Havregrynskugler er ren jul og nostalgi for mig. De SKAL bare være der, når juleaften nærmer sig. Det er også det konfekt, der forsvinder hurtigst fra konfektfadet i vores familie. Så derfor laver vi altid en stor portion. Ofte bliver vi også nødt til at lave dem flere gange i løbet af december, hvis vi starter tidligt i december med at spise julegodter. Vi laver havregrynskugler efter den samme opskrift år efter år, for det er altså bare de bedste havregrynskugler, jeg har smagt. Det er super vigtigt, at du bruger råvarer af en god kvalitet, når du laver havregrynskuglerne. Sørg for at lave en stor portion, for der forsvinder på mærkværdigvis en masse, mens man triller dem til kugler.
Det skal du bruge:
- 125 g smør
- 3 dl finvalsede havregryn
- 2 spsk. friskpresset appelsinsaft
- 1 dl kokosmel
- 1,5 dl flormelis
- 3 spsk. kakaopulver (jeg bruger den her fra Callebaut - det er den absolut bedste og meget drøj i brug)
- ½ tsk. ren vaniljepulver (eller 1 tsk. vaniljesukker)
Sådan laver du julens bedste havregrynskugler:
Bland alle de tørre ingredienser sammen. Kom appelsinsaft i. Skær smørret ud i mindre stykker og ælt det sammen med de tørre ingredienser. Jeg bruger hænderne – det synes jeg er nemmest. Stil dejen i køleskabet i ca. 30 minutter. Tril dejen til små kugler. Rul nogle af dem i kokos, frysetørret hindbær, lakridspulver, kakao eller dit yndlings krymmel. Opbevar dem i en lufttæt beholder i køleskabet. Gem dem godt, hvis du ikke vil risikere, at de alle er spist inden jul!
Indlægget indeholder affilitatelinks.
[…] de gamle favorit opskrifter frem og hygger mig i køkkenet. Ingen jul uden sprøde pebernødder og hjemmelavede havregrynskugler. Sidste år fik jeg lokkede en del af min mormors juleopskrifter ud af hende. Vaniljekranse, […]