Rødbeder og jeg? Vi er ok venner. Ikke bedste venner, men sådan ok. Jeg foretrækker at spise dem rå i en frisk salat. Men fordi at vores venskab ikke er stærkere end det, så sker det, at rødbederne får lov til at leve deres liv lidt for længe bagerst i køleskabet. Og heldigvis for det! For det var lige netop derfor, at denne her kage opstod. En chokoladekage med rødbeder. Jeg er solgt! Helt solgt. Til rødbederne og deres evne til at tilføje sødme og fugtighed til en kage. Den her chokoladekage er absolut fantastisk. Chokoladerig og intens, sød og dyb i sin smag takket være rødbederne og så svampet, at den kan nydes over mange dage. Det her forudser jeg til at blive min go to opskrift, når jeg gerne vil bage en fantastisk chokoladekage, der ikke skal være en brownie, men som skal være let, luftig og svampet i sin krumme. Mums!
Det skal du bruge:
Kagen
- 115 g mørk chokolade, smeltet og afkølet til stuetemperatur - jeg bruger Callebaut 54,5 % chokolade
- 250 g hvedemel
- 1,5 tsk. bagepulver
- 55 g kakaopulver - jeg bruger Callebaut 100 % kakao
- 1 lille tsk salt
- 115 g blødt smør
- 225 g rørsukker
- 170 g sukker
- 90 g olivenolie
- 2 æg, M/L
- 1 lille tsk. vaniljepulver
- 120 g creme fraiche eller naturel yoghurt
- 250 g revet rødbede
Chokoladeganache
- 150 g mælkechokolade, hakket - jeg brugte Callebaut Gold chokolade
- 150 g piskefløde
Sådan bager du den bedste chokoladekage med rødbeder:
Hak chokoladen i små stykker og smelt det forsigtigt over vandbad. Stil det til side og lade det køle af indtil, at det skal bruges i kagen. Skræl rødbederne og riv dem på et groft rivejern - jeg bruger det her Microplane rivejern, og det er ét af de bedste køkkenredskaber, jeg ejer. Blot et lille tip! Sigt hvedemel, bagepulver, kakao og salt sammen.
Tænd ovnen på 170 grader varmluft. Kom blødt smør, rørsukker og sukker i en skål. Jeg foretrækker at bruge min Kenwood røremaskine og komme gummi K-spaden i. Hvis du ingen røremaskine har, så kan du bruge en håndmixer, men så er det vigtigt, at du skraber ned fra skålens kanter ofte undervejs for at være sikker på, at du får inkorporeret alle ingredienserne.
Pisk smør og sukker sammen til det er lyst og luftigt. Det tager et par minutter ved lav hastighed. Hæld olivenolie langsomt i under stadig piskning. Fortsæt med at piske, mens ét æg af gangen kommes i. Kom vaniljepulver i.
Nu skal de tørre ingredienser (mel, kakao, bagepulver og salt, der er sigtet sammen) og yoghurten i. Det piskes i dejen i følgende rækkefølge; ca. 1/3 tørre ingredienser, ca. 1/3 yoghurt - gentag processen til det hele er pisket i dejen ved lav hastighed. Pisk det smeltet chokolade i, og til sidst piskes de revede rødbeder i.
Kom bagebapir i din form og hæld dejen i. Bag kagen i 30-35 minutter. Stik i midten af kagen for at tjekke, om den er færdigbagt. Der skal sidde fugtige kagekrummer på gaflen, når den trækkes op af kagen. Lad kagen afkøle i formen i 10 minutter og vend den herefter ud på et fad og server.
Tip: Kagen er fryseegnet. Lad kagen køle helt af, og lad den gerne sætte sig et par timer afkølet før, at den kommes i fryseren. Tøes op ved stuetemperatur og serveres.
Chokoladeganache
Hak chokoladen i mindre stykker, hvis du ikke bruger chokoladeknapper, som jeg. Kog fløden op til den simre. Sluk for varmen. Hæld chokoladen i gryden med fløde og vip gryden et par gange, så fløden kommer over chokoladen. Lad det stå og trække i et par minutter inden, at du rører forsigtigt i det - der skal ikke piskes for meget luft i det. Lad det afkøle og hæld det over kagen.
Indlægget indeholder affiliatelinks
Hej Catherine
Jeg har tænkt mig at bage denne chokoladekage med rødbeder, da jeg har fået rødbeder, fra min søde nabo. Men jeg undre mig over at kagen indeholder så megen sukker. Rødbeder søder også, - og desuden er den tilsat chokolade.
Jeg vil også høre hvorfor der skal der både rørsukker og sukker i opskriften? Og hvad er det for sukker? Måske alm. hvidt sukker?
Med venlig solskins hilsner
Susanne
Ps. Du har lavet en fantastisk blog!
Hej Susanne
Mængden af sukker giver kagen den rette konsistens. Du kan bruge det sukker, du har 🙂
Tusind tak.
God bagelyst,
Cathrine