Chokoladekage med mælkechokolade ganache

Det allerbedste ved at have udviklet, bagt og skrevet opskrifter til den her blog i mere end 12 år, er, at jeg altid har den helt rette opskrift, jeg kan finde frem og bruge. Det gælder efterhånden for de fleste kager, brød og boller. Skal jeg bage en banankage, så bruger jeg den her opskrift. Skal jeg bage en kagemand, så bruger jeg den her opskrift. Og skal jeg bage en klassisk bradepande chokoladekage, så bruger jeg den her opskrift.

Lige netop opskriften på den svampede chokoladekage er den helt samme, jeg har brugt her. En chokoladekage fåes simpelthen ikke bedre, spørger du mig - og så er der jo ingen grund til at ændre på noget, der i forvejen er noget nært perfekt. Nogle gange fortjener gamle favoritter lidt ny opmærksomhed, og lige her ruster gammel kærlighed aldrig.

Chokoladekagen er mine børns favorit. Det er den kage, jeg bager, når de skal have kage med og dele ud. Og det er kagen, jeg bager, når der er fødselsdag i familien. Oftest bare pyntet med glasur og krymmel.

Men i dag havde jeg lyst til noget andet. I dag skulle chokoladekagen pyntes med en uartig ganache lavet på god mælkechokolade. Det er ærligt talt prikken over i'et på den her chokoladekage.

Prøv bare selv!

8 stk.
Det skal du bruge:

Chokoladekage

  • 125 g smør
  • 125 g vand
  • 30 g kakaopulver - jeg foretrækker denne 100 % kakao fra Callebaut - den gør en kæmpe forskel for din kage (reklamelink)
  • 50 g mørk chokolade - jeg bruger denne her chokolade (reklamelink)
  • 80 g brun farin
  • 70 g rørsukker
  • 3 æg (2 hele æg + 1 æggeblomme)
  • 80 g hvedemel
  • 7 g bagepulver
  • 1 springform Ø 19 cm

Mælkechokolade ganache

  • 50 g piskefløde
  • 25 g mælk - jeg bruger letmælk
  • 150 g mælkechokolade af god kvalitet - jeg bruger den her Callebaut mælkechokolade (reklamelink)

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 180 grader over/undervarme. Krøl bagepapiret og kom det i springformen,

Kom smør og vand i en skål og smelt det over vandbad. Tag skålen af varmen. Kom kakao og chokolade i. Rør til det er smeltet. Tilsæt brun farin og rørsukker. Rør igen. Tilsæt æg og æggeblomme. Rør kagedejen sammen.

Kom hvedemel og bagepulver i en skål og bland det sammen. Sigt det ned i dejen og rør til den er homogen - det gøres nemmest med en lille si, der er mindre end din skål (reklamelink). Det er en meget våd dej. Hæld dejen i formen og bag kagen i ca. 25 minutter. Du skal kunne stikke i kagens midte og kun få fugtige kagekrummer med på pinden.

Lad kagen afkøle helt. Du kan lade den stå ved stuetemperatur til dagen efter - dækket med låg, husholdningsfilm eller en pose. Chokoladekagen er god i mange dage.

Mens kagen bager, så laves mælkechokolade ganache. Kom fløde og mælk i en gryde og varm det op til lige under kogepunktet. Kom mælkechokolade i en skål og hæld det varme fløde over. Rør i midten af skålen med en dejskraber til ganachen samler sig. Hæld mælkechokoladeganachen i et fladt fad eller dyb tallerken, dæk med husholdningsfilm direkte på ganachen og stil den på køl i mindst 60 minutter eller op til to dage.

Når chokoladekagen er kold, så smøres ganachen på og der drysses med saltflager. Jeg opbevarer min kage i en condibøtte - det gøres nemmest ved at sætte kagen på låget og komme bøtten henover (reklamelink).

Tip: Bager du dobbelt portion, så passer kagen til en bradepande på ca. 25 x 35 cm - jeg bruger den her bradepande (reklamelink)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

23 comments on “Chokoladekage med mælkechokolade ganache”

  1. Hej Cahtrine,
    Rigtig lækker kage! Kan den bages med noget andet mel, hvis man får en gæst som ikke kan tåle gluten?
    Mvh. Amanda

  2. Hej Cathrine
    Kagen lyder super lækker.
    Jeg vil lige høre ift. Ganachen, kan den sprøjtes i kruseduller på toppen? Eller er den ikke egnet til det?
    Mvh. Mette

  3. Fantastisk kage. Svampet og lækker. Så nem at lave. Det er ikke sidste gang jeg bager den🤩

  4. Elsker smagen, men døjer godt nok noget med, at få den til at blive “ordentlig” i krummen. Min bliver for svampet, ujævn “hullet” i overfladen, og falder sammen, når den kommer ud af ovnen. 😕
    Piskede den sammen med et håndpiskeris, de første par gange, skiftede så til blot at røre den sammen med en dejskraber, men det hjalp heller ikke. Købte nyt frisk bagepulver, læste et råd om, at sætte en trægrydeske i klemme i ovnlågen, de første 10 min. af bagetiden, for ikke at bage den for hårdt i starten, (for at undgå, at den falder sammen), men intet hjælper. I dag blev den 4 cm. høj og for våd, pta. ekstra bagetid for at udligne de 10 min. med åben ovnlåge….kan simpelthen ikke gennemskue, hvad der går galt?

  5. Min gamache blev meget stiv og var svær at smøre ud på kagen. Jeg fulgte opskriften nøje. Hvad kan jeg have gjort galt?

  6. Har lige lavet denne kage, supernem. Havde desværre ikke mælkechokolade, men brugte Callebaut Gold. Ikke dårligt på en dag hvor batterierne var flade😅

  7. Hej Cathrine

    Måske et dumt spørgsmål - men jeg tænker at bage kagen, dagen inden den skal serveres. Vil det så sige, at jeg først smører mælkechokoladeganachen på kagen, på selve dagen? Den bliver ikke “for hård” i konsistensen, af at stå på køl natten over, så den er svær at smøre på? 😊

    God dag!

    1. Hej Ester

      Jeg ville ikke stille den på køl. Jeg opbevarer den bare ved stuetemperatur. Ellers skal du lade den temperere inden servering.

      God bagelyst,
      Cathrine

  8. Mmmm… virkelig en lækker kage! Vi fik den med gold chokolade ganache på toppen. Det smagte skønt!

  9. Hej Cathrine
    Jeg tænker at jeg vil bage din chokoladekage her til min søns fødselsdag på lørdag. Den lyder så lækker. Men er det muligt at bage den i muffin forme? I så fald, ved du så hvor lang tid de skal have i ovnen? 🙂
    Dbh Mette

    1. Hej Mette

      Ja, du kan sagtens lave chokoladekagen til muffins. Bagetiden afhænger af størrelsen på dine muffins. Jeg ville starte med 12-15 minutter og så tjekke til dem løbende.

      God bagelyst,
      Cathrine

  10. Hej Cathrine. Hvor mange liter svarer formen til? Jeg har ikke så lille en springform, så tænkte at bruge en sandkageform😊

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT