Kagemand af vandbakkelse

Endnu en af min mormors opskrifter, som aldrig må gå i glemmebogen. Det er den simpelthen for god til. En vaskeægte vandbakkelses kagemand. Kender du den? Min mormor har bagt den til samtlige børnefødselsdage til alle sine 11 børnebørn. Så jeg har spist og nydt min del af den her vandbakkelses kagemand.

Den er helt klassisk – lavet på kun få og simple ingredienser. Den er så nem at bage, og du kan lave den lige, når det passer dig. Så den kan serveres friskbagt på dagen uden besvær.

Jeg har altid syntes, at Alfons Åberg var alt for kær. Derfor fik han også æren af at pynte min kagemand. Men du kan selvfølgelig forme og pynte din kagemand præcis, som du ønsker det. Men husk, at vandbakkelsen hæver meget(!) under bagningen, så de fine former skal laves og fremhæves med glasuren efter bagning.

1 bradepande
Det skal du bruge:

Vandbakkelse

  • 300 g vand
  • 175 g hvedemel
  • 150 g smør
  • 4-6 æg

Derudover

  • Sprøjtepose (kan udelades, men det er nemmest med)
  • Glasur
  • Slik
  • Andet pynt

Sådan laver du en kagemand:
Kom vand og smør i en gryde og lad smørret smelte helt. Kom melet i på én gang (det er vigtigt, for at undgå klumper), mens gryden stadig står over lav varme. Rør godt og effektivt med et piskeris indtil dejen samler sig og bliver glat - det er vigtigt at piske alle melklumper ud. Tag gryden af varmen og stil dejen til afkøling.

Mens dejen køler kan du forberede formen på din kagemand. Det gøres nemmest ved at tegne med blyant på bagepapiret - så har du en form at sprøjte dejen ud efter. Vær opmærksom på, at vandbakkelsen hæver meget(!) under bagningen, og din færdige kagemand vil derfor være noget større end det, du tegner. Vend bagepapiret om, så blyantstregen vender nedad - ellers smitter det af på kagen.

Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Når dejen er lillefinger-varm, så kommes ét æg i ad gangen, og dejen piskes grundigt med en håndmikser. Kom æg i indtil, at du har en blød og blank dej, der ikke er for stiv. Kom dejen i en sprøjtepose og klip et hul i bunden. Sprøjt dejen ud i din ønskede figur eller form. Fordel dejen en smule med bagsiden af en ske, så den bliver mere jævn. Fordel dejen ud på en bageplade, mens du former det til en mand eller kone.

Bag kagemanden eller kagekonen i ca. 20-25 minutter til den er gylden. Det er vigtigt, at ovnen ikke åbnes før kagen har bagt i 18-20 minutter, for så kan du risikere, at vandbakkelsen falder sammen. Tag den ud og lad den afkøle på pladen. Pynt med glasur og slik.

Tip: Du kan lave din vandbakkelse i god tid og fryse den ned rå. På dagen kan den bages direkte fra frost - med en smule længere bagetid end angivet.

5 comments on “Kagemand af vandbakkelse”

    1. Hej Annelise. Jeg håber, at dit barnebarn får en rigtig skøn fødselsdag med sine kammerater! Jeg er sikker på, at han bliver super glad for din hjemmebagte kagemand :).
      Glade bage- og fødselsdagshilsner
      Cathrine Brandt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
VESTRE LANGGADE 1
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT