Jeg siger det lige igen - min mormor er virkelig god til at bage. Én ting, som hun bager særligt godt, det er småkager. Og jeg elsker småkager! Jeg er glad for den lille kage, der er så sprød og porøs, at den nærmest smelter på tungen. Lige præcis sådan er den her specie småkage. Bagt med smør og generøse stykker mørk chokolade. Hvis du også er glad for småkager og specier, eller cookies, som de vel egentligt også kunne kaldes, så må du prøve at bage dem! De er virkelig, virkelig gode. Fik jeg sagt, at de smager så godt!?
20-24 stk.
Det skal du bruge:
- 100 g hvedemel
- 90 g koldt smør
- 30 g flormelis
- 50 g mørk chokolade hakket i grove stykker
- 1 æg
- 20 g mandler
- 20 g rørsukker
Sådan bager du sprøde, smørbagte småkager med chokolade:
Del ægget i hvide og blomme. Pisk æggeblommen sammen med en gaffel, da du skal kun bruge en halv æggeblomme i dejen. Stil både æggehvide og æggeblomme til side til senere brug.
Kom smør og mel i en skål og smuldre det sammen indtil, at det ligner rasp. Rør flormelis og hakket chokolade i. Saml dejen med ½ æggeblomme. Vend småkagedejen ud på bordet og rul det til en pølse med en diameter på 6-7 cm. Stram dejen ind i husholdningsfilm og kom den i køleskabet i minimum 1 time, til dejen er gennemkold. Rør æggehviden sammen med resten af æggeblommen og kom også det på køl.
Hak mandlerne fint og vend dem sammen med rørsukker. Tag dejen ud af køleskabet og tænd ovnen på 175 grader varmluft. Pensl dejen hele vejen rundt med æg og rul den i mandel-rørsukker blandingen. Skær dejen ud i småkager på ca. 0,5-1 cm tykkelse. Det gøres nemmest med en brødkniv. Kom småkagerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag småkagerne i 10-12 minutter til de er gyldne i kanten. Lad dem hvile i 5 minutter på bagepladen før, at du fører dem over på en rist for at køle helt af. Opbevar dine småkager i en lufttæt beholder ved stuetemperatur.
Hej Cathrine
Nu har jeg bagt dem et par gange, og de er super lækre. Men de smuldrer nemt, og det er lidt ærgerligt. Gør dine også det? Og er der en måde at undgå det på?
Hej Nina
Så skal du bare tilsætte lidt mere æg eller væske - så dejen samler sig fint 🙂
God bagelyst,
Cathrine
Hej Cathrine
Jeg mente ikke, dejen smuldrer. Men når de er færdigbagt skal der intet til, før de falder fra hinanden og bliver til krummer i stedet. Kan ekstra æg eller væske også hjælpe på det? Og snakker vi mælk eller?
Bh Nina
Hej Nina
Sikke en sprød småkage - det er kun en god ting 🙂 Jeg ville bare skære dem lidt tykkere så.
God bagelyst,
Cathrine
Min pølse måler 6 cm i diameter og er kun 9 cm lang. Hvordan får jeg det til 20-24 småkager, når de skal skæres ud på ca. 0,5 cm tykkelse? Skal jeg bare rulle pølsen mere ud, efter den har været på køl, eller bliver småkagerne så alt for små?
Hej Jeanette
Det bør passe okay. Skær småkagerne ud i 0,5 cm tykkelse, og så har du 18 småkager. Ellers kan du rulle småkagedejen ud til 5 cm i diameter - det vil også give en rigtig fin størrelse 🙂
God bagelyst,
Cathrine
[…] du klemme sammen med lidt hakket chokolade, rulle til en pølse, fryse og herefter skære ud til småkager ala dem her. De kan bages efter, du har taget dine vandbakkelser ud af ovnen. De vil flyde ud under bagning og […]
Mine småkager bliver ikke sprøde, hvordan kan det være?
Hej Louise
Det kan skyldes flere ting. De er ikke bagt nok. Dejen er blevet æltet for meget. Eller du har brugt et blandingsprodukt i stedet for rigtig smør.
God bagelyst,
Cathrine
Kan dejen fryses og så tages op og bages, når behovet for friskbagte småkager melder sig? 😊
Hej Henriette
Det kan du tro, at du kan 🙂
God bagelyst,
Cathrine