Er dadelkugler sundere end chokolade?

Internettet vrimler med opskrifter på dadelkugler, dadelkonfekt, dadelkager og alle mulige andre varianter, hvor dadler er hovedingrediensen. Dadler er virkelige blevet populære. Dét er de også her i huset. Jeg elsker dadler! Jeg er vild med, at de er søde, snasket og nemt kan kommes i og oven på alt.

CathrineBrandt.dk er ingen undtagelse – her finder du også opskrifter på ”sundere sødt”, der blandt andet er lavet på dadler. Det gør du primært fordi, at det smager godt. Men måske også fordi, at jeg har ladet mig lokke af ideen om, at kager og kugler lavet på dadler, nødder, chokolade er sundere end lakrids, vingummier og chokolade? Men er det virkelig sundere? Er dadelkugler og rawkager sundere end chokolade?

Først og fremmeste handler den her sammenligning om, hvordan jeg definerer sundhed. Sundhed i mad handler for mig om, at maden giver mig glæde, velvære, mæthed, energi og gode næringsstoffer til min krop. Derfor kan jeg også hurtigt dømme slik ude. Hverken vingummier eller lakridser bidrager med sundhed til min krop. Ja, jeg bliver mæt, når jeg spiser 200 g bland selv slik, men ikke mere mæt, end at jeg som oftest har spist et måltid inden, at jeg kaster mig over slikket. Men udover en relativt kort mæthed, så bidrager slik ikke med sundhed til min krop. Der er ingen vitaminer, mineraler eller kostfibre, der kan gavne min krop. Der er til gengæld en masse tilsat sukker, farvestoffer og tilsætningsstoffer. I de rette mængder gør de hverken skade eller gavn.

Men hvad så med dadelkuglerne? Jeg har taget udgangspunkt i mine egne opskrifter på dadelkonfekt. Sunde karamelbidder med cashewnødder og kakaonibs og dadelkugler med poppede quinoa. Herunder kan du se en energiberegning pr. 100 g på sunde karamelbidder, dadelkugler, saltlakrids, vingummi og mælkechokolade. Derudover har jeg lavet en energiberegning pr. stk. på karamelbidder og dadelkugler.

Sammenligningen af de fem forskellige madvarer adskiller sig først rigtigt, når jeg begynder at kigge på, hvad de bidrager med af vitaminer, mineraler, kostfibre og sunde fedtsyrer til kroppen. Kalorieindholdet toppes af chokoladen, men ellers er energien nogenlunde ens. Sammenlignet med vingummier, saltlakrids og mælkechokolade så indeholder både karamelbidderne og dadelkuglerne væsentligt flere vitaminer, mineraler, kostfibre og sunde fedtsyrer. Dadelkuglerne og karamelbidderne har et højt indhold af naturligt sukker. Lakrids, vingummi og mælkechokolade har et højt indhold af tilsat sukker. Naturligt og tilsat sukker bidrager med den samme mængde kalorier pr. 100 g. Jeg foretrækker at få min dosis sukker fra rigtige råvarer, der samtidig giver min krop brændstof i form af kostfibre, vitaminer og mineraler.

Men hvad betyder det så? Er dadelkugler sundere end chokolade?

Ja. Dadelkugler og sundere karamelbidder indeholder flere kalorier pr. 100 g end lakrids og vingummier og lidt færre kalorier end mælkechokolade, men de bidrager også med andre næringsstoffer til din krop, som slik ikke gør.

Hvis du gerne vil skære ned på dit energiindtag, så vil jeg hverken anbefale dig at spise slik, chokolade eller dadelkugler i store mængder. Energiindholdet pr. 100 g er højt for alle fem madvarer. Men hvis du gerne vil spise noget sødt, der samtidig indeholder gode næringsstoffer og giver lidt mæthed, så kan dadelkugler faktisk være en rigtig fint. Hvis du altså kan nøjes med et par stykker. Jeg laver gerne en portion dadelkugler og nyder dem. De giver mig meget mere glæde, velsmag, mæthed, flere gode næringsstoffer og færre kalorier, end når jeg (og det gør jeg) spiser bland-selv-slik og chokolade.

dadelkugler_chokolade_3

Næringsberegninger
naeringsberegning_11naeringsberegning_2

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

One comment on “Er dadelkugler sundere end chokolade?”

  1. Så sandt som det er skrevet. For ikke at snakke om Glykæmisk Index som bestemt også spiller en rolle i forhold til både mæthed, men også et stabilt blodsukker 🙂

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT