Har du nogensinde smagt flammkuchen? Eller kender du den måske som en Tarte Flambée? Hvis ikke, så har du noget at glæde dig til. Oprindeligt er en flammkuchen en specialitet fra området omkring Alsace. Helt klassisk så bliver den lavet med cremefraiche, løg og skinke. Jeg har tilladt mig at ændre end smule på den klassiske opskrift. Tynd, sprød pizzabund, cremefraiche, hvidløgsost, serranskinke og frisk purløg. Det er altså en himmelsk mundfuld. Jeg serverer flammkuchen, når vi hygger med hjemmebagt pizza, som en del af et tapasbord eller som en lækker appetitvækker eller forret, når vi har gæster. Jeg lover dig, at der bliver spist op.
2 stk.
Det skal du bruge:
- Pizzadej – du kan lave den selv eller købe den. Resultatet bliver godt uanset. (Halv portion af denne her opskrift på hjemmelavet pizzadej)
- 4 spsk. cremefraiche
- 2 spsk. hvidløgssmøreost
- 1 rødløg
- 4 skiver serranoskinke
- Frisk purløg
Sådan bager du en Flammkuchen eller Tarte Flambée:
Ca. 1-2 timer før servering tændes ovnen på højeste varme med en bagesten/bageplade i på over/under varme. 20-30 minutter før servering kommes pizzadejen på et stykke bagepapir. Rør cremefraiche og hvidsløgsost sammen og smør pizzabundene med det. Snit rødløg i tynde ringe. Kom løg og skinke på pizzaen og bag den i 8-10 minutter til den er godt gylden. Pynt med purløg inden servering.
Hej Cathrine
Kan den ikke laves uden det energifrås. Det er ikke særligt økologisk.
Hej Jens.
Tak for din kommentar.
Ja, det kræver desværre lidt energiforbrug at varme en ovn + bagesten op. Når vi bager pizza herhjemme, så tænder jeg ovnen én time før bagning. Vi bager altid 8-10-12 pizzaer, når vi er i gang. Nogle med fyld, så vi har til to dage, og andre bager vi kun bunden i kort tid og kommer dem i fryseren efterfølgende. På den måde kan vi lave superlækker pizza på ingen tid, og vi undgår at varme ovnen op endnu engang.
Derudover bager jeg også gerne et par omgange brød eller boller, når ovnen alligevel er tændt. Så jeg synes faktisk godt, at man kan gøre det rimeligt økonomisk 🙂
Hav en dejlig dag.
Mvh. Cathrine