Vegetariske kikærtebøffer

24

Jeg har fået en ny favorit. Vegetariske bøffer. Eller deller. Jeg vælger at kalde dem kikærtebøffer. De smager så godt, og så er de hammer sunde. Fyldt med kostfibre, proteiner og masser af grøntsager. Jeg har allerede tømt min fryser for kikærter, da jeg har lavet dem så mange gange allerede. Kikærtedellerne er perfekte til aftensmaden sammen med en grov salat. Jeg har også haft dem med i madpakken, og de smager virkelig godt kolde, så det var en rigtig lækker madpakke den dag. I min fryser har jeg altid udblødte kikærter. Jeg udbløder gerne et helt kilo kikærter af gange, poser dem op og fryser dem ned. Jeg venter med at koge dem, til jeg skal bruge dem. På den måde har jeg altid kikærter, der er klar til at blive brugt, når jeg gerne vil lave nemme falafler, hjemmelavet humus eller de her nemme vegetarbøffer. Det er et nemt lille tip, og så er det meget billigere end at købe kikærter på dåse.

Det skal du bruge:

  • 1 ds. kikærter (240 g drænet)
  • 2 løg
  • 2 store gulrerødder
  • ½ knoldselleri (eller blomkål, når knoldselleri ikke er i sæson)
  • 2 håndfulde persille
  • 1 spsk. stødt koriander
  • 2 spsk. stødt spidskommen
  • Chili efter behag
  • 1,5 dl rugmel (majsmel hvis du er glutenallergiker)
  • Salt
  • Smør og olie til stegning

 

Sådan laver du kikærtebøffer:
Kog kikærterne til de er bløde. Skræl og skær grøntsagerne i mindre stykker. Blend grøntsager og kikærter helt fint – det skal have en konsistens som rasp. Det er vigtigt, at det blendes fint, da det afgiver væde, og dermed sikrer, at massen kan hænge sammen. Kom krydderier og mel i kikærteblandingen og bland og tryk det hele godt sammen. Jeg bruger fingrene – det er det nemmeste. Kom smør og olie på en pande. Steg gerne en lille tsk. af kikærtemassen for at smage, om de kræver mere krydderi. Form kikærteblandingen til den størrelse, du ønsker, ved at forme og trykke massen godt sammen i hænderne. Steg dem til de er gyldne på begge sider.

Lær mig at kende

Hej med dig! Jeg er en pige, der bliver glad i låget, når jeg har dejlige råvarer mellem mine hænder. Ny viden og nye teknikker gør livet værd at leve, og jeg kombinerer min uddannelse med min lyst til pragtfulde smagsoplevelser!
Kommentarer
  1. Katrine

    Virkelig gode! Selv den mandlige kødæder vat vild med dem. Serveret med yoghurtdressing med hvidløg og mynte, kartofler og rødbedesalat med feta

    1. Hej Katrine
      Sikke en dejlig kommentar, og helt perfekt at kødelskerne også kan sætte pris på kikærter ;). Det lyder som noget rigtigt lækkert tilbehør. Det vil jeg prøve næste gang, at jeg laver kikærtebøfferne.
      God weekend.

  2. Therese

    Har du prøvet at bage dem i ovnen i stedet? Mest fordi jeg hellere vil lege med min unge end at stege et ton deller 🙂

    1. Hej Therese.

      Det forstår jeg godt 🙂
      Ja, det har jeg. Jeg pensler dem med en lille smule smeltet smør eller olivenolie på den ene side, når jeg har lagt dem på bagepladen. Sådan bliver de også rigtig gode.

      God fornøjelse.

  3. Mathilde

    Hej Cathrine
    Er det muligt at bruge andet mel en rug- og majsmel? Mest fordi jeg allerede har ingredienserne, bortset fra rug/majsmel liggende. Har istedet grahams- og hvedemel.. Er det muligt? Er ret ny I et køkken, så jeg har ikke helt styr på hvad man kan erstatte uden at stille dumme spørgsmål 😀

    1. Hej Mathilde.
      Der er absolut ingen dumme spørgsmål her.

      Du kan bruge lige netop det mel, du har. Jeg ville bruge grahamsmel, hvis jeg skulle vælge mellem hvede og grahamsmel, men du kan bruge begge det 🙂

      Jeg håber, at du bliver lige så vild med kikærtebøfferne, som vi er her hjemme.

  4. Astrid

    Hej Cathrine

    Smagen er rigtig god, men det ville slet ikke hænge sammen, og havde ikke blentet grøntsagerne til “mos” kan det være fordi der er for meget væde ved, og skal de steges ved medium eller fuld varme?

    1. Hej Astrid.

      Hvor ærgerligt, at det ikke ville hænge sammen. Jeg kører mine grøntsager i minihakkeren til det er helt fint – konsistens ala rasp. Det kræver, at det bliver trykket godt sammen i hænderne, for at det vil hænge sammen, men jeg har aldrig problemer med det.

      Du kan altid tilføje et æg og lidt mere mel, hvis det stadig driller med at hænge sammen. Jeg steger ved middel-høj varme.

  5. Maria

    Det lyder simpelthen SÅ lækkert! Hvor længe og ved hvor mange grader skal de have, hvis man putter dem i ovnen istedet?

    1. Jeg ville stege dem på 200-220 grader i ovnen til de er gyldne og faste 🙂 Jeg har aldrig prøvet at lave dem i ovnen, så jeg ved desværre ikke hvor længe. Prøv med 20 minutter først og arbejd ud fra det 🙂

      Lad mig endelige vide, hvordan resultatet bliver.

Leave a Reply

VELKOMMEN!

Jeg hedder Cathrine. Jeg er mad-fan, bagenørd, øko-glad og mor til Ellinor. Her deler jeg begejstret mine opskrifter på alt den mad, der gør mig glad i hverdagen. Du finder også viden om ernæring, rejseguides, DIY og en masse om børn, spisevaner og kræsenhed, som er dét som mit hjerte brænder for.

Cathrine Brandt
Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed

Skriv til mig på mail@cathrinebrandt.dk

INSTAGRAM

SENESTE

Småkager med lakrids, tranebær og hvid chokolade
11. december 2017
Kålsalat med tranebær og tahindressing
6. december 2017
Hjemmebagte kanelgifler – opskriften på de bedste kanelgifler
30. november 2017
Koldhævede gulerodsbrud + video af hvordan du former gulerodsbrud
23. november 2017
Kiksekage med chokolade, smør og hjemmebagte vaniljekiks
17. november 2017

FACEBOOK