Snaskede, hjemmebagte kanelsnegle

Snaskede, klistrede, blød og luftig dej. Sådan skal en kanelsnegl være, hvis du spørger mig. Da min madklub kom besøg, var der ingen tvivl om, at der skulle være hjemmebagte kanelsnegle på brunchbordet. Kanelsneglene ville jeg gerne bage i en form, for så undgik jeg de sprøde (og ofte tørre) kanter. Dejen skulle være blød og lækker. Derudover var marcipan i remoncen vigtigt! Det giver smag og endnu mere snask. Jeg er tosset med resultatet, og jeg glæder mig til at bage de her nemme og lækre kanelsnegle igen snart.

Ca. 20 kanelsnegle
Det skal du bruge:

Dejen

  • 1 dl sødmælk
  • 100 g smør
  • 30 g gær
  • 25 g sukker
  • 5 g salt
  • 1 æg
  • 1 tsk. kardemomme
  • 300 g hvedemel

Remonce

  • 150 g smør, gerne blødt
  • 150 g brun farin
  • 2 spsk. kanel
  • 50 g marcipan, revet

Derudover skal du bruge en bradepande, der måler ca. 25 x 35 cm.

Sådan bager du klistrede og bløde kanelsnegle:
Lun mælk og smør i en gryde. Det må kun blive lillefingervarmt, ellers skal det køles ned, inden gæren kommes i. Hæld mælk og smør i en skål og smuldre gæren i. Tilsæt de resterende ingredienser. Tilpas mængden af mel undervejs, når dejen æltes. Ælt dejen til den er glat og sammenhængende. Dæk skålen med husholdningsfilm først og derefter et viskestykke, og lad dejen hæve tildækket i ca. 1 time.

Mens dejen hæver, laves remoncen. Bland alle ingredienserne og rør det godt sammen med en håndmikser. Når dejen er hævet, rulles den ud på et meldrysset bord til et rektangel, hvor dejen er ca. 3-4 mm høj. Smør remoncen på dejen. Lad ca. 1 cm af kanten være fri for remonce – så er kanelsneglene nemmere at lukke. Rul dejen sammen til en pølse og skær kanelsneglene ud i ca. 2-3 cm tykke snegle. Kom kanelsneglene op i bradepanden, der er foret med bagepapir. Lad kanelsneglene efterhæve tildækket med husholdningsfilm og et viskestykke i ca. 45 minutter, mens ovnen opvarmes til 200 grader varmluft. Bag kanelsneglene i 20-25 minutter til de er let gyldne. Server gerne dine hjemmebagte kanelsnegle lune og nybagte.

Kanelsnegle_1

Kanelsnegle_2

Kanelsnegle_8

4 comments on “Snaskede, hjemmebagte kanelsnegle”

  1. Hej Catrine
    jeg har prøvet denne opskrift før og den er lækker. Men jeg tænkte på tror du man kan lade sneglene stå og kold hæve natten over og så bage dem om morgnen?

    1. Hej Mette

      Nej, det kan du ikke, desværre.

      Men du kan bruge opskriften på koldhævede kanelsnegle, som du også finder herinde på bloggen 🙂

      God bagelyst,
      Cathrine

  2. Hej
    Kan man inden den sidste hævning komme dem i fryseren og så tage dem op man skal bruge, lade dem tø op og derefter hæve den sidste gang inden bagning??

  3. Hej Mia

    Ja, det kan du. Allerbedst er det, hvis du lader dem tø op og vågne natten over i køleskabet, og så giver dem en lille efterhævning ved stuetemperatur inden bagning 🙂

    God bagelyst,
    Cathrine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
VESTRE LANGGADE 1
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT