Jeg har længe forsøgt med forskellige opskrifter på chilidressinger. Jeg vil gerne have én, der kan stå i køleskabet, så jeg altid har en god dyppelse til falafler, tortillas, brød, kartofler eller til at give en tomatsovs, kødsovs eller chili con carne lidt ekstra smag. Og nu har jeg endelig fundet frem til den perfekte chilidressing. Den er både sød og stærk på samme tid, og det synes jeg virkelig er lækkert. Jeg har lavet min stærk, men ikke så stærk, at man bliver skræmt væk, hvis man ikke er vild med stærk mad. Denne portion lavede jeg, da jeg fik besøg af min madklub. Vi spiste falafler, fladbrød, humus og grøntsager til. Det var lækkert!
Det skal du bruge:
- 2 røde peberfrugter
- 1-2 fed hvidløg
- 1,5 hel chili (jeg fjernede de fleste kerner, men det er ikke nødvendigt, hvis du gerne vil have dressingen stærk)
- 1 spsk. paprika
- 1 spsk. spidskommen
- 2 spsk. vineddike
- Ca. 1 dl olivenolie
- 1 stk. knækbrød
- Salt og peber
Sådan laver du Mojo Picon:
Halver peberfrugterne og befri dem for kerner og stilk. Læg dem i et fad og bag dem i ovnen på 200grader i ca. 10-20 minutter. Peberfrugterne skal bages så længe, at skindet nemt slipper og kan pilles af. Når peberfrugterne er bagte pilles skindet af – dette gøres nemmest, mens de endnu er varme. Kom alle ingredienserne i en blender, og blend til du har en homogen dressing. Smag til med ekstra chili, hvidløg, salt og peber. Opbevar i en lufttæt beholder i køleskabet.
Lyder lækkert.. og en opskrift jeg klart må prøve. Har du erfaringer med at lave et lille lager af Mojo’en så man kan have en stak glas i sit viktualierum vinteren over?
Kan det mon holde sig, eller skal man mon tilføje lidt atamon i glasset ?
Hej Mette
Det kan ikke holde for evigt, desværre. Jeg ville nok ikke lave det til flere måneder.
God bagelyst,
Cathrine
Hvor lang tid kan det holde sig i køleskabet?
Det kan den i et par dage 🙂