Kan et surdejsbrød fryses?

Ja, det kan det! Her guider jeg dig til, hvordan du bedst fryser et surdejsbrød og luner det igen inden servering.

Et friskbagt surdejsbrød er fantastisk til morgenmaden i weekenden, til madpakken eller som tilbehør til aftensmaden. Det kræver dog en smule planlægning at kunne servere et helt lunt surdejsbrød. Derfor er det så skønt at have hjemmebagte brød liggende i fryseren, så det kan tøes op og lunes, når behovet og lysten til (surdejs)brød er størst.

Jeg har altid et par brød i min fryser. De fleste bruger jeg selv, men jeg kan love dig, at det også vækker glæde, når du giver et brød væk, som venner eller familie så selv kan lune og nyde.

Sådan planlægger du og bager et brød, der skal kunne fryses
Jeg bager gerne dobbelt portion af mine surdejsbrød af og til og lægger det ene brød i fryseren. Jeg har allerbedst succes med at genvarme min små brød, som jeg bager i mine halv størrelse hævekurve - enten oval eller rund (reklamelinks). Det lidt mindre brød tøer hurtigere op, og det skal ikke lunes så længe før, at det er gennemvarmt. Det er en fordel, fordi det giver mig mulighed for at servere hjemmebagt og lunt brød hurtigere, og den kortere genopvarmningstid sikrer, at brødet ikke bliver for mørkt i skorpen inden, at det er lunet hele vejen igennem.

Når jeg bager et af mine surdejsbrød - find massevis af opskrifter her på bloggen, så deler jeg portionen i to, og laver to små brød i mine små hævekurve (reklamelink). Det ene bager jeg helt færdigt og spiser de følgende dage. Det andet brød bager jeg 12-15 minutter under låg og til let gyldent uden låg efterfølgende. Ved ikke at bage det helt gyldent, så kan brødet klare at blive lunet i ovnen uden, at det bliver for mørkt. Det skal være gyldent, men en smule mindre, end du normalt ville bage det.

Har jeg ikke planlagt, at jeg ville fryse mit surdejsbrød, så gør det ikke så meget. Et helt gyldent og færdigbagt surdejsbrød kan sagtens lunes igen - her kan du bare med fordel sikre, at det er tøet helt op inden, at det kommes i ovnen.

Sådan fryser du et surdejsbrød
Lad surdejsbrødet køle af på en kølerist (reklamelink). Kom brødet i en pose og frys det, mens det fortsat er friskbagt. Dit surdejsbrød kan nemt ligge i fryseren i 4-6 måneder.

Sådan luner du et frossent surdejsbrød
Brødet skal helst tøes op før, det lunes. Ellers kan skorpen blive for mørk og hård inden, at brødets midte er helt gennemvarm. Skal du bruge surdejsbrødet om morgenen, så kan du tage brødet op aftenen forinden og lade det tø op i køleskabet natten over. Et surdejsbrød bagt i de små hævekurve (ca. 500-700 g dej) tager ca. 2 timer at tø op ved stuetemperatur. Et stort surdejsbrød bagt i de almindelige størrelse hævekurve ( ca. 1000 g dej) tager ca. 3-4 timer at tø op ved stuetemperatur.

Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Kom brødet under vandhanen, så det fugtes let (et brød afgiver sin fugt, når det lunes, og det kan derfor være en fordel at stænke det med vand inden, at det lunes - det bevarer den saftige krumme og giver en sprød skorpe). Lun dit surdejsbrød i 15-25 minutter afhængig af brødets størrelse i en forvarmet ovn. Dit frosne surdejsbrød er nu næsten som friskbagt. Nyd!

Tip: Er du i tvivl om, hvordan du bedst opbevarer dit bagværk, så kan du læse lige her, hvordan jeg gør

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 comments on “Kan et surdejsbrød fryses?”

  1. Hej Cathrine,
    Bager du det optøede brød på bagestålet, en rist eller på papir på en bageplade?

Jeg hedder Cathrine. Bageglad, surdejs-begejstret og altid på jagt efter gode råvarer. Her deler jeg min glæde for hjemmebagte lækkerier. Du finder masser af opskrifter på alt fra brød, boller, kager, sundere søde sager og børnevenlig bagværk. Jeg er mor til Ellinor og Karl Hugo, som er mindst ligeså madglade, som deres mor. Du finder også viden om ernæring, råvarers egenskaber, børns spisevaner og kræsenehed som er dét, mit hjerte brænder for.
TYTTEBÆRVEJ 2
8643 ANS
COPYRIGHT CATHRINE BRANDT