor, TAK! Og igen kæmpe tillykke med dit bageri - gid man boede i Jylland 😉

  6. Min creme ligner slet ikke den du viste på Instagram! Den er helt vandet allerede inden jeg pisker det - synes endda jeg har målt alt korrekt op - nogle gode fifs?❤️

    1. Hej Stine

      Smørret kan også smeltes i en gryde, men jeg synes, at det er nemmere at styre temperaturen, hvis det er over vandbad - og det må ikke blive alt for varmt, for så kan æggehviderne ikke tilsættes.

      God bagelyst,
      Cathrine

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT