Grove pizzasnegle med skinke og ost

Pizzasnegle er altid en succes. Grove pizzanegle er min favorit, da jeg foretrækker den smag, som det gode og grove mel giver, og at de hjemmebagte pizzasnegle mætter godt. Pizzasneglene er fyldt med skinke og ost, og så elsker jeg en blanding af dijonsennep og akaciehonning fremfor tomatsovs - det smager så godt sammen med skinke og ost. Hvis du bedre kan lide en klassisk pizzasnegl med tomatsovs, så har jeg delt en opskrift på den tomatsovs, jeg bruger i pizzasnegle og pølsehorn under "tip" lidt længere nede i opskriften

Jeg ved, at jeg kommer til at bage mange pizzasnegle og de bedste pølsehorn her i foråret og sommeren. Det er så nemt at pakke en madkurv og tage med på legepladsen, ned til vandet eller på gåtur, hvis fryseren er fyldt med pizzasnegle og pølsehorn.

Det skal du bruge:

  • 3 dl sødmælk
  • 50 g smør
  • 2 tsk. rørsukker
  • 40 g gær
  • 2 spsk. skyr - yoghurt, kærnemælk eller andet surmælksprodukt kan også bruges
  • 300 g fint ølandshvedemel eller hvedemel
  • 150 g groft speltmel
  • 10 g salt
  • 200-250 g skinke
  • 200-250 g revet ost – mozzarella eller gouda er mine favoritter
  • 3 spsk. dijonsennep*
  • 2 spsk. akaciehonning*
  • 1 æg til at pensle med

Sådan bager du de bedste, grove pizzasnegle:
Lun smørret i en gryde til det er smeltet. Tag gryden af varmen og bland mælken sammen med smørret. Kom det op i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt salt, sukker, skyr og mel. Ælt det hele godt sammen i hånden eller på en røremaskine til dejen er glat og slipper skålens kanter. Dæk skålen med husholdningsfilm først og derefter et viskestykke, og lad dejen hæve tildækket ved stuetemperatur i 45 minutter. Rør dijonsennep og akaciehonning sammen og vend skinke og ost i.

Vend dejen ud på et meldrysset bord og rul den til et rektangel på ca. 1 cm tykkelse. Fordel fyldet på dejen. Rul dejen til en roulade. Skær rouladen ud til pizzasnegle på ca. 2 cm tykkelse. Kom dem på en bageplade beklædt med bagepapir og giv dem et lille tryk, så de flader en smule ud. Dæk pizzasneglene med husholdningsfilm og et viskestykke, og lad dem hæve tildækket i ca. 30 minutter. Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Pisk et æg sammen og pensl pizzasneglene. Bag dem i ca. 15-20 minutter til de er gyldne. Lad dem afkøle på en rist og nyd.

*Tip: Du kan udskifte dijonsennep og akaciehonning med en tomatsovs i stedet. Bland 3 spsk. ketchup med 2 spsk. tomatpuré, lidt salt, peber og tørret oregano.

11 comments on “Grove pizzasnegle med skinke og ost”

  1. Hej Cathrine,

    De ser vildt lækre ud! Nu er jeg så glad for min surdej og alle dine lækre surdejsopskrifter - vil man mon kunne konvertere denne til surdej frem for gær? 😊

    Bedste hilsner
    Sofie

  2. Hej Sofie

    I min E-bog Slow Fast Food og i min trykte bog Surdej finder du en opskrift på pølsehorn bagt med surdej - den dej er helt perfekt til pizzasnegle 🙂

    Jeg tror, at det vil give dig det bedste resultat.

    God bagelyst,
    Cathrine

  3. Jeg var skeptisk overfor sennep og honning “Saucen” men det er rigtig godt. Kan klart anbefales frem for tomatsauce.
    Aldrig smagt så luftige og lette pizzasnegle - de er et hit👍

    1. Hej Heidi

      Netop! Det smager så godt. Jeg er helt enig - det er de bedste hjemmebagte pizzasnegle 🙂

      Tusind tak fordi du to dig tid til at skrive.

      God bagelyst,
      Cathrine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
VESTRE LANGGADE 1
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT